Næstsidste runde

Så er næstsidste runde i klubturneringen blevet lagt. Tabellen kan ses her. 7. runde, der blev afviklet i tirsdags, forløb således:

De to seneste klubmestre Søren Andersen og John Nyholm spillede remis i en sicilianer, hvor John havde de hvide. Fordelen bølgede lidt frem og tilbage uden på noget tidspunkt at være rigtig afgørende, og der blev taget remis i et tårnslutspil hen under midnat i aftenens absolut længste parti.

Sune Kovshøj vandt med hvid over Carl Johan Andersen. Undertegnede fik ikke fulgt partiet særligt intenst, men som altid når Carl Johan sidder ved brættet, var der en del komplikationer i stillingen, men Sune trak altså det længste strå i mesterklasseopgøret.

Skattekonsulent Torpegaard vandt med sort over Lektor Winkler, der overså et farligt bondetab med Lxh3. Torpegaard fulgte godt op på bondegevinsten med et skarpt angreb mod Winklers majestæt, og selvom den aldrende lektor holdt stand længe, måtte han dog til slut strække våben mod unge Torpegaard.

Arne Fjordside var i vaskeægte gavehumør med sort mod Nørresundbys Christian Gottschalck. Allerede i åbningen satte Arne en officer direkte i slag, og så var det spil slut! Koncertmester Gottschalck – turneringens eneste ikke-Aalborg spiller – har spillet en fremragende turnering, og hvis han kan holde takten i de sidste to runder venter der både ratingpræmie og en gedigen ratinggevinst. I næste runde får Gottschalck dog noget at se til, for der venter en anden af turneringens store overraskelser Oceanariumsdirektør Karl Henrik Laursen. Karl Henrik vandt i 7. runde over Poul Davidsen i et spændende slutspil med en kvalitet i overskud.

Undertegnede vandt med hvid over Thor, der ellers på det groveste forsøgte at distrahere ved både at være småsløj og hoste og medbringe en nuttet baby 😉 I partiet kom Thor ellers bedst ud af dronningbonde-åbningen, men et forsøg på at spille et profylaktisk bondetræk h6 viste sig at være en afgørende kongesvækkelse, der i længden kostede dyrt.

Johan Holmström vandt med hvid over Aage Sørensen i et parti, der også så meget spændende ud fra sidelinjen. Der var vist mattrusler og tungt artilleri på 7. række for begge parter, men Johan regnede altså længst i situationen og vandt.

Rulle-Per vandt med sort over Lars Lytzen i et langt parti. Per stod i overkanten i lange perioder men havde svært ved at få det afgørende stød ind, og partiet lakkede mod noget, der lignede et lige uligefarvet løberslutspil. Her lavede Lytzen dog en fingerfejl, og Per tog hele pointet.

Uffe ‘The Rock’ Kristensen vandt med hvid over klubbens halvnye spiller Jesper Thomsen. Jesper startede ellers turneringen rigtig flot med 3/3 efterfulgt af 3 flotte tabspartier mod nummer 1, 2 og 3, som han bestemt godt kunne være bekendt. Men i tirsdagens 7. runde satte Uffe altså en stopper for festlighederne. I Uffes sædvanlige Petrosianske stil fianchetterede han kongeløberen til g2, og det kom i åbningen til at koste Jesper et tårn på a8, hvilket han aldrig kom sig over.

Kræmmergaard og Kleinschmidt spillede i tirsdagens 7. runde remis i det uofficielle Vejgaard-mesterskab i Aalborg Skakforening. Begge herrer har spillet en flot første turnering for klubben og ligger med 3½/7 pænt over forventet.

Bo Schjødte vandt med hvid over turneringsdebutant Jacob Nissen på fin positionel vis. Jacob forsøgte at ruske op i stillingen, men Bo udviste et køligt overblik og hapsede hele pointet. Og endelig kom Andreas på tavlen i tirsdagens hurtigste parti mod Henrik Sigvardsen. Andreas etablerede en Aljekings-kanon i h-linjen og fik lov til at sætte Henrik mat med et veltilrettelagt Dxh7#.

Næstsidste runde spilles allerede på tirsdag d. 1/4 kl. 19. Umiddelbart tyder noget på, at den kommende klubmester hedder enten Øe, Andersen, Sønderstrup eller Kovshøj. Nyholm kunne være et interessant outsider-bud!?

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.