Aalborg Skakforening Klubliv,Klubturnering,Partier Referat fra klubturneringens 6. runde

Referat fra klubturneringens 6. runde

Afslutningen på forårets klubturnering nærmer sig, og spændingen er stærkt tiltagende i alle tre klasser. Her et referat fra gårsdagens runde som jeg så tingene:

I Mesterklassen indkasserede Jacob Würtz sæsonens første nederlag i et klubturneringsparti, idet han med hvid i en lang teorivariant i fransk tabte til Jørn Bach Hansen. Undervejs så det ellers længe ud til, at det var Jacob, der havde fat i det lange ende med et aggressivt h2-h4-h5 bondefremstød mod sorts kongestilling, men da røgen lagde sig, og afbytningerne var overstået, var det Jørn, der var i teten, og han vandt et par bønder og sidenhen partiet.

Bo Torpegaard vandt over Jens Johan i et vildt slag, hvor der blev ofret i flere omgange, og Finn Winther med sort slog Søren Andersen i et tidnød-drama, hvor Finn til slut havde 6-7 bønder + dronning mod en dronning alene! Det sidste parti i klassen: Peter Juul – Bjarne Sønderstrup endte remis, hvilket virkede fair set fra sidelinjen.

Summa summarum er der nu fem spillere i åben kamp om førstepladsen i forårets klubturnering. Stillingen i toppen før sidste runde er som følger:

1. Finn Winther 4 point (1 parti tilbage)

2.-5. Jacob Würtz, Bjarne Sønderstrup, Bo Torpegaard og Jens Johan: 3 point (alle har 2 restpartier)

 

I Basis 1 sluttede samtlige 4 partier i runden remis. Torben Winkler og Johan Holmström delte pointet i et langt Caro-Kann parti, hvor Johan havde påtaget sig en dobbeltbonde mod til gengæld at have en langtløbende løber mod en nærsynet springer. Dobbeltbonden blev rettet ud, men til gengæld blev springer og løber byttet af. I bondeslutspillet, der opstod som følge deraf blev der taget remis med ganske kort tid tilbage på urene.

Normann Hansen og HP Rasmussen spillede ligeledes remis i en lang og sej kamp, hvor HP på et tidspunkt var foran med en kvalitet og en bonde. Normann fik dog på snedig vis etableret begyndende mattrusler mod HP’s majestæt, og så blev der taget remis. Thomas Høj og Arne Fjorside delte pointet i en afbytningsvariant i fransk, så det var måske nok forventeligt!? Thomas er sikkert den af de to spillere, der var mest begejstret for remisen, da han nu er sikker på at runde de 1900 ratingpoint og kan kalde sig mesterspiller! Gruppens sidste remis stod mellem undertegnede og Nørresundbys Lars Nielsen – en rigtig ‘pølseremis’ efter kun 4 træk. Godt, vi ikke spiller med Sofia-reger her!

Stillingen i gruppens top før den afgørende runde:

1. Thomas Høj Jensen 5 point (har spillet alle 7 partier)

2. Lars Nielsen 4½ point (har spillet alle 7 partier)

3. Mads Leth 4 point (2 partier tilbage)

4. Johan Holmström 3 point (1 parti tilbage)

 

I Basis 2 var der flere hårde kampe at følge: Kasper Antonisen fik med sort endnu engang ram på Karl Henrik Laursen i et flot angrebsparti, hvor en åben g-linje ned mod hvids korte rokade afgjorde sagen. Martin Nielsen vandt over Lars Erik Lützen i et meget taktisk præget parti, hvor bønderne havde lukket centrum fuldstændigt til. En enkelt uopmærksomhed fra Lars’ side blev straffet hårdt og brutalt af Martin. Alexander Eeg Jensen vandt over Aage Sørensen, der ellers forsvarede sig hårdnakket, men kampen mod uret var vist Alexanders værste fjende i det parti. Han nåede dog i mål før vingen faldt.

De to remispartier i Basis 2 var alt andet end fredsommelige: Uffe Kristensen udspillede med sort Andreas Ferslev Bock og havde længe sikker kurs mod gevinsten. I det afgørende øjeblik opstod nedenstående stilling på brættet. Sort kan spille næsten alt og vinde. Uffe vælger dog det umiddelbart logiske men ved nærmere eftersyn katastrofale:

Aftenens maraton-parti stod mellem Per Jacobsen og Ellen Kakulidis. Per spillede sin sædvanlige Larsen-åbning med hvid: 1.b3 efterfulgt af Lb2. Løberdiagonalen skulle hurtigt vise sig at blive værdifuld for Per, for pludselig kunne han uden videre slå på g7 og vinde et tårn på h8. Ellen fightede herefter som en gal i resten af partiet og vandt en del materiale tilbage. I en heftig tidnød var slutspillet pludselig temmelig uklart, og efter begge spillere formåede at sætte konger i slag, endte kampen uafgjort, idet begge vinger var faldet.

Stillingen i Basis 2 før sidste runde:

1. Kasper Antonisen   5½ point (1 parti tilbage)

2. Alexander Eeg jensen 5 point (1 parti tilbage)

3. -4. Per Jacobsen og Ellen Kakulidis 3½ point (begge har 1 parti tilbage)

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.