Uafgjort i Herning

1.holdet kom nogenlunde fra start i udekampen mod oprykkerne fra Herning. Som kampene skred frem er 4-4 vist udmærket, især når man ser at vi vandt 2-1 som undertippede på topbrætterne, men vi tabte tilsvarende i bunden.
Michael og John holdt flot remis mod Erik Søbjerg og Ole Mikkelsen efter svære stillinger efter åbningerne. Kim vandt over Søren Søgaard, da denne ikke var tilfreds med remis. Så slog Kim contra! Sune gjorde comeback på 1.holdet og gjorde det fortrinligt lige indtil han bukkede til sidst. Kæmpede sig op efter en svær stilling og stod efter sigende til gevinst, da klappen faldt ned. Øv, men der er sikkert ikke nogen der ærgrer sig mere end Sune. Jacob spillede meget sikkert og vandt i fin stil. Finn stod betænkeligt undervejs, men det blev remis ved evigskak med dronningen. Jeg så ikke hvordan det udviklede sig dertil. Elena gjorde også comeback, og det så fint ud i åbningen og spillet derefter. Men forløb sig derefter og satsede for vildt i et angreb, der ikke var der. Jeg selv kom ovenpå efter åbningen, hvor min unge modstander valgte en fejlplan. Dernæst troede jeg at det vandt efter et gevaldigt pres i e-linien, men han forsvarede sig godt og i efteranalyserne fandt vi intet afgørende. Remis var derfor ok.
Men nu er vi kommet nogenlunde fra start. Næste runde er 16/11 på hjemmebane.

Print Friendly, PDF & Email

3 thoughts on “Uafgjort i Herning”

  1. Hans Engen siger:

    3. holdet godt fra start.

    Så er vi i gang igen.
    Som vi plejer startede vi med 3. hold mod 4. hold. Og som vanligt ville vi gerne starte med en solid sejr.
    Og på tilsvarende vanlig vis ville 4. holdet ikke hjælpe os med dette.
    Det så længe helt lige ud. Først meget sent på aftenen tippede 3 partier til vores side og de andre 3 blev remis.
    Øverst spillede Erik mod Johan med lange låste bodekæder som gav Johan kongefløjen og Erik dronningefløjen, men ingen kunne åbenbart trænge igennem – remis.
    Jeg prøvede at overraske Hugos standhaftige Bird med Froms gambit (1.f4 e5) , så overraskede han mig ved at spillede kongegambit og jeg overraskede tilbage med Falkbergs modgambit (1. f4 e5 2. e4 d5). Jeg stod lidt trykket i starten men efter nogen afvikling spillede Hugo en springer på randen. Det gav mig et langvarigt initiativ og pres som endte i et vundet tårnslutspil. Mens jeg spillede virker det som et langt solidt pres. Men når man får det lagt ind i RYBKA viser det sig selvfølgelig at både han og jeg overser mange frigørende træk. Thomas mod Arne var et flot slagsmål med kongeangreb fra begge parters side. Da det tilsyneladende var ved at ebbe ud lykkedes det Thomas at opstille et djævelsk mat-net om den sorte konge som kostede Arne dronningen. Sidste sæsons maximalscorer Alexander ville leve op til ry og afslog 2 remis tilbud i ellers helt lige stilling mod Torben W. I et næsten låst bondeslutspil havde han gemt et ventetræk med en bonde som så gav kongen adgang til et indbrudtfelt. Og så var det point hjemme. Alexander er igen ved at bygge stakit! Kurt var bagud med en kvalitet men havde stærkt angreb mod Steve og vandt kvaliteten tilbage. Det så lovende ud men ebbede alligevel ud i remis. Gert mod Hans Peter var vist tæt på balance hele vejen igennem og remis virkede logisk.
    Så vi kom alligevel godt fra start trods god modstand fra Arnes hold.

    1. Arne Dan Fjordside siger:

      Aalborg 4.
      Det siger sig selv, at vi ikke kan være tilfredse med resultatet 1 1/2 – 4 1/2 mod 3. holdet, efter at vi længe stod tilfredsstillende rundt omkring. Johan lagde godt ud og tog en fin remis mod Erik på 1. bræt og med de sorte brikker. Jeg vil ikke kommentere matchen yderligere, føler, at Hans har ramt meget plet. Jeg vil dog mene, at Torben havde gode chancer for mindst remis, og sikkert også små gevinstchancer i slutspillet, men som sagt er det slutresultatet der tæller, og det må vi bøje os for. Selv ærger jeg mig endnu over, at jeg ikke så min remis mod Thomas efter hans g4 bondefrestød, som truer mat i en. Tårnoffer på h2 sikker evigskak. Jeg havde chancen i både træk 38 og 39, men der var desværre tidnød på, så. Men spændende match med rigtig kampskak var det. Nu må vi forsøge at reje os mod Aars/Nibe 1 hjemme om små 2 uger.

  2. Er helt enig i Hans Engens analyse at det så længe helt lige ud. Som Arne selv siger, var der mulighed for remis mod Thomas.

    Torben havde ikke kun mulighed for remis, men endog mulighed for en sejr mod Alexander, efter et potentielt springer offer i slutspillet.

    Imponerende at se Steve spille lige op mod Kurt, som er en meget stærk spiller og som tidligere er en 2100 mand i rating tilbage for 14 år siden.

    Hans-Peter spiller som altid godt hold skak og er en ressource på holdet.
    Hugo kæmpede længe godt, men er personligt meget imponeret over Hans kompromisløse spille stil. Tænker at Hans Engen godt kunne have toppet rating listen i klubben, hvis han spillede nogle flere turneringer gennem året.

    Undertegnede var meget optimistisk indfør mødet mod Erik Højfeldt, som er den næst højest ratede spillere for Aalborg Skakforening. Min optimisme skyldes mine seneste solide resultater i årets Politiken Cup i Helsingør og nu senest i Larsen turneringen, samt det faktum at jeg tilbage i klubmesterskabet, den gang i Vejgaard spillede remis mod Erik tilbage i 2004.

    Jeg håbede at vi kunne gentage succesen fra holdturneringen i 2012, hvor vi netop vandt over Aalborg 3 med resultatet 4½ – 1½. Resultatet 3 – 3, ville nok være mere retfærdigt, men sådan gik det desværre ikke.

    Men man kan kun sige tillykke til Aalborg 3, som leverede varen igen. Det bliver spændende at følge den videre udvikling for begge hold i årets Mesterrække 2014 / 2015.

    Nu skal vi koncentrere os om at besejre Aars Nibe 1 hjemme på tirsdag den 11. november!!!

    Vi ses:0)

    Hilsen, Johan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.