Aalborg Skakforening Klubliv Kurt Pedersen død

Kurt Pedersen død



I påskedagene kunne vi læse meddelelsen om, at ét af vore kære medlemmer var gået bort. Om ikke overraskende, da Kurt den senere tid var ramt af kræft, men alligevel meget trist.

Kurt optrådte første gang i Aalborg Skakforenings protokoller i 1969, og havde allerede i 1970 debut på vores 1.hold, hvor han vandt som reserve mod Lemvig i daværende 3.division. Kurt var et trofast klubmedlem, og påtog sig derfor posten som kasserer fra 1972 indtil han flyttede til Aabybro i 1980. I 1970’erne var Kurt fast bestanddel af førsteholdet, og var således med til at sikre oprykning til 2.division i 1974 og ’næsten-oprykning’ til 1.division i 1978.

For Aabybro var Kurt sikkert 1.bræt indtil klubben lukkede, og både individuelt og for klubben nåede Kurt fine resultater og et ratingtal på over 2100. I Aalborg Skakrings daværende årlig pokalturnering gjorde Kurt sig bemærket ved for Aabybro at vinde over Gistrups 1.bræt ved navn Peter Heine Nielsen! I 2013 vendte Kurt tilbage til Aalborg Skakforening, og vi fik således glæde af ham de sidste år.

Kurt var med sit positive sind og hyggelige gemyt et meget skattet medlem af foreningen. Kurt var optimist på trods af sygdommen, og således flittig turneringsdeltager til det sidste. Kurt vil blive savnet. Æret være hans minde.

På ovenstående billede ses Kurt som nr. 2 fra højre i bageste række. Billedet er fra 1974, hvor Aalborg Skakforening rykkede op i 2.division. På billedet ses i øvrigt: Bageste række fra venstre: Poul Andersen, Eric Bentzen, Bjarne Sønderstrup, Ole Lomholt Hansen, Kurt Pedersen og Kim Houlberg. Forreste række fra venstre: Ole Hansen, Regnar Larsen, Karl Sønderstrup og Carl Johan Andersen.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.