Showing: 1 - 10 of 641 RESULTS

Senior DM 2026

Årets Danmarksmesterskab for seniorer blev for fjerde gang afholdt på højskolen i Løgumkloster. At spillestedet er populært, vidner deltagerantallet på 78 om. Det giver også en speciel dejlig stemning, når en stor del af deltagerne kan bo på højskolen med fuld forplejning. Aalborg Skakforening havde 4 deltagere med. Lars Erik Lytzen og Per Jacobsen i 50+-gruppen med 20 deltagere samt Arne Fjordside og undertegnede i 65+, der havde 58 deltagere.
Lars og Per var kraftigt udfordret i deres gruppe, idet de var seedet som henholdsvis nr. 17 og 20. Lars gjorde det bedst med 2½ point hvilket gav en præmie i sin præmiegruppe og et ratinghop på 27. Arne sluttede godt af efter en sløj start med 1 af 4. Vandt derefter to partier og en remis i sidste runde gav altså 3½ og en ratinggevinst på 8. Jeg selv var godt med efter 2½ efter 4.runde, bl.a. med en remis mod den tidligere Danmarksmester Jens Hartung Nielsen, som jeg tabte til i 2021. I 5.runde tabte jeg så til en velspillende Jan Rode Pedersen. En efter sejr i 6.runde og remis i 7. endte jeg på 4 points og en ratinggevinst på 21. Turneringstavlerne kan ses på Senior DM 2026. Partier kan gennemspilles på Partier senior DM 20226.

Lars Venø Jakobsen død

Søndag fik vi meddelelsen om at Lars var død ved et bridgestævne, 55 år gammel. Selv om han valgte at stoppe en flot skakkarriere til fordel for kortspillet, og selv om vi ikke siden 2008 har set ham i klubben, så skal Lars huskes for igennem næsten to årtier at have været en af Aalborg Skakforenings bedste og mest markante spillere. Lars kom som ung student fra Esbjerg til byen i 1990 og skulle siden sætte et flot aftryk på klublivet og på divisionsholdet. 4 gange klubmester i træk fra 1994 til 97, 112 divisionspartier med den flotte scoringsprocent på 60 (mange år som 1.bræt!) og dermed nr. 10 på klubbens alltime-liste. I midt 90’erne havde han en afstikker til Gistrup, hvor han var med til at spille dem i 1.division. Han vendte dog hurtigt tilbage og blev bymester to gange i 2001 og 2002. I den sidste vandt han omkampen 2-0 mod den mangefoldige mester, Per Andreasen. Lars var med til at spille Aalborg op i Skakligaen i 2005 og spillede med på holdet i ligaen i tre sæsoner. Da Lars var på toppen i 1997 havde han 2370 i rating og var nr. 28 på Dansk Skak Unions styrkeliste. I 2008 droppede han som nævnt skakken til fordel for et job som systemudvikler i Danmarks Bridgeforbund. Her kan man læse en nekrolog på https://www2.bridge.dk/Default.aspx?ID=28828

Vi bringer her et parti fra klubbladet 2002, hvor han vinder over Lars August Meyer, der dette år spillede for Aars Skakklub.

Parti fra 3. division af Lars Venø Jakobsen
Hvid: Lars Venø Jakobsen
Sort: Lars A. Meyer, Aars
1. d4 c5 2. d5 e5 3. e4 d6 4. Le2 I stedet for det normale 4. Sf3 Lg4. 4.- Le7 5. Sf3 Lg4 6. Sfd2 Pointen med 4. træk, de hvidfeltede løbere forsvinder. 6.- Lxe2 7. Dxe2 a6 8. a4 Sd7?! Hvis sort vil slippe fra åbningen uden skrammer, så er 8.- Lg5 næsten tvunget. Jeg vil stadig helst have hvid, men helt klart er det ikke. 9. 0-0 Sgf6 10. Sc3 g6 11. a5 Sh5 12. Sc4 0-0 13. g3 f5? Alt for aktivt, men gode træk er svære at finde. F.eks ser 13.- Sg7 14. f4 godt ud for hvid. I efteranalysen foreslog Meyer 13.- b5, et træk som jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at tage seriøst. Hvid spiller vel 14. axb6 Sxb6 15. Sa5/16. Sc6 eller 15. Se3, måske med Lh6 indskudt. 14. exf5 Txf5 15. Se4 Df8? Der skulle dækkes på d6, men 15.- Df8 gør ikke sagen bedre for Tf5. 15.- Dc7 er vist “only move”. 16. Se3 Tf7 Med dronningen på c7 kunne sort have spillet 16.- Tff8 og stadig hænge på. Nu, derimod, kommer Sc4 til h6, hvorefter tårnet skal til g7. 17. Sg4 Kh8 18. Sh6 Tg7 19. f4! Der er dømt klumpspil i sorts lejr, så det er bare med at åbne op for stillingen. 19.- exf4 20. Lxf4 Sxf4 21. Txf4 De8 22. Taf1 Se5 Overfladisk betragtet ser det måske ikke så slemt ud for sort, men det næste træk hiver for alvor bundproppen ud af den sorte stilling. Computeren forslår det griske 23. Sxc5, men jeg havde ikke helt styr på 23.- Lg5 24. Se6 Lxf4 eller 24. Tf8+ Dxf8 25. Txf8 Txf8 26. Se6 Sf3+ 27. Kg2 Sd4! (et smart trick, som redder kvaliteten) 28. Sxd4 Lxh6 29. Se6 Te7. Begge varianter er sikkert gode for hvid, men indeholder trods alt en vis mængde “rod”. Derfor: 23.-,h4! Planen er i al stilfærdighed 24. Df2 fulgt af 25. Sg5. Der truer Sg5-f7 og efter 25.- Lxg5 26. hxg5 ses intet forsvar mod 27. Tf8+. Meyer spiller sin sidste fuskerchance: 23.- g5 24. hxg5 Lxg5 25. Sxd6 Lxf4 26. Txf4 26.- De7 besvares med 27. Dxe5 Dxe5 28. Sdf7+ og gevinst. 26.- Dg6 27. Dxe5 Dxg3+ 28. Kf1 Dh3+ 29. Ke1 Opgivet, 1-0. Computeren siger mat i 12 træk.

Haveskak med grill og jordbær

Torben Winkler inviterer til lidt sommerhygge i sin have på Herningvej 220, 9220 Aalborg Øst. Det foregår søndag d. 21.juni kl. 15 (eller mandag 22.juni, hvis der er regnvejr). Tilmelding foregår til Arne på tlf. 29903016 senest fredag 19.juni.

Senior EM 2026

Det individuelle Senior EM 2026 finder sted fra 2. til 10. juni i Acqui Terme i det nordvestlige Italien. Der spilles en runde hver dag, alle dage startes der kl. 15.00.

Betænkningstiden er 90 minutter til de første 40 træk og 30 minutter til resten med 30 sekunders tillægstid fra træk et.

Mesterskaberne spilles i fire klasser: Open 50+, Women 50+, Open 65+ og Women 65+.

I 50+ klassen er GM Henrik Danielsen med 2466 en af favoritterne. Det bliver spændende at se, om Henrik kan vinde mesterskabet.

Følg med her:

https://s3.chess-results.com/tnr1365455.aspx?lan=16&flag=30&turdet=YES&SNode=S0

Der kommer antagelig livedækning et sted.

Klar til Middelfart

Aalborg Skakforening stiller med 3 hold (navnene er “tilfældige”) til pinsesøndagens stævne hold-hurtigskak i Middelfart:

65+, Aalborg Oldies:
1. Bjarne Sønderstrup, 1995
2. Kurt Hollesen, 1975 (Tårnet Svendborg)
3. Hans Peter Rasmussen, 1845
4. Arne Fjordside, 1807

Bredderækken, “Aalborg Chang”
1. Kevin Li, 2110
2. Elena Steffensen, 2029
3. Theodor Fibiger, 1821
4. Ricardo Zanda, 1502

Bredderækken, “Aalborg Freja”
1. Gabriel Stricker, 2083
2. Johann Stanislaus, 2019
3. Lars Lytzen, 1613
4. Clement Sørensen, 1456

Gabriel blev Himmerlandsmester!

Med remis i sidste runde mod Jørgen Jørgensen, lykkedes det Gabriel at holde ham bag sig og sikre sig mesterskabet med 5½ af 7. Dermed fortsatte Gabriel sin nærmest kometagtige opstigen på ratinglisten og har nu imponerende 2159. Johann, Simon og Ricardo deltog også i klassen, og det var kun sidstnævnte, der ikke kunne være helt tilfreds med sin placering.
I øvrigt stillede vi op med 7 ud af 26 deltagere i turneringen, og vi dominerede også pænt i de øvrige klasser. I Basis 2 blev vores nye mand Søren Næsager Poulsen delt nr. 1 med 5 af 7. Det kunne endda være blevet til mere, hvis ikke han helt havde glemt at møde op til runde 5. I denne gruppe præsterede Martin Thomsen flot med 4½ og en 3.plads, mens Kim Pors fik 4 og blev nr. 4.
I Basis 3 imponerede Nikolaj Lyngbye Kolbe ved at gøre rent bord med 7 af 7, og det endda i sin kun anden seriøse turnering. Her besatte vi også 2.pladsen ved Clement Sørensen, der fik 5 points, og dette var ligeledes kun i andet forsøg i koordineret skak. Det lover godt, at vore nye folk på denne måde fører sig frem!

Thor blev klubmester!

Det afgørende parti mellem Sune og Kevin sluttede lidt overraskende med en sejr til sidstnævnte. Dermed endte hele fire spillere på 4½ points, og her havde Thor bedst korrektion. Thor blev dermed klubmester, idet den suveræne vinder af klassen med 6 points, Shanne Hedegaard Jakobsen, som bekendt er fra Jetsmark. Tillykke til Thor, men også stor anerkendelse til de andre præmietagere, Svend Ole, Simon og Kevin. Yderligere referat fra klubturneringen findes i det nye klubblad fra maj. Turneringen er nu indberettet og slutstillingen kan ses på Klubturnering forår 2026

Aalborg Forårshurtigskak starter

På 6 tirsdage spilles 3 runder hurtigskak med betænkningstiden 15 min. + 10 sek./træk. Man kan frit tilmelde sig en enkelt aften.

Kom kl. 19 og tilmeld dig aftenens runder. Matchning foretages på aftenen, “modificeret Monrad”. Ingen indskud, ingen præmier.

I alt 9 runder, 5/5, 12/5, 19/5, hvor resultaterne indberettes og rates. Derefter spilles tilsvarende 9 runder på datoerne 26/5, 2/6, 9/6. Flest scorede points samlet giver ret til titlen “Klubmester i hurtigskak”.

Bemærk: 5/5 spilles det afgørende parti om klubmesterskabet mellem Sune og Kevin. Turneringen indberettes derefter og der foretages præmieuddeling 12/5.

Verified by MonsterInsights