Det blev Michael, der trak det længste strå efter en uhyre spændende sidste runde af klubturneringen i aftes. Før runden var der ligestilling mellem Michael, Jacob og Bjarne, der alle havde 4½. Jeg havde sørget for spændingen, idet jeg tabte til Michael i 6.runde, i et parti, hvor jeg burde have vundet en fin angrebsstilling, men hvor Michael forsvarede sig godt. Nu skulle jeg så møde Jacob, der også havde sneget sig op på 4½, mens Michael skulle have Chr. Michael fik temmelig sikkert bygget en gevinststilling op med de hvide brikker, mens jeg fik udlignet med sort mod Jacob. Da Michael havde bedst korrektion, så det ud til at Michael cruisede mesterskabet hjem, men Chr. ofrede frisk en officer, og det forvirrede Michael så meget, at gevinsten pludselig var forduftet, og så måtte trække i remisnødbremsen. Så kom der gang i det andet parti, og Jacob så ud til at få et fordelagtigt slutspil med en fjern fribonde. Et veltimet kontrastød i tidnøden svingede dog fordelen over på min side inden det dog endte i remis. Derved endte alle med 5 points, men Michael havde bedst korrektion, og sikrede sig altså klubmesterskabet for efteråret.

I basis 1 vandt Hugo over Arne, og da Peter tabte til Carl Johan, sikrede Hugo sig førstepladsen samtidig med at han sneg sig over 1900, og derved blev mesterspiller igen. Stort tillykke med det.

I basis 2 vandt Mark over Lasse, og ender på 5 points. Han kan dog blive overhalet af Karl Henrik, der mangler Poul. Det spilles næste tirsdag samtidig med partiet Aage – Per.

I basis 3 vandt Olav klassen med 6 points efter remis mod Andres Bock. Jens Ole blev nr. 2 med 5 points, mens turneringens overraskelser Lars og Andreas deler 3.pladsen med 4½.

Print Friendly, PDF & Email

En kommentar til“Michael Øe klubmester”

  1. Kommentar af Lasse

    Tillykke til Michael Øe.

    I mit parti mod Mark stod jeg til gevinst efter åbningsfasen men evnede kun at konvertere det til et remis-agtigt slutspil. I nedenstående stilling spillede jeg så Kh4, hvilket viste sig ikke at være det bedste træk:

    https://nextchessmove.com/?fen=8%2F4r2p%2F2R5%2F5ppk%2F8%2F5P2%2F5K1P%2F8+b+-+-+0+1&flipped=true

Efterlad et svar