Formandens beretning 2024

Aalborg Skakforening af 1889, formand Bjarne Sønderstrup

Formandens beretning til generalforsamlingen 6/8 2024

Denne beretning skal startes med at mindes tre af vore ældste medlemmer, der er gået bort i det forløbne år.

Et af klubbens kære gamle medlemmer, Carl Johan Andersen, gik bort i efteråret 23. Selv om det var ventet her på det sidste, så er det alligevel trist at tænke på. Carl Johan kom til klubben i 1973, hvor han fik stilling på Hasseris Gymnasium som adjunkt i dansk og engelsk. Han blev hurtigt en af klubbens stærkeste spillere, og var med til at sikre oprykningen til 2.division i 1974. Carl Johan var utrolig skarp i sine åbningsvarianter, og han introducerede f. eks. “Pils-varianten” i Siciliansk, hvilket vi var flere, der nød godt af i 80’erne. Han nåede at spille 83 divisionskampe med en scoringsprocent på 47, og blev senest klubmester i 2012.

I november 23 døde Orla Olesen, som et højt skattet medlem af Aalborg Skakforening siden 2006, hvor han gik på pension efter et langt liv som kirkeorganist. Orla var født i Ringkøbing og fik stilling på Gl. Lindholm Skole i 1959, og slog siden sine folder i det Nordjyske. Han var med til at stifte Dronninglund Musikskole. Hans bror, Bent Olesen, forblev i det vestjyske, og har igennem årene været Lemvigs stærkeste spiller. Det fortælles, at de var tre brødre, der hver sommer til det sidste cyklede rundt i Danmark. Orla var venligheden selv, og han spillede flittigt klubturnering og holdskak indtil ikke så længe siden.

I april 24 døde Jens Kølbæk så pludseligt på en vandretur. Jens kom til Aalborg Skakforening i 2021 og nåede at spille tre sæsoner for os. Jens havde en imponerende skakkarriere bag sig, som det er beskrevet på skak.dk. Vi var derfor glade for at han fik lov at slutte af for os, selv om det ikke blev den helt så imponerende score. Første sæson gav kun ½ point, men det var også på 1.bræt. Bedre gik det i den sidste, hvor det blev til 3½ af 7 på 3.bræt. At Jens stadig havde stor styrke, beviste han dog ved at blive Senior-DM for 65+ i 2021, samt da han var med til Senior-VM for hold i Italien for to år siden. Da havde Chr. Volmer og jeg fornøjelsen at spille på holdet sammen med ham, og hans flotte gevinst med sort over IM Birnboim fra Israel er gengivet i Skakbladet nr. 3 2022. Partiet med Jens’ instruktive kommentarer viser den tørre logiske spillestil, som Jens mestrede. Jens kunne på samme måde virke tør, men tag ikke fejl. Der var masser af lune bag. Vi vil komme til at savne ham.

Beretningen beskæftiger sig herefter med resultaterne i holdskakken og i turneringer. Førsteholdet stillede op i 1.division gr. 2 med følgende holdopstilling:

  • 1. Edgar Parra

  • 2. Ivar de Hoogt

  • 3. Jens Kølbæk

  • 4. Sune Kovshøj

  • 5. Bjarne Sønderstrup

  • 6. Elena Steffensen

  • 7. Jacob Würtz

  • 8. John Nyholm Hansen

Altså næsten hold som forrige år, blot med den forskel at Jacob og jeg havde byttet plads. Det skulle dog hurtigt vise sig, at John desværre blev ude af stand til at spille efter et grimt uheld og tiltagende sygdom. Vi startede igen med 3 reserver at tabe 3-5, denne gang til Jetsmark. Derefter revancherede vi med 4½-3½ mod Aarhus/Skolerne II. Finn Winther gik ind som reserve for John. I 3.runde blev det til et nederlag på 3½- 4½ mod Silkeborg, men med 4 reserver måtte det siges at være tåleligt. I 4.runde fik vi en sejr 5-3 over Viborg, på en ret begivenhedsrig dag. Jeg måtte kort før afgang til Viborg efterlade min kone på skadestuen med en flækket knæskal. Ikke den bedste følelse, men heldigvis fik jeg en hårdt tilkæmpet remis, og holdet vandt. Knæskallen er helet, og jeg er tilgivet. I 5.runde vandt vi en ”pligtsejr” på 5½-2½ over bundproppen Viby, så nu var overlevelsen i gruppen sikret. Det gjorde derfor ikke så meget at vi i runden efter fik en ”snitter” på 7½-½ ude mod topholdet fra Nordre, Aarhus. I sidste runde mødte vi Esbjerg, og sluttede af med 4-4. Vi sluttede på en 5.plads med 26 points. Som følge af en større divisionsturneringsreform, så var der kun én nedrykker. Næste år bliver der ingen 2.divisioner, til gengæld 4 1.divisioner, hvor vi så bliver placeret i 1. division gr. 4, med færre køreafstande til følge.

Andetholdet stillede op i 2. division gr. 4, og her var betingelserne hårde, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om forbliven som divisionshold. Kun de tre øverste ville få lov til at spille i en kommende 1.division. Resten måtte ned i mesterrækkerne. Holdet tabte da også 5 kampe, spillede én uafgjort og vandt kun over Skive II. Men nederlagene var beskedne, ingen med mere end 3-5, så slutresultatet på 25½ og en 6.plads må siges at være godkendt. Holdet var generelt ramt af mange afbud, og nogle af dem var til dels uforskyldt, da 1.holdet flere gange havde brug for spillere. I sidste runde stillede vi eksempelvis med hele 8 reserver og klarede 3½-4½ (forventet score 1.6) mod Kjellerup, der blev nr. 2 i gruppen. Sammen med Aalborg II rykkede også Skørping, Aars og Nørresundby ned i den nordjyske mesterrække. I lyset af disse besværligheder græder jeg derfor tørre tårer over 2.holdets nedrykning. Jeg har selv været med til at foreslå og vedtage divisionsreformen, og ser nu frem til at vi får en spændende divisions- og hovedkredsturnering.

I hovedkredsens holdturnering stillede vi op med 3 hold i mesterrækken, 3 i A-rækken og 2 i B-rækken.

Mesterrækken havde kun 7 deltagere, da Nørresundby trak deres 3.hold inden 1.runde. Som følge af divisionsreformen havde 7. hovedkreds afstået fra at rykke op, så der var kun kejserens skæg at spille om. Og det blev vundet af Aalborg 3, der fik 24½. Aalborg 5 fik 19 og Aalborg 4 17½ som nr. 3 og 4 i klassen.

I A-rækken var vi ikke så dominerende. Aalborg 7 besatte 3.pladsen, Aalborg 6 4.pladsen, mens Aalborg 8 blev nr. 6. I B-rækken sad vi derimod på det hele. Aalborg 10 vandt og Aalborg 9 blev nr. 2.

Aalborg Byturnering 2023 blev igen spillet på skift i Aalborg og Nørresundby. 38 spillere deltog i turneringen, hvoraf de 23 var fra Aalborg Skakforening. Turneringen sluttede det resultat at klubben fik 7 ud af 12 præmier! I øverste gruppe lykkedes det endelig for Sune Kovshøj, at fravriste Per Andreasen bymesterskabet. Sune fik hele 6½ og afgav kun en remis til Per. Tillykke! I basis 1 vandt Uffe Egeberg med 5 foran Arne Fjordside med . I basis 2 vandt Hartvig Holdensen med 5½ og i basis 3 fik vi alle 3 præmier ved Andreas Ferslev Bock med 6, Lars Lytzen med 5 og Martin Thomsen 4½.

En delegation på 6 fra Aalborg Skakforening deltog i oktober ved Senior-DM i hurtigskak i Herning. Der blev spillet 4 runder lørdag og det samme søndag, og præstationerne i 65+klassen artede sig nogenlunde efter ratingforventningen. Bedst placeret blev Jens Kølbæk med 6 points uden tabspartier. Dette gav en 3.plads på dårligere korrektion end nr. 2. Det gav desværre ikke præmie. Samme skæbne blev Bjarne Sønderstrup udsat for sidste år, men i år scorede han 5, og det gav til gengæld en 2.præmie i en lavere ratinggruppe. De øvrige 4 aalborgensere i gruppen var Christian Volmer med 4½, Hugo Falberg 4, Hans Peter Rasmussen 3½ og Arne Fjordside 3.

Skørping Skakklub arrangerede igen i efterårsferien deres Løvfaldsturnering. Her var der igen 30 deltagere med i alt, og heraf 3 fra Aalborg. Elena Steffensen vandt flot øverste gruppe med 4½ af 5, og Arne Fjordside vandt næstøverste gruppe med 3 af 4.

Ved Ungdoms-DM i Odense i november blev Yehor Repey en flot nr. 3 i U-12. Yehor var seedet nr. 4 og havde kun de to øverstseedede foran sig i slutstillingen. Disse havde over 300 mere i rating, men Yehor spillede remis mod vinderen, og i 3.runde havde han klar fordel mod nr. 2 i gruppen, men det smuttede i en stilling med +5 på computeren. Ærgerligt, men 5½/7 var også flot, og det gav en pokal og en pæn ratinghøst oveni. Og Yehor fortsatte sin fremgang. Ved Malmø Open sluttede Yehor med 4½ af 8 og en ratingpræstation på 1957.

Senior-DM blev i år afholdt i Aarhus. Vi havde Christian Volmer Nielsen og Arne Fjordside med i 65+. Bedst klarede Christian sig med 4 af 7.

DM 2024 i påsken blev igen afholdt i Svendborg. Vi havde ingen deltagere havde med.

I Himmerlandsturneringen 2024 havde vi 9 deltagere med ud af 32. I mesterklassen deltog Sune Kovshøj og Hugo Falberg. Sune blev nr. 4 med 4 af 7. I basis 1 blev Johann Stanislaus nr. 2 med points. I basis 3 debuterede brødrene Samuel og Theodor Fibiger med succes. Samuel var meget uheldig med ikke at vinde gruppen med 6½, idet han bukkede i klar gevinststilling. 5½ er også flot i sin første turnering. Theodor fik 4½.

Nordjysk Pokalholdturnering havde deltagelse af 6 hold, hvoraf de 4 var fra Aalborg. Vi besluttede igen at lave det til en ”social” turnering, således at Aalborg-holdene var nogenlunde lige stærke. Vi delte 1.pladsen med Nørresundby og begge hold scorede 13½. Vores vinderhold bestod af Yehor Repey, Arne Fjordside, Kevin Li og Samuel Fibiger. Individuelt gjorde Jacob Würtz det flot ved at score af 5 på 1.bræt. På 3. bræt gjorde Kevin Li rent bord med 5 af 5!

Ved finalestævnet i Middelfart pinsedag stillede vi med et juniorhold, et breddehold og et seniorhold 65+. Det blev til to 3.pladser. Juniorerne gjorde det flot med 13½ points og bedre korrektion end Viborg. Kevin Li og Theodor Fibiger scorede begge 4 points, Yehor Repey 3½ og Samuel Fibiger 2. For Theodor og Samuel var det det første store stævne, de deltog i, og der var mange lærepenge at høste. Breddeholdet bestående af Sune Kovshøj, Simon Nørgaard, Gabriel Stricker og Morten Andersen fik også en 3. plads med 13½ og flere matchpoints end Læseforeningen. Sune scorede flot 5½/6, og Morten debuterede med 4 points. Gabriel scorede 3 og Simon 1½. Seniorholdets præstation går vi let henover.

Der har været afholdt 6 Nordjyske GP-turneringer her i sæsonen. 22 deltagere fra Aalborg. I den samlede stilling vandt Gabriel Stricker 1.klasse foran Johann Stanislaus. 2.klasse blev vundet af Tobias Pedersen.

Vi afholdte senest to afdelinger af Forårshurtigskak, i alt 18 runder. Hurtigskakmester i Aalborg Skakforening blev Svend Ole Hosbond Poulsen, der med en slutspurt overhalede Gabriel Stricker med et ½ point samlet i de to turneringer. Kevin Li fortsatte sin imponerende fremgang og blev samlet nr. 4 med 11 points ud af 15. Meget fin deltagelse med 40 navne over to turneringer.

En række af klubbens medlemmer har været meget aktive turneringsdeltagere i såvel koordinerede turneringer og hurtigturneringer, også uden for Nordjyllands grænser. Her kan nævnes Arne Fjordside, Johann Stanislaus og Lars Lytzen. Lars opnåede således en fin 3. plads i basis 3 ved Silkeborg Julehurtigturnering 2023 og endvidere vandt Lars basis 1 med max 5 af 5 i ”Eftermiddagsskak i Nørresundby Skakklub forår 2024”. I samme turnering blev Torben Winkler nr. 2 i mesterklassen med 3½/5.

Bjarne Sønderstrup fik muligheden for at spille med på holdet SK2012 ved Senior VM for hold, der afholdtes i juli i Krakow i Polen. Muligheden opstod, da tidligere unionsformand Steen Juul Mortensen måtte melde fra. Jeg spillede 4 runder med den beskedne score på to remisser. Første rundes tab blev til den engelske stormester Jonathan Mestel, der var meget berømt i 1970 og 80’erne.

Elena Steffensen deltog i V Open Internacional Valencia Cuna del Ajedrez fra den 6. til 14. juli. Elena scorede 4½ point en smule under forventet. Der var 217 deltagere. Dejligt at se, at vi også kan være repræsenteret udenlands.

Fiduspokalen til spilleren med den største ratingfremgang går til Rasmus Hebsgaard med sin fremgang fra 1159 til nu 1594, i alt +435, regnet ud inden ratingkorrektionen pr. 1.juni. Topscorerværdigheden for højeste score i holdturneringen går denne gang minsandten også til Rasmus Hebsgaard, der her scorede 5 af 5Aalborg 10 i B-klassen.

Klubmesterskabet for sæson 2023-24: I efterårsturneringen havde 50 deltagere meldt sig. Klubmester blev Sune Kovshøj med foran Bjarne Sønderstrup med 5. Niels Gorm Andersen og Arne Fjordside vandt gruppe 2 på deling. Gabriel Stricker vandt gruppe 3 foran Karl Henrik Laursen og Yehor Repy. Frederik Kærup Rasmussen vandt gruppe 4 foran Jonas Bendtsen. Rune Nielsen, Nørresundby, vandt gruppe 5 foran Abdulatif Azizov og endelig vandt Rasmus Hebsgaard med 7 af 7 gruppe 6 foran Axel Kristensen med 6.

Forårsturneringen havde 60 deltagere og her blev der spillet i 3 større grupper. Øverste gruppe 20 deltagere blev også vundet med 6 af 7 af Sune Kovshøj, der derfor også kan kalde sig dobbelt klubmester. Nr. 2 blev Hans Engen, der førte indtil sidste runde i sit comeback i turneringsregi, men blev her slået af Shagen Djanian fra præmiegruppe 3. Hans fik dog 1. pæmie i præmiegruppe 2. Gabriel Stricker vandt præmiegruppe 5 og Johan Stanislaus I gruppe 2 blev præmiefordeligen: 1. præmie: Daniel Tylvad, 2. præmie Kevin Li, præmiegruppe 2 Oliver Mølgaard, præmiegruppe 3 Rune Nielsen, præmiegruppe 4 Christian Christiansen. Og endelig i gruppe 3:1. præmie: Bo Schødte, 2. præmie: Uffe Kristensen, præmiegruppe 2 Kim Pors, præmiegruppe 3:Theodor Fibiger og Jacob Polcwiartek.

Jeg vil slutte beretningen af med at konstatere, at vi med 118 medlemmer nu er landets næststørste, kun overgået af Øbro med 171. Denne status skyldes også, at vi gør et stort stykke arbejde med at tage godt imod nye medlemmer og få dem integreret i klubben.

I efteråret var vi med i Aalborg Kommunes tilbud ”Try Out”, og vi har efterhånden mange, der tager et nap med i undervisningen og både unge og gamle. Tak til Jacob Würtz og Hans Engen og alle deres hjælpere. I juniorgruppen har vi også en masse søde forældre der tager initiativ på den ene eller den anden måde. For eksempel er der produceret flotte hættetrøjer med klubbens logo på, og de går som varmt brød.

I november underviste René Rasmussen, Hans Engen og jeg for anden gang 40 HTX-elever i skak her på Aalborg Tekniske Gymnasium en hel uge.

I foråret arrangerede vi simultanforestilling med IM Filip Boe. Meget fin aften. Filip viste først sin gevinst mod Nikolaj Borge fra DM i Svendborg. Instruktivt og lærerigt. Dernæst spillede han simultan mod 21, hvor kun Jacob Würtz formåede at tage et point fra ham. Blandt de sidste var brødrene Samuel og Theodor Fibiger, der først gav sig i slutspillet, hvor Filip var for rutineret.

I maj var vi med i fernisering og afsløring af udsmykningsprojekt Husets galleri og Aalborg Katedralskole, kaldet Heroes I, Chess – A Mania in Black and White. Elever på Aalborg Katedralskole har gennem det sidste skoleår arbejdet med temaet SKAK under vejledning af billedkunstneren Søren Elgaard og lektor Henrik Juhl Andersen. Resultaterne vises dels i Husets Galleri samt på Aalborg Katedralskole. Dertil blev afsløret en større udsmykning på to af Aalborg Katedralskoles gavle. Ved indvielsen spillede formanden opvisningsparti mod et af vore tidligere medlemmer Torben Hjorth. Resultatet forbigås i tavshed, men det kan røbes, at Torben ikke har glemt at flytte brikkerne.

Så alt i alt, sagt på Nordjysk: Så synes jeg vi gør det meget godt.

Et af vores store aktiver er også, at vi har en trofast brikopstiller og kaffebrygger. Derfor vil vi i aften udnævne Hans Peter Rasmussen til æresmedlem af klubben. H.P. kom til klubben i 1972 og har derved i over 50 år været med til at præge klubmiljøet, selv om vi til stadighed må finde os i hans ”gratis grovheder”. Tillykke med det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights