Generalforsamling 8/9

Der indkaldes til den årlige ordinære generalforsamling i klubbens lokaler, HF&VUC NORD, På Sporet 8B, 9000 Aalborg
tirsdag d. 8. september 2026 kl. 19.30.

Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Aflæggelse og godkendelse af det reviderede årsregnskab for det forløbne år
4. Aflæggelse og godkendelse af bestyrelsens forslag til kontingent og budget for det kommende år
5. Behandling af indkomne forslag. Bestyrelsen foreslår vedtægterne opdateret.  Forslaget til nye vedtægter kan ses på hjemmesiden.
6. Valg af formand og to bestyrelsesmedlemmer for to år (i lige år).
Bjarne Sønderstrup på valg til formand. Jacob Würtz og Gabriel Stricker er på valg til bestyrelsen.
7. Valg af kasserer. Sidste år blev Arne Fjordside valgt til kasserer for ét år. Gabriel Stricker foreslås at blive valgt.
8. Valg af to suppleanter til bestyrelsen. (Johann Stanislaus og Lars Lytzen er på valg)
9. Valg af to revisorer. Anders Rasmussen og Christian Volmer Nielsen er på valg. Revisorsuppleant er vakant.
10. Eventuelt
Efter generalforsamlingen afholdes lynturnering.

2 Comments

  1. Bjarne Sønderstrup

    Vedrørende klubbens vedtægter, så findes de under fanebladet “Klubbens vedtægter” (sjovt nok). Forslaget til opjustering af disse er trykt nedenstående, så man kan sammenligne. Lars Lindhard har lovet at gennemgå de vigtigste ændringer på generalforsamlingen.

    Vedtægter for Aalborg Skakforening af 1889

    § 1 Navn og hjemsted
    Stk. 1: Foreningens navn er Aalborg Skakforening af 1889, stiftet den 28.januar 1889.
    Stk. 2: Foreningens hjemsted er Aalborg Kommune.
    § 2 Formål
    Foreningen har til formål at fremme medlemmernes interesse i at dyrke skak i form af skakturneringer, undervisning og almindeligt spil i klubben. Foreningen har også til formål at styrke fællesskabet og det sociale liv i foreningen og fremme medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen gennem folkeoplysende aktiviteter. Foreningen varetager disse interesser på et almennyttigt grundlag.
    § 3 Tilhørsforhold til andre organisationer
    Stk. 1: Aalborg Skakforening skal være medlem af Dansk Skak Union og den relevante hovedkreds og er underlagt disse organisationers regler og bestemmelser.
    Stk. 2: Indmeldelse og udmeldelse af organisationer er et generalforsamlingsanliggende.
    § 4 Medlemsforhold
    Stk. 1: Som medlem kan optages enhver, der tilslutter sig foreningens formål.
    Stk. 2: Bestyrelsen kan udpege æresmedlemmer med taleret på generalforsamlingen.
    Stk. 3: Ethvert aktivt medlem har ret til at anvende foreningens faciliteter og deltage i foreningens aktiviteter og tilbud samt til demokratisk medindflydelse på foreningens forhold efter disse vedtægter. For udøvelse af stemmeret på generalforsamlingen gælder bestemmelsen i § 7, stk. 4.
    Stk. 4: Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og øvrige bestemmelser. Medlemmerne er endvidere forpligtet til at overholde de regler og bestemmelser, som er fastsat af en organisation, som foreningen er tilsluttet.
    Stk. 5: Anmodning om medlemskab behandles af bestyrelsen, og medlemskabet gælder fra, at bestyrelsen har oprettet det. Bestyrelsen kan afslå medlemskab, såfremt der foreligger en særlig begrundelse herfor. Afslag på medlemskab kan kræves indbragt for førstkommende generalforsamling af den, der har fået afslag. Anmodning herom skal fremsættes inden fire uger efter, at afslaget er meddelt.
    Stk. 6: Udmeldelse sker skriftligt ved meddelelse til bestyrelsen. Udmeldelse kan ske med én måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode. Alle økonomiske mellemværender opgøres og betales ved udmeldelse.
    § 5 Kontingent
    Stk. 1: Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Der kan fastsættes forskellige kontingenter for konkrete grupper af medlemmer, herunder aldersbestemt kontingent og eventuelt helt eller delvist frikontingent for grupper af ledere. Endvidere kan bestyrelsen fritage et medlem for kontingentbetaling, såfremt særlige forhold taler for det.
    Stk. 2: Bestyrelsen opkræver kontingent og fastlægger betalingsterminer og opkrævningsform.
    Stk. 3: Såfremt et medlem ikke betaler kontingent rettidigt, og ikke har betalt efter at være blevet rykket, kan den pågældende slettes som medlem. Sådant ophør af medlemskabet kan ikke kræves indbragt for generalforsamlingen.
    § 6 Udelukkelse og eksklusion
    Stk. 1: Et medlem kan udelukkes midlertidigt for en periode op til seks måneder eller kan ekskluderes, såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller hvis vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser. Eksklusion indebærer, at medlemskabet ophører.
    Stk. 2: I sager om midlertidig udelukkelse og eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at bestyrelsens afgørelse prøves på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. Såfremt den ekskluderede ønsker at bruge denne mulighed, skal anmodning herom fremsættes skriftligt til bestyrelsen inden fire uger efter, at eksklusionen er meddelt. Bestyrelsens afgørelse om eksklusion gælder, selvom den er krævet indbragt for generalforsamlingen, medmindre bestyrelsen bestemmer andet.
    Stk. 3: Generalforsamlingen kan godkende bestyrelsens beslutning om eksklusion med almindeligt flertal.
    Stk. 4: Såfremt et ekskluderet medlem senere anmoder om optagelse i foreningen, afgør bestyrelsen spørgsmålet og fastsætter betingelserne herfor.
    § 7 Ordinær generalforsamling
    Stk. 1: Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender, medmindre andet fremgår af disse vedtægter.
    Stk. 2: Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af december måned.
    Stk. 3: Bestyrelsen indkalder til generalforsamling med mindst seks ugers varsel ved opslag i foreningens faciliteter og på foreningens samt e-mail til alle medlemmer med kendt e-mailadresse. Indkaldelsen skal indeholde tid og sted og foreløbig dagsorden, samt oplysning om, at forslag fra medlemmer skal være fremme hos bestyrelsen senest tre uger før generalforsamlingen. Bestyrelsen kan selv fremsætte forslag. Endelig dagsorden udsendes senest to uger før generalforsamlingen på samme måde som indkaldelsen, og den endelige dagsorden skal indeholde oplysning om de forslag, som skal behandles, de valg, der skal foretages, og regnskab og andre bilag til dagsordenen skal medfølge.
    Stk. 4: Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt personer bestyrelsen har inviteret. Stemmeret har alle medlemmer, der har været medlem af foreningen i mindst to måneder og ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Børn og unge kan, fra de er fyldt 15 år, selv udøve medlemsrettighederne, herunder stemme på generalforsamlingen. Stemmeretten for medlemmer under 15 år udøves af en forælder.
    Stk. 5: En lovlig indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.
    Stk. 6: Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen.
    Stk. 7: Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Til vedtægtsændringer og beslutning om opløsning kræves dog kvalificeret flertal, jf. §§ 13 og 14. Ved personvalg er den valgt, der opnår flest stemmer. Ved ligestilling foretages lodtrækning.
    Stk. 8: Valgbar til bestyrelsen og som revisor er ethvert medlem, der er fyldt 18 år.
    Stk. 9: Dirigenten afgør alle spørgsmål på generalforsamlingen. Dirigenten kan bestemme skriftlig afstemning.
    Stk. 10: Bestyrelsen sørger for, at der tages referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.
    § 8 Dagsorden for ordinær generalforsamling
    Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
    1) Valg af dirigent
    2) Bestyrelsens beretning
    3) Aflæggelse og godkendelse af det reviderede årsregnskab for det forløbne år
    4) Aflæggelse og godkendelse af bestyrelsens forslag til kontingent og budget for det kommende år
    5) Behandling af indkomne forslag
    6) Valg til bestyrelsen
    a) Valg af formand + 2 bestyrelsesmedlemmer for to år(i lige år)
    b) Valg af kasserer + 1 bestyrelsesmedlem for to år (i ulige år)
    c) Valg af en suppleant for et år
    7) Valg af en revisor for to år
    8) Eventuelt
    § 9 Ekstraordinær generalforsamling
    Stk. 1: Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en femtedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter krav herom med angivelse af det emne, som kræves behandlet.
    Stk. 2: Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest fire uger efter, at kravet er modtaget. Indkaldelse skal ske med mindst to ugers varsel. Reglerne om indkaldelsesmåde og generalforsamlingens gennemførelse gælder i øvrigt på samme måde som for ordinær generalforsamling.
    § 10 Bestyrelsen
    Stk. 1: Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
    Stk. 2: Bestyrelsen består af 5 medlemmer: formand og kasserer samt yderligere 3 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer i øvrigt sig selv, og foretager fornøden fordeling af opgaverne. Alle valg sker på ordinær generalforsamling for to år. I lige år vælges formand og 2 bestyrelsesmedlemmer og i ulige år vælges kasserer og 1 medlem. Én suppleant vælges hvert år for et år. Hvis en suppleant indtræder i bestyrelsen, skal den pågældende bestyrelsespost besættes ved valg på den førstkommende ordinære generalforsamling.
    Stk. 3: Bestyrelsen kan selv fastsætte en forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formand eller kasserer og mindst 2 andre medlemmer er til stede. Der udarbejdes referat af bestyrelsens møder.
    § 11 Regnskab og revision
    Stk. 1: Foreningens regnskabsår er 1. juli til 30. juni.
    Stk. 2: Bestyrelsen udarbejder årsregnskab. Regnskabet skal indeholde resultatopgørelse over driften samt status. Dette regnskab revideres og skal godkendes af generalforsamlingen.
    Stk. 3: Regnskabet revideres af to af generalforsamlingen valgte revisorer, som ikke må være medlemmer af bestyrelsen. På hver ordinær generalforsamling vælges én revisor for to år.
    Stk. 4: Revisorerne skal hvert år gennemgå årsregnskabet og påse, at det er regnskabsmæssigt korrekt, og at indtægter og udgifter er udtryk for rimelige dispositioner. Revisorerne skal forsyne årsregnskabet med en påtegning. Revisorerne har til enhver tid adgang til at påse bogføring og foreningens beholdninger.
    § 12 Tegningsret og hæftelse
    Stk. 1: Foreningen tegnes af formanden sammen med to bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen kan foretage alle dispositioner, dog skal køb, salg og pantsætning af fast ejendom godkendes af generalforsamlingen ligesom låneoptagelse på mere end 4000 kr. skal godkendes af generalforsamlingen.
    Stk. 2: Bestyrelsen kan meddele et udvalg eller en person fuldmagt til at foretage dispositioner på vegne af foreningen med de i stk.1 anførte begrænsninger.
    Stk. 3: Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen. Bestyrelsesmedlemmer hæfter heller ikke for disse forpligtelser.
    § 13 Vedtægtsændringer
    Stk. 1: Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.
    Stk. 2: Vedtagelse af fusion med en anden forening afgøres efter reglerne om opløsning jfr. § 14.
    § 14 Opløsning
    Stk. 1: Beslutning om foreningens opløsning kræver vedtagelse på to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger. Der skal mindst være fire uger mellem de to generalforsamlinger. Til vedtagelse af opløsning kræves, at mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for beslutningen på begge generalforsamlinger.
    Stk. 2: På den afsluttende generalforsamling skal træffes beslutning om, hvilke almennyttige formål foreningens formue skal anvendes til. Ingen medlemmer kan få andel i formuen.
    Stk. 3: Til at forestå opløsningen af foreningen vælger den afsluttende generalforsamling to personer til at gennemføre alle nødvendige dispositioner.

    Aalborg den 2026

  2. Jan Peter Lysberg

    Hej Lars/bestyrelsen, hermed et forslag til ændring af § 7 StK, 3
    Stk. 3: Bestyrelsen indkalder til generalforsamling med mindst seks ugers varsel ved opslag i foreningens faciliteter og på foreningens hjemmeside. Der kan suppleres med opslag på de af bestyrelsens godkendte social medier, og med udsendelse af mail til de medlemmer, som er tilmeldt klubben med kendt e-mail adresse. Indkaldelsen skal indeholde tid og sted og foreløbig dagsorden, samt oplysning om, at forslag fra medlemmer skal være fremme hos bestyrelsen senest tre uger før generalforsamlingen. Bestyrelsen kan selv fremsætte forslag. Endelig dagsorden udsendes senest to uger før generalforsamlingen på samme måde som indkaldelsen, og den endelige dagsorden skal indeholde oplysning om de forslag, som skal behandles, de valg, der skal foretages, og regnskab og andre bilag til dagsordenen skal medfølge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.

Verified by MonsterInsights