Aalborg Skakforening Klubliv Formandens beretning 2021

Formandens beretning 2021

Dette års beretning vil igen være præget af coronavirussens opdukken på scenen i marts 2020 og de efterfølgende nedlukninger. Aktivitetsniveauet har derfor været på et historisk lavt niveau, og vi er først ved at komme op til overfladen nu, og kan forhåbentligt se frem til normaltilstande igen.

I holdturneringen blev der kun afviklet en enkelt kamp, nemlig lokalopgøret mod Nørresundby i 1.division gr. 2. Der var kortvarigt åbnet op for at kampen kunne afvikles 6/12 2020. Forsamlingsforbuddet var på 10 personer i samme lokale, og det ordnede Nørresundby på den måde, at vi spillede i to lokaler med forbud mod at færdes i begge. Vi spillede således ”to matcher” med 4 spillere på hvert hold og kamplederne sendte bulletiner til hinanden, så vi kunne følge med i slagets gang. Vi tabte desværre matchen med 5-3, men denne gang var vi meget uheldige med at sejren kunne gå til os. Sune spillede remis mod Per A. på første bræt og Edgar måtte efter lovende stilling ned mod Bjarne Hansen på. 2.bræt. Kasper bukkede efter total nedspilning af Jens Jørgen Christiansen på 3.bræt, og Jacob spillede remis mod Svend på 4. I det andet lokale vandt Elena en bonde og kvalitet mod Jørgen Jørgensen og det så derfor ud til en ”nem” gevinst, men det var slet ikke så nemt endda, og slutteligt kunne Elena endog ikke redde en remis. Finn spillede remis mod Eddie og jeg gjorde ligeså mod Børge inden Peter Lysberg på sidstebræt, som reserve for John, ”gjorde sin pligt” ved at ”slide” Niels Jacobsen op.

Coronasituationen lukkede derefter landet ned igen, og hele holdturneringen, både i divisions- og hovedkredsregi blev suspenderet. Af samme grund har vi heller ikke uddelt scoringspokal for sæsonen.

Aalborg Byturnering 2020 blev spillet næsten normalt, mens forsamlingsforbud ikke var så restriktive, i august/september på skift i Aalborg og Nørresundby. 40 spillere deltog i turneringen, heraf 26 fra Aalborg Skakforening, og med hele 9 præmietagere, – ikke så dårligt!. I den øverste gruppe blev Sune Kovshøj igen nr. 2 med 4½, men denne gang på deling med Edgar Parra. Per Andreasen fra Nørresundby blev bymester for 15. gang og fik overrakt pokalen, der på mystisk vis havde været forsvundet siden 2001. Arne Fjordside vandt basis 1 med 5 points foran Ture Jungberg Nielsen med 4½. Nikolaj Ulrik vandt basis 2 med 6½ foran Christian Hartvigsen med 5. I basis 3 var Hartvig Hansen helt suveræn med 7 points foran med Jens Ole van de Weerd og Edmundas Maksimavicius begge med 5.

DM 2020 blev udsat fra påsken og afviklet i Svendborg i efterårsferien for landsholdsklassens og kandidatklassens vedkommende. Elena Steffensen deltog i kandidatklassen og efter en skidt start spillede hun sig fint op til sidst.

I Aars Vinter 2020-21 startede i december og nåede at spille én runde inden nedlukningen, men blev så genoptaget og færdigspillet her i maj måned. Vi havde 9 deltagere med, og her blev det også til en fin præmiehøst. Jeg selv fik lov at smage turneringssejrens sødme med 5 points på deling med Søren Grønhøj fra Aars. I gruppe 2 blev Thomas Tristram og Jarl Mølgaard nr. 2 og 3 med 4 points på deling med Henning Larsen fra Aars. I gruppe 3 tog Kristian Ørum og Oliver Mølgård sig af de to øverste pladser med henholdsvis 6½ og 5½ points.

Nørresundby havde igen flere deltagere fra Aalborg med i sin klubturnering, og her lykkedes det igen Sune at vinde den øverste gruppe foran bymester Per Andreasen. Arne Fjordside vandt med maksimumscore den næste gruppe. Nørresundbys seniorturnering efterår 2020 havde 14 deltagere og heraf 8 fra Aalborg. Jeg blev nr. 2 i øverste gruppe med 3 af 5. Torben Winkler vandt den næste med 4½/5. Nørresundby har også arrangeret ”Sommerskak – når du har tid” og i sommerferien 2020 deltog mange af vore spillere. Bedst klarede Sune Kovshøj sig, idet han vandt de 6 partier han spillede!

Så har der været afholdt Senior-DM i Løgumkloster her sidst i maj. At skaksulten var stor, vidnede deltagerantallet på 94 om, og heraf var 4 fra Aalborg. Bjarne Sønderstrup vandt en ratingpræmie i 65+ gruppen, hvor også Arne Fjordside, Hans Peter Rasmussen og Hugo Falberg deltog og klarede sig fint. Vi har i Aalborg Skakforening været så uforsigtige at indbyde til næste Senior-DM i uge 8, februar 2022.

Her på det seneste har Sune Kovshøj, Johan Stanislaus og Jonas Bendtsen været med i ”2. Køge Lang Weekend”, dog uden for præmierækkerne. Per Jacobsen deltog i ”Konventum og Højstrupgaard Weekend” med 50% score og en lille ratingfremgang. Endelig var Edgar Parra inviteret til at deltage i ”Aarhus Skakklub/Skolernes ChessHouse Sommerskak” og her fik han 3½ af 9, men mod flere meget stærke spillere, således det gav en lille ratingfremgang. Spillet var til tider meget flot, men et par halve points smuttede også undervejs.

Deltagelsen i koordinerede turneringer har således været på et rimeligt fint niveau trods coronasituationen, og det er klart, at vi sætter pris på de medlemmer, der på denne måde repræsenterer klubben udadtil. Fiduspokalen til spilleren med den største ratingfremgang går til Kristian Ørum med sin fremgang fra 1000 til 1356 i Aars Vinter. Det tyder jo nok på, at vi satte ham for lavt fra start, men det gør jo ikke præstationen på 6½ af 7 mindre!

Vi nåede også at få afviklet de to første GP-turneringer. Det første i Aalborg havde 24 deltagere, hvoraf 18 kom fra Aalborg. Sune blev nr. 2 i øverste gruppe, Ture Jungberg og Hans Peter Rasmussen nr. 1 og 2 i næste gruppe, mens Hartvig Hansen blev delt nr. 1 i gruppe 3. Dernæst i Aars også med 24 deltagere heraf 7 fra Aalborg. Her blev Ture Jungberg nr. 2 i gr. 2, mens Lars Lytzen vandt gruppe 3.

Klubmesterskabet for sæson 2020-2021 nåede at blive afviklet for efterårsturneringen vedkommende. Vi havde hele 44 deltagere, og det synes jeg var flot. Vi klarede coronarestriktionerne uden større problemer ved at spille i klasselokaler med højst 10 i hver, og ellers ved at passe godt på hinanden. Klubmester blev Sune Kovshøj med 6 foran Bjarne Sønderstrup med 5.Karl Henrik Laursen vandt basis 1, Poul Davidsen basis 2, mens Uffe Kristensen sejrede i basis 3. Forårsturneringen blev ikke afviklet, så vi må nøjes med én klubmester i år.

På juniorfronten havde vi stor aktivitet indtil nedlukningen og vi håber vi kan opnå det samme igen med Lars Erik Lytzen og Johann Stanislaus som hjælpere for Hans Engen. Jacob Würtz skal også takkes for at tilbyde undervisning til de voksne. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at tage godt imod nye medlemmer.

Vi krydser nu fingre for, at vi med vaccinationernes udbredelse og hjælp kan få det gamle klubliv tilbage, og måske endda få flere nye i gang. Vi starter med byturnering her i august og september, og så klubturnering med start 14.september. Vi holder også den første GP-turnering lørdag d. 12.september.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.