På vinderkurs igen…

I søndagens udebanekamp vandt førsteholdet 4½-3½ over Holstebro. På papiret var der lagt op til en jævnbyrdig match med os som svage favoritter. Ratingtallene forudsagde således os til at vinde med næsten samme cifre, selvom det på en god dag kunne være blevet 6-2 og på en dårlig dag til et nederlag 3½-4½.

Første mand færdig var Søren, som tabte på tid (!!??) i en fordelagtig stilling. Virkelig ærgerligt, når nu Søren med 5 af 5 netop havde sikret sig et kandidatresultat (tillykke med det!), og så havde en fin chance for at fuldbyrde en eminent præstation. Dernæst udlignede jeg selv, da jeg i en lige stilling effektivt udnyttede en grov fejl fra Erling Høibergs side. Dejligt at føle sejrens sødme igen, selv om den kom lidt nemt denne gang. Torben kom halvt (!)på tavlen ved at acceptere Thomas Jepsens remistilbud. Thomas havde behørig respekt for Torben fra barndomstiden i netop Holstebro, og Torben tog klogelig imod tilbuddet for at slette det grimme 0 på den hidtidige resultattavle. Jørgen tabte desværre en trist stilling mod Peter Husted, hvor det aldrig lykkedes Jørgen at komme ind i kampen. Peter udlignede derefter på 8.bræt (reserve for Kim). For mig at se var det en typisk sikker Peter-sejr i Caro-Kann, hvor hvid ikke for alvor kom til vaflerne. Så var der tre partier tilbage. Jørn stod bedst, John næstbedst og Finns parti kunne blive hvad det skulle være. Jørn kørte dog et uligefarvet løberslutspil med to bønder sikkert i hus. Og minsandten om ikke John kæmpede et svært springerslutspil mod den netop nykårede seniordanmarksmester, Poul Erik Nielsen, til remis med det yderste af neglene. Bravo. Tilbage stod en sindsoprivende afslutning i Finns parti. Finn havde tidligt smart vundet en bonde og kvalitet, og jeg troede således, at Finn skulle blive først færdig. Men sort fik spillet sig godt op og vandt et par bønder, og Finn måtte forsvare sig gennem længere tid. I slutspillet fik Finn chancer igen med tårn- og krydsskakker en masse. Spillerne selv og uglerne kunne efterhånden ikke finde ud af, hvem der stod bedst og ville vinde. Til sidst var begge spillere temmelig groggy, om end de store brølere ikke indtraf, og derfor tog de remissen ved evigskak inden afgørelsen ville blive alt for tilfældig.

Nu ligger vi på en 5.plads med 27½ points, men læg mærke til, at der kun er 1 point op til 2.pladsen, idet hele 4 hold ligger i en klump. Matchningen i sidste runde giver dog håb om avancement, idet vi skal møde Nordre, som ligger nr. 6, mens de fire hold ovenover skal møde hinanden. Sidste runde spilles 4/3 i Aars.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.