Aalborg i 1. division!



Så blev oprykningen til 1. division en realitet! Aalborg Skakforenings 1. hold sikrede sig her til eftermiddag oprykning til næste års 1. division ved afslutningen af divisionsturneringen i Skive. I sidste runde blev det ganske vist til et 3½-4½ til de nærmeste rivaler fra SK 1968 III, men nederlaget var altså lige præcist ikke større end, at slutstillingen i toppen af divisionen blev: 1. Aalborg I: 32½, 2. SK 1968 III: 30½, 3. Randers: 29½. På trods af et 3 points forspring før dagens sidste runde, var der ellers lige ved at gå ‘gummiarm’ i førsteholdets præstation. Finn Winther blev dagens redningsmand i skysovs, idet han var den eneste sejrende spiller fra 1. holdet. Finn blev dermed med 6/7 også topscorer i hele divisionen – godt gået!

Bjarne Sønderstrup skriver om førsteholdets match:

Det lykkedes med lodder og trisser at sikre de nødvendige antal points i sidste rundes kamp mod 1968’s 3.hold. Finn Winther blev dagens helt, og da han i sidste parti fuldførte sin gevinst, kunne vi ånde lettet op. Skurkene var mig selv og René, der begge bukkede gevaldigt i gunstige stillinger. Forinden var der blevet taget en masse remisser idet Jacob, Kim, Jørgen, John og Jens Johan holdt balancen og ikke satsede unødigt. Der var lige ved at gummiarm i den, da jeg smart ofrede en officer, men desværre for smart, da jeg ikke så en banal parade. Ideén var god nok, jeg skulle bare have udført den i trækket forinden! René afslog et remistilbud og satte derefter en bonde i slag, og så var al presset lagt over på Finn. 2½-5½ og 68 ville have rykket op. Heldigvis kørte Finn gevinst sikkert i hus og vi kunne skåle i Finns medbragte cava.

2. holdet indkasserede et klart nederlag på 3-5 til Holstebro og må en tur ned i Mesterrækken, men det skal vi ikke jokke mere rundt i her! Med lidt held klarer 3. holdet oprykning fra Mesterrækken til divisionen, så klubben i næste sæson fortsat har to divisionshold: et hold i 1. division og et hold i 2. division!?

Søndagens resultater var for øvrigt også særdeles glædelige for Nørresundby Skakklub, der sikrede sig oprykning til Skakligaen ved at vinde 1. division klart. Stort tillykke til Solsideholdet herfra!

Et par stemningsfotos fra eftermiddagen i Skive:

 

Print Friendly, PDF & Email

4 thoughts on “Aalborg i 1. division!”

  1. Jan Peter Lysber siger:

    smilet er ikke p.g.a nedrykning, men samværd med ” tossen” J.W, der endnu engang bommede en smøg. Mads se billede på facebook, eller ( kan ikke finde ud af at sætte det ind ) Hyg

  2. Mads Leth siger:

    Takker Lysberg for holdfoto. Jeg har skrevet vores simultane indlæg sammen til ét, Bjarne.

  3. Tillykke med oprykningen 🙂

  4. Preben Nielsen siger:

    Stort tillykke med oprykningen, og meget flot resultat af topscorer Finn Winther. Også tillykke til Nørresundby.

    1. division den kommende sæson:

    Aalborg
    Nordre 1
    Viborg
    Evans, Vejle
    Silkeborg
    Sk 1968 2
    Esbjerg
    Springeren, Kolding

    Dog stadig usikkert med Nordre. Ligaen slutter først næste weekend, men som det ser ud lige, nu rykker holdet ned. Springeren er nye i 1. division. De vandt gr. 3.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.