Om to uger starter årets nordjyske skakbegivenhed. I efterårsferien 2012 bliver der nemlig mulighed for at deltage i en meget spændende stormesterturnering i byen, når Nørresundby Skakklub og Aalborg Skakforening i fællesskab arrangerer ’LARSENs Nordjyske Mindeturnering’ til minde om nu afdøde Bent Larsen, der i starten af 1950’erne slog sine skak-folder i Aalborg.
Turneringen er åben for alle seniorer samt for alle medlemmer af 7. Hovedkreds under Dansk Skakunion uanset alder. Der spilles 7 runder i én stor gruppe efter schweizer-systemet i dagene fra mandag den d. 15. oktober til søndag d. 21. oktober. Spillestedet for turneringen er meget passende Aalborg Katedralskole i midtbyen, hvorfra Bent Larsen blev student i 1952 (samme år som han for øvrigt vandt Aalborg Skakforenings vinterturnering, Aalborg Bymesterskab og Aalborg Amtsmesterskab – alle med maksimum-score!).
I skrivende stund omfatter det imponerende turneringsfelt adskillige titelholdere – blandt andre: de to tidligere VM-kandidater GM Olafsson, Island og GM Uhlmann, Tyskland; de forhenværende seniorverdensmestre GM Cebalo (Kroatien) samt GM Chernikov (Rusland); tidligere verdensmester i korrespondanceskak FM Jørn Sloth med flere. Download turneringshæftet med baggrundshistorier og meget mere her. Og læs mere om turneringen på hjemmesiden: www.larsen.skakteam.dk