Vi måtte nøjes med 3 points i Vejle, men da det kun var en anelse under forventet, så var det ingen katastrofe. Lad os starte med det positive: Michael og Søren fortsatte de lovende takter fra de første to runder. Michael med de sorte brikker snød totalt sin modstander med et ‘bondeoffer’, der meget smart vandt en officer. Det blev konverteret til dronning og springer mod to tårne, og efterhånden kom pointet sikkert i hus. Søren spillede Grabow meget positionelt og vandt på fremragende vis. John spillede sikkert på førstebræt og tog forståeligt en remis mod vores tidligere medlem Carsten Bank Friis. Jacob gav (igen, igen) holdkammeraterne dårlige nerver. Remistilbud efter få træk blev forståeligt afslået, -så langt så godt. Men så satte Jacob en officer nærmest direkte i slag. Til Jacobs ros gav han ikke op, og minsandten så kom der en kvalitet tilbage lidt senere. Tårn og bonde mod to lette, og så blev det heldigvis remis alligevel. Så kan man nok regne ud at vi tabte resten. Jørn fik en vanskelig stilling og modstanderen spillede hurtigt og sikkert. Kim blev for en gangs skyld temmelig rullet af et officersoffer. Finn kom skidt ud af en sicilianer med modsatte rokader og et uligefarvet løberslutspil var desværre med et par bønder for lidt. Jeg selv havde faktisk et spændende parti i min Laskers jagtvariant. Desværre tvang jeg min modstander til et officersoffer, som jeg ikke fandt recepten imod. Fritz siger dog her bagefter, at jeg kunne have forsvaret mig og burde have vundet, – men i en variant, jeg slet ikke havde overvejet. Så fair nok at jeg tabte.
Nu har vi 11 points på 6.pladsen.
december 8, 2013
Knebent nederlag til Aalborg 2
Aalborgs 2. hold tabte søndagens opgør i 2. division med mindst mulige margin til Jetsmark 2 i en kamp, hvor det ligeså vel kunne være endt med en kneben sejr.
På 1. bræt havde Peter Juul hvid mod Tommy Nielsen. Peter kom lidt skidt fra åbningen men fik rettet op på besværlighederne i midstspillet og tilbød remis i en stilling, hvor han måske stod en smule bedre, og Tommy tog imod.
På 2. bræt spillede Christian Volmer dagens længste parti med sort mod Tobias Hoffmann. Rossolimo-Siciliansk. Tobias vandt en bonde i midtspillet og så ud til at have godt fat i vor Aalborg mand, men i slutspillet, hvor Christian havde T+L+4 bønder mod T+S+5 bønder vandt han pludselig bonden tilbage og tilbød remis. Det afslog Tobias, hvorefter Christian pressede godt på og faktisk kom ud i noget, der måske kunne vindes. Tobis ofrede sig dog til en stilling, hvor Christian havde en løber i overskud – men desværre med den gale randbonde. Remis.
På 3. bræt mødte Lysberg sin overmand i Lasse Luther. Undertegnede så ikke helt, hvordan det gik til, men forholdsvis hurtig kom Peter til at stå meget skidt, og Lasse havde ikke problemer med at køre sejren hjem. Luther er jo heller ikke Hr. Hvemsomhelst. I foråret scorede han et kandidatresultat i Nørresundby Bank Cup, så forhåbentlig kommer vi til at se den unge Jetsmark-spiller i Kandidatklassen til DM i påsken.
Heller ikke på 4. bræt blev det til point for Aalborg. Carl Johan tabte med de sorte til Tommy Clausen. Også her gik det ret hurtigt ned ad bakke for Aalborg.
Mere lovende så det ud på 5. bræt, hvor Thomas Søndergaard spillede hvid mod Lasse Simoni. Thomas stod godt længe. Han havde fint fat i sorts kongestilling med kig på f7 og en række svage felter omkring majestæten. Simoni forsvarede sig dog præcist og afviklede støt og roligt til et meget lige slutspil med tunge officerer og løbere, hvor Thomas lod sig presse for langt tilbage og pludselig stod til tab. Ærgerligt.
På 6. bræt vandt Bo med sort ret smertefrit over Morten Randrup i siciliansk. Bo kom hurtigt til at stå så godt, det lignede en sikker gevinst. Det tog dog alligevel en del træk, før hele pointet kom i hus. Måske fordi Bo (til Mortens store overraskelse) undlod at tage en mere eller mindre gratis officer undervejs. Men Bo vandt altså alligevel.
På 7. bræt spillede undertegnede hvid mod Jetsmark-formanden Bjarne Søndergaard i en eller anden udgave af slavisk. Jeg var fint tilfreds med stillingen efter åbningen og troede omkring træk 15, at jeg skulle til at lave ravage i c-linjen med mine doblede tårne. Bjarne fandt dog et stille Dc7 som holdt sammen på det hele og mere til – det tvang mig til at afvikle til en stilling, hvor jeg havde en halvskidt løber mod en dynamisk springer. Herefter tog vi remis i træk 23.
På 8. bræt havde Thor sort mod Merete Hoffmann. Efter åbningen så det meget lige ud, men Thor fik presset en minimal fordel ud af stillingen og der blev afviklet til et bondeslutspil med lige mange bønder, hvor den ene af Meretes bønder dog var isoleret. Thor spillede præcist og kom frem til nedenstående stilling:
Altså endte matchen 4½ – 3½ til hjemmeholdet. I den samlede stilling i 2. division efter 3. runder, holder Aalborg 2 sig lige akkurat over nedrykningsstregen. Men en vis legemesdel hænger ganske tæt på vandskorpen, og det næste opgør i 4. runde på hjemmebane mod Kjellerup ligner et nøgleopgør, der simpelthen bare skal vindes, hvis vi skal forblive i divisionen.
61 til junior Grand Prix stævne
Sæsonens traditionelle jule Grand prix stævne, blev som sædvanlig afviklet på Jetsmark centralskole, og med hele familien Søndergaard i aktion for at gøre stævnet så godt og hyggeligt som muligt.
Og med hele 61 deltagere blev der sat noget af en rekord. Og 38 af disse deltog i de to begynderklasser, med hhv 28 og 10 deltagere. Og med så mange nye og små poder, skulle man tro at der ville blive en masse larm og ballade. Men sådan var det bestemt ikke. Alt forløb fredeligt, både ved brætterne og i pauserne. Det eneste der kunne give turneringslederne sved på panden, var rundelægningen med en monradgruppe med 28 deltagere, og når der også stod en kødrand af spørgende børn omkring bordet, der ville vide hvem de nu skulle møde, og hvad deres placering var lige nu.
Med de mange deltagere forsøgte man at gøre pauserne så korte som muligt, og kl. 16 kunne Bjarne Søndergaard starte med præmieuddelingen, som mange af Hans Engens tropper skulle have del i.
Hele 9 fra juniorklubben deltog, og i begyndergruppe 1, opnåede Freja og Ture Jungberg Nielsen en delt 6.-7 plads med præmie til følge. Der var midterplacering til Rasmus Hagensby og Isak A. Søndergaard.
I Grand Prix Grupperne tog Aalborg spillerne sig af hele 4 af pokalerne. I gruppe 3 sejrede Silas Ekholm, Hobro foran de to Aalborg spillere Elena Gerrassimovitch og Tobias Larsen. Alle tre sluttede med 10 point i den meget jævnbyrdige gruppe, så placeringen måtte afgøres på korrektion. Katrine Eskildsen opnåede 5 point.
I gruppe to var der også ligestilling i toppen. Aparna Bannerjee sluttede som nr. 2, med 10 point . Samme pointtal havde Hobro spilleren, der vandt gruppen.
Gruppe 1 var stærkere end længe. Et par af de store Hinnerup talenter, samt Jetsmark formandens datter havde meldt deres ankomst, så det så ikke nemt ud for Martin F. Nielsen denne gang.
Det hele blev også først afgjort i sidste runde med et ægte topopgør mod Jacob Kryger, Hinnerup. Martin havde brug for en remis, og den fik han uden større besvær. Han scorede 5,5 point, og fik dermed sin 5. Grand Prix sejr i træk. Helene Søndergaard og Jacob Kryger opnåede begge 5 point.
Tavler mm kan ses på den nye junior-hjemmeside: dssnord.dk
Næste stævne afvikles i Hobro den 25. januar.