På Aalborg Stadsarkivs hjemmeside faldt undertegnede over følgende TV-interview med (en ganske ung) Bjarne Sønderstrup, der taler om skak med TV-værten. I interviewet drøftes blandt andet stormester Bent Larsens kommende simultan-besøg i Aalborg Skakforening. Med i TV-studiet er også klubbens helt nye elektroniske medlem: skakcomputeren Novag Superconstellation med den for computerprogrammer dengang imponerende spillestyrke på ca. 1900! Se TV-klippet på følgende link, og hør bl.a. Bjarne svare på, om skakspillere altid tænker på skak. Det handler om skak i udsendelsens første 2 minutter og igen efter ca. 5 minutter og et par minutter frem! Se TV-klippet her
Sæsonens første Junior Grand Prix stævne med 30 deltagere, blev søndag spillet under fine spilleforhold på Aalborg Katedralskole.
Gruppe 1 blev vundet af Steven Vestergaard, Jetsmark med max. 7 point, fulgt af Martin Fredsted Nielsen med 6 point. 3. præmien gik til Filip Holm, Hinnerup med 5 point.
Gruppe 2 blev vundet af Mikkel B. Iversen, Jetsmark. Aparna fik 9 point og pokal og 3. præmie, mens lillebror Aryan sluttede med 4 point.
Mandag kl 14 starter starter den internationale turnering med 61 deltagere, heraf 12 fra klubben. Fra tirsdag og ugen ud startes runden kl.11.
Om to uger starter årets nordjyske skakbegivenhed. I efterårsferien 2012 bliver der nemlig mulighed for at deltage i en meget spændende stormesterturnering i byen, når Nørresundby Skakklub og Aalborg Skakforening i fællesskab arrangerer ’LARSENs Nordjyske Mindeturnering’ til minde om nu afdøde Bent Larsen, der i starten af 1950’erne slog sine skak-folder i Aalborg.
Turneringen er åben for alle seniorer samt for alle medlemmer af 7. Hovedkreds under Dansk Skakunion uanset alder. Der spilles 7 runder i én stor gruppe efter schweizer-systemet i dagene fra mandag den d. 15. oktober til søndag d. 21. oktober. Spillestedet for turneringen er meget passende Aalborg Katedralskole i midtbyen, hvorfra Bent Larsen blev student i 1952 (samme år som han for øvrigt vandt Aalborg Skakforenings vinterturnering, Aalborg Bymesterskab og Aalborg Amtsmesterskab – alle med maksimum-score!).
I skrivende stund omfatter det imponerende turneringsfelt adskillige titelholdere – blandt andre: de to tidligere VM-kandidater GM Olafsson, Island og GM Uhlmann, Tyskland; de forhenværende seniorverdensmestre GM Cebalo (Kroatien) samt GM Chernikov (Rusland); tidligere verdensmester i korrespondanceskak FM Jørn Sloth med flere. Download turneringshæftet med baggrundshistorier og meget mere her. Og læs mere om turneringen på hjemmesiden: www.larsen.skakteam.dk
Danmarks bedste skakspiller gennem tiderne, Bent Larsen (1935-2010), var i en periode medlem af Aalborg Skakforening. I år 2000, blev Bent Larsen derfor udnævnt til æresmedlem af klubben, og i den forbindelse skrev Bjarne Sønderstrup følgende om Larsen og hans medlemsskab:
Første gang vi støder på Bent Larsens navn i foreningens gamle protokoller er på resultatlisten fra sommerturneringen 1950, hvor han delte en 3.plads. Det er altså netop 50 år siden, at en ung håbefuld gymnasieelev trådte ind i foreningen for første gang. Forhistorien kan vi læse lidt om i “50 udvalgte partier 1948-69″. Bent er født 4.marts 1935 i Thisted og flyttede i 1941 til Holstebro, hvor det første møde med skakspillet fandt sted. Fra samme bog lyder det: …”Men da jeg i 1950 flyttede fra Holstebro, var jeg klart byens stærkeste spiller, og to år senere havde jeg nedgjort al modstand i Aalborg og kunne ikke længere lære noget dér”. Bent flyttede altså til byen, da faderen blev postmester hér. Adressen var Kong Hans Gade 16, hvilket jeg som et kuriosum ved, fordi jeg ca. 30 år senere boede i kollektiv i samme hus.
Aalborg Skakforenings mangeårige formand Karl Sønderstrup skriver i sin bog “Aalborg Skakforening i 100 år” med udgangspunkt i påsketurneringen, der blev spillet i Aalborg 1950:
“Men i 1.klasse finder vi som præmietager med 5 points Bent Larsen, Holstebro. Og det var ganske rigtigt ham! Det var så vidt vides Bent Larsens første optræden i Aalborg. Han var da 15 år. Nogle måneder efter flyttede han med sine forældre til Aalborg og meldte sig straks ind i Aalborg Skakforening. Desværre for os blev det ikke noget længere medlemskab, idet han to år senere, da han var blevet student, flyttede til København for at læse til civilingeniør. Men i de to år, han var i Aalborg, nåede han både at blive mesterspiller (7 points i 1.klasse Odense 1951) og landsholdsspiller (6 points i mesterklassen i Herning 1952) samt at blive udtaget til at repræsentere Danmark i kampen om verdensmesterskabet for juniores i England.
Det sidste år han var i Aalborg, vandt han klubmesterskabet i Aalborg Skakforening, amts og bymesterskabet alt sammen med 100% score.
Foruden at han vandt alt, hvad der rørte sig i skak her i det nordlige, så huskes Bent Larsen bedst for den kolossale viden, han havde om skak allerede den gang. Der var næsten ikke det åbnings- eller slutspilsproblem, han ikke vidste noget om, og han var altid villig til at øse ud af denne viden. Havde vi beholdt ham i Aalborg, var der ingen tvivl om, at spillestandarden ville være betydeligt forøget, men for Bent ville det være blevet skaklig tomgang. Han var simpelthen alt for god.”
Siden hen udviklede Bent sig så som bekendt til Danmarks gennem tiderne stærkeste skakspiller. Bent var som nævnt “alt for god” og fik i mange år ingen konkurrence på den hjemlige arena. Det var således en speciel tilfredsstillelse, da vi i vores jubilæumsår 1989 kunne præsentere ham ved et DM for første gang i 25 år.
Bent Larsens betydning for dansk skak er helt uden sidestykke, og for dette blev han for i 1998 udnævnt til æresmedlem af Dansk Skak Union.
Men selvom Bent Larsen på den skaklige scene er verdensstjerne og fortjenesten herfor helt er hans egen, så kan vi godt have lov til at bryste os en lille smule over, at også Aalborg Skakforenings navn bliver nævnt ved gennemgangen af den enestående karriere. Derfor benytter vi nu lejligheden til at udnævne ham til æresmedlem også.