Showing: 1 - 10 of 388 RESULTS

Formandens beretning

Formandens beretning til generalforsamlingen 8/9 2026
Denne beretning skal startes med at mindes et par af vore – ganske vist -tidligere medlemmer, der er gået bort i det forløbne år.
Henrik Schnack døde i marts i år. Henrik var aktiv i klubben i sidste århundrede, men vi er nogle, der har haft meget med ham at gøre, da han var direktør for Fårup Sommerland, som i mange år inviterede klubbens medlemmer til udflugt og i 1989 stod for foreningens 100-års jubilæumsfest.
Lars Venø Jakobsen døde for nyligt, kun 55 år gammel. Selv om han valgte at stoppe en flot skakkarriere til fordel for kortspillet, og selv om vi ikke siden 2008 har set ham i klubben, så skal Lars huskes for igennem næsten to årtier at have været en af Aalborg Skakforenings bedste og mest markante spillere. Begge er mere udførligt omtalt på vores hjemmeside og i klubbladet.
Beretningen beskæftiger sig herefter med resultaterne i holdskakken og i turneringer. Førsteholdet stillede op i 1.division gr. 4 med følgende hold:
• 1. Henrik Danielsen
• 2. Edgar Parra
• 3. Gabriel Stricker
• 4. Jacob Würtz
• 5. Elena Steffensen
• 6. Christian Volmer Nielsen
• 7. Bjarne Sønderstrup
• 8. Kamen Kalinov
Himmelstormeren Gabriel indtog 3.bræt i stedet for Sune Kovshøj, der gerne ville have en pause. Det skulle dog vise sig, at vi kunne trække på Sune som reserve ligesom Ivar de Hoogt og Svend Ole. Altså et rimeligt slagkraftigt hold, hvis vi alle stillede op. Og det skulle allerede vise sig fra første runde, hvor vi fik en storsejr på 7-1 i hjemmekampen mod Skive. Godt hjulpet af at Skive havde fire reserver med, skal det så siges. I anden runde faldt vi ned på jorden igen i udekampen mod Silkeborg med et nederlag på 4½-3½. Det skal dog siges, at vi havde 3 reserver med, og et var ikke de ovennævnte, så det var nådigt sluppet og et resultat, jeg godt ville have købt på forhånd. I 3. runde kom vi hurtigt op på hesten igen, – 7½-½ mod Randers! I fjerde runde blev det til 4-4 mod lokalrivalerne fra Jetsmark i en kamp, der burde have været en sikker sejr efter spillet på brætterne. I 5.runde-kampen på udebane mod Herning led vi igen over at vi skulle stille med reserver, og det blev til et 5½-2½ nederlag. Det blev dog hurtigt vendt i 6.runde mod Viborg, hvor vi vandt med samme cifre, hvilket nok skyldtes, at reserverne blev sat ind på midtbanen! Efter en flyvende start og lidt turbulens under turen blev det til en kontrolleret landing i slutkampen i Viborg mod Holstebro. Vi vandt med 5-3 og sikrede os dermed 1.pladsen for andet år i træk og vandt således retten til at spille oprykningskamp til Skakligaen. Denne kamp blev så ikke til noget, hvilket skyldtes en blanding af, at vi var blevet tildelt en forkert modstander i henhold til reglementet, samt at vi til denne kamp måtte stille med 5 reserver, hvorfor jeg trak vores hold. At afslutningen blev farceagtig vil jeg medgive, men at det skulle være uværdigt for klubben ikke at spille kampen, kan jeg ikke se. Men alt dette kan man læse om på vores hjemmeside.
Men det skal nu ikke tage glæden og stoltheden over at vinde divisionen fra os. Henrik scorede 6½ af 7 på 1.bræt, Jacob 5 af 7, Gabriel 4½ af 7 og jeg selv 4 af 7. Edgar scorede også 4, men af 4!
I hovedkredsens holdturnering stillede vi igen op med 4 hold i mesterrækken, 2 i A-rækken og 2 i B-rækken.
Mesterrækken bestod af 4 Aalborghold foruden Skørping 1 og 2, Nørresundby og Aars. Skørping vandt rækken for andet år i træk, denne gang med 28½ points. At det var andet år i træk, skyldtes at holdet sidste år meget overraskende tabte oprykningskampen mod vinderen af 9. hovedkreds, Skive 2. Vores 2.hold fik 24 points på en 3.plads, Aalborg 3 fik 19, Aalborg 4 17 og Aalborg 5 måtte nøjes med 16 og en sidsteplads. Dette medfører dog ikke nedrykning, da der ikke er nogen nedrykker fra 1. division.
I A-rækken besatte Aalborg 7 5.pladsen, mens Aalborg 6 blev nr. 7. I B-rækken fik Aalborg 8 og Aalborg 9 en 3. og 5.plads.
Omkring holdskakken vil jeg sige, at det jo er en af grundpillerne i en velfungerende klub. Vi har over 100 medlemmer, hvoraf 48 er tilmeldt på hold. Førsteholdet er jo klubbens flagskib, og der vil altid være prestige i at stille så stærkt op som muligt. Det har betydet meget, at vi har Henrik i spidsen. Det giver en hel speciel ro! Vi har efterhånden nye spillere, der trænger sig på, og hvem ved, om vi igen snart kan præstere at have to divisionshold. Det kræver dog, at vi skal være mere stabile i fremmødet. Skriv nu de datoer ned, så holdlederen ikke altid skal være bekymret over om vi stiller fuldtalligt op. Holdskakken er også vigtig med hensyn til at integrere nye spillere i klubben. Så jeg håber, at vi kan blive ved med at stille de mange hold i hovedkredsens holdturnering. Eneste problem er snart, at vi efterhånden mangler modstandere! Antallet klubber i Nordjylland viser en trist nedadgående tendens, og i den forløbne sæson var der to hold, der meldte fra.
Aalborg Byturnering 2025 blev igen spillet på skift i Aalborg og Nørresundby. 28 spillere deltog i turneringen, hvoraf de 17 var fra Aalborg Skakforening. Turneringen sluttede det resultat at klubben fik 5 ud af 8 præmier. I øverste gruppe blev Henrik Danielsen ikke overraskende bymester, og det med 100% score. Gabriel blev nr. 2 med 5 points. I basis 1 var der hele 4 spillere med 4 points, og her vandt Johann Stanislaus foran Arne Fjordside. De to næste var Johan Fischer og Hartvig Holdensen. I basis 2 blev Kim Pors nr. 3 med 5.
Aalborg Skakforening havde 5 deltagere i oktober ved Senior-DM i hurtigskak i Silkeborg. Præstationerne i 65+klassen artede sig nogenlunde efter ratingforventningen. Bedst placeret blev Bjarne Sønderstrup og Arne Fjordside med 4½. Arne fik endda 1.præmie i sin præmiegruppe. Hans Peter, Chr. Volmer og Hugo indtog mere ydmyge placeringer.
Ved Ungdoms-DM i Odense i september blev Kevin Li nr 6 i U-19. Præstationen var 3 af 5, men det var mod stærke modstandere, så det blev til et ratinghop fra 1843 til 1927.
Himmerlandsturneringen 2026 blev spillet i Aars og vi havde 9 deltagere med ud af 26. I mesterklassen sejrede Gabriel Stricker med 5½ points, og kan derfor kalde sig Himmerlandsmester! I basis 1 blev vores nye mand Søren Næsager Poulsen nr. 2 med 5 points og i basis 2 vandt to andre af vore nye folk også! Nikolaj Kolbe og Clement Sørensen med henholdsvis 7 og 5.
Ved Hurtigskak-DM for hold i Middelfart pinsedag stillede vi med to breddehold og et seniorhold.. Breddeholdene blev for sjov skyld kaldt Aalborg Chang og Aalborg Freja, men det hjalp ikke meget på præstationerne, idet holdene blev nr. 13 og 19 ud af 20. Men Aallborg Oldies har nu ikke noget at skulle have sagt. Nr. sjok
Senior-DM blev i juli i år afholdt i Løgumkloster. Bjarne Sønderstrup og Arne Fjordside var med i 65+. Bjarne scorede 4 og Arne 3½, hvilket gav rating for begge. Lars Lytzen og Per Jacobsen var med i 50+, Lars scorede 2½, og det gav en fin 2.præmie i sin præmiegruppe.
Der har været afholdt 7 Nordjyske GP-turneringer her i sæsonen. 12 deltagere fra Aalborg. I den samlede stilling blev Kevin Li nr. 2 i mesterklasse (>1950). Kevin chokerede alle ved at vinde den første delturnering med 6 af7! I 1.klasse (1800-1949) blev Ricardo Aramburu delt nr. 2, mens Jens Ole van de Weerd og Lars Lytzen blev nr. 1 og 2 i 3.klasse (under 1650).
Vi afholdte senest to afdelinger af Forårshurtigskak, i alt 18 runder. Hurtigskakmester i Aalborg Skakforening blev Gabriel Stricker med samlet score på 13 i de to turneringer. Meget fin deltagelse med hhv 30 og 25 deltagere. Det skal dog nævnes at Martin Scotti, vores nye medlem fra Frankrig, scorede 12 af 12!
Fiduspokalen til spilleren med den største ratingfremgang går til Kevin Li med sin fremgang fra 1843 til nu 2046, i alt +203. Topscorerværdigheden for højeste score i holdturneringen går denne gang til Henrik Danielsen, der scorede 6½ af 7 på 1.bræt i 1.division.

Klubmesterskabet for sæson 2025-26: I efterårsturneringen havde 50 deltagere meldt sig. Klubmester blev Henrik Danielsen med 7 af 7 foran Gabriel Stricker med 4. Olafur Gudmarsson (Aars) vandt basis 1 foran Morten Andersen. Ricardo Aramburu vandt basis 2 foran Kevin Li. Kemal Kilic vandt basis 3 foran Mikkel Albeck-Madsen. Uffe Kristensen basis 4 foran Kim Pors og endelig vandt Pia Nielsen (Nørresundby) basis 5 foran Axel Kristensen.

Forårsturneringen havde hele 56 deltagere og her blev der spillet i 3 større grupper. Øverste gruppe på 18 blev vundet af Shanne Jakobsen fra Jetsmark med 6 af 7 foran Thor Rasmussen med 4½ og bedre korrektion end Svend Ole Poulsen, Simon Nørgaard og Kevin Li. Da Shanne ikke spiller for klubben, kan Thor nu også kalde sig klubmester. I gruppe 2 med 16 spillere blev præmiefordelingen: 1. præmie: Christian Gottschalck (Nørresundby) 5, 2-3. Mikkel Albeck-Madsen og Theodor Fibiger, 5, og 4. Hartvig Holdensen 4½ . Og endelig i gruppe 3 med 21 deltagere: Vinder Gevork Babayan med 5½, 2-3 Andreas Bock og Lars Lytzen, 5, 4-5. Erik Atenesian og Jens Ole van de Weerd, 4½.

Vi kan med glæde konstatere, at medlemstallet er steget til over 100 igen, nemlig 111, hvilket gør os til den 5. største i landet. Jeg synes også vi stadig gør os anstrengelser for at modtage nye medlemmer på en god måde. I efteråret var vi igen med i Aalborg Kommunes tilbud ”Try Out”, og vi tilbyder herigennem en prøvetime på platformen Motivu. Vi har efterhånden fast undervisning af både unge og gamle, og det er næsten blevet uundværligt i vores klub. Tak til alle dem, der bidrager hertil. Vi har deltaget i seniormesse, skolestafet og idrætsdøgn, hvor vi viser spillet frem.

I januar arrangerede vi en aften, hvor Henrik Danielsen fortalte om sit liv med skak En utrolig spændende aften! Henrik fortalte i første del levende med mange lysbilleder om sine mange skaklige oplevelser, især koncentreret om sin tid på Island og i Namibia. I anden del ved demobrættet kom Henrik med mange interessante betragtninger og hemmeligheder omkring sin daglige træning med skakken. Der var 35 tilhørere, der blev holdt i ånde til omkring kl. 22.30, og alle fik noget at gå hjem med.

I sommerferien i juli måned har vi normalt lukket, men vores nye mand Nikolaj Kolbe arrangerede træningsturnering på sin arbejdsplads Trifork. Via facebook samlede han op til 16 spillere en 3-4 aftener i sommerperioden. Godt gået!

Og så har vi ved et imponerende initiativ fra Lars Lindhard fået pustet liv i vores klubblad. Siden september sidste år har Lars samlet hele 10 numre og to særnumre af bladet. Hvert nummer med omkring 40 sider læseværdig stof, der dog fortjener en større bevågenhed blandt medlemmerne. Men en stor tak til Lars og bladets bidragydere! Bladet kan downloades fra klubbens hjemmeside.

Til sidst en trist meddelelse om at vi er blevet sagt op med udgangen af juni 2027 på vores nuværende spillested på HF&VUC NORD. Vi kan selvfølgelig ikke se rimeligheden i dette, så der forestår nu nogle forhandlinger med ledelsen af institutionen og med Aalborg Kommune, der er forpligtiget til at anvise andre muligheder.

Byturneringen slut

I aftes sluttede så årets byturnering med 32 deltagere, heraf 24 fra Aalborg Skakforening. Der var spænding i alle grupperne, og da røgen var lettet, kunne vi tælle 7 af 8 præmietagere! Desværre ikke den øverste, idet Per Andreasen sejrede i sidste parti, og dermed kunne hjemføre pokalen for 19. gang. Imponerende, og stort tillykke! Men med en remis i sidste runde mod Jens Jørgen Christiansen fik vi dog en flot andenplads til Gabriel, der scorede 4½ points og havde bedre korrektion end Frank Andersen fra Skørping.
I 1. klasse triumferede vi ved at indtage de to øverste pladser. Og det var to af vores nye folk. Søren Næsager Poulsen startede i Himmerlandsturneringen med 1800 i rating og har siden da kun tabt ét parti, og det var på en uheldig udeblivelse. I denne turnering blev det til 4 gevinster og 3 remisser, altså 5½. Samme score havde franske Martin Scotti, men Søren havde bedst korrektion, da han havde vundet det indbyrdes parti.
2. klasse bestod af ene Aalborgspillere, og her vandt veteranen Arne med 5½ foran opkomlingen Theodor med 5. Ligeledes i 3. klasse, hvor veteranen Anders Faurskov indhentede den bedste score med 6 points foran nye Clement Sørensen, der fik 5. Samme score fik Nikolaj Kolbe, men Clement havde klart bedste korrektion, da han havde vundet over Anders.
Tirsdag 15. september starter klubturneringen så. Sidste tilmelding 14. september.

Sæsonen er startet

Generalforsamlingen afholdes tirsdag 8. september (se indkaldelsen på hjemmesiden) og derefter starter skaksæsonen for alvor. Byturneringen er godt i gang og ellers byder efterårssæsonen på klubturnering, der starter tirsdag 15. september. Se indbydelsen på Klubturnering efterår og tilmeld dig, hvis du ikke allerede har gjort det. Der spilles på datoerne 15/9, 22/9, 6/10, 20/10, 3/11, 17/11, 1/12. Hvis man absolut ikke kan spille en enkelt aften, plejer man at kunne afvikle dette den nærmest efterfølgende tirsdag, hvis ellers modstanderen er adviseret. Men pas på, for holdturneringen starter 27/10, og derefter er der ikke mange frie tirsdage. Meld gerne til bestyrelsen, om du ønsker at spille på hold. Tilmeldingsfristen for hold er 26/9, og turneringen kan følges på 7 hk holdskak.

Divisionsturneringen er planlagt, og førsteholdet skal igen spille i 1. division gruppe 4. Turneringstavlerne kommer op på Division 26-27. Vi skal starte med hjemmekamp mod Kjellerup søndag 1/11 og inden jul skal vi desuden spille ude mod SK1968 2 søndag 15/11, hjemme mod Skørping 29/11 samt ude mod Jetsmark 13/12. I det nye år skal vi spille hjemme mod Holstebro 17/1, ude mod Viborg 31/1 inden vi slutter af med fællesstævne på TECHCOLLEGE, Øster Uttrup Vej 1, hvor vi skal møde SK1968 1.

Ellers arrangerer klubben DM i hurtigskak for seniorer (50+ og 65+) i weekenden 3.-4.oktober. Det foregår på TECHCOLLEGE, Øster Uttrup Vej 1. Se indbydelsen på Senior DM i hurtigskak.

Grand Prix turneringerne er ikke planlagt endnu, men følg med på hjemmesiden. Junior GP turneringerne er planlagt, og vi skal først arrangere stævner i det nye år 16/1 og 13/2.

Undervisning for både juniorer og voksne foregår nu fast hver tirsdag fra kl. 17.30 til 19. Sig til, hvis du har specielle ønsker, eller ønsker at vise et parti frem. Og vær med til at tage godt i mod de mange nye, der besøger vores klub.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Generalforsamling 8/9

Der indkaldes til den årlige ordinære generalforsamling i klubbens lokaler, HF&VUC NORD, På Sporet 8B, 9000 Aalborg
tirsdag d. 8. september 2026 kl. 19.30.

Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Aflæggelse og godkendelse af det reviderede årsregnskab for det forløbne år
4. Aflæggelse og godkendelse af bestyrelsens forslag til kontingent og budget for det kommende år
5. Behandling af indkomne forslag. Bestyrelsen foreslår vedtægterne opdateret.  Forslaget til nye vedtægter kan ses på hjemmesiden.
6. Valg af formand og to bestyrelsesmedlemmer for to år (i lige år).
Bjarne Sønderstrup på valg til formand. Jacob Würtz og Gabriel Stricker er på valg til bestyrelsen.
7. Valg af kasserer. Sidste år blev Arne Fjordside valgt til kasserer for ét år. Gabriel Stricker foreslås at blive valgt.
8. Valg af to suppleanter til bestyrelsen. (Johann Stanislaus og Lars Lytzen er på valg)
9. Valg af to revisorer. Anders Rasmussen og Christian Volmer Nielsen er på valg. Revisorsuppleant er vakant.
10. Eventuelt
Efter generalforsamlingen afholdes lynturnering.

Senior DM 2026

Årets Danmarksmesterskab for seniorer blev for fjerde gang afholdt på højskolen i Løgumkloster. At spillestedet er populært, vidner deltagerantallet på 78 om. Det giver også en speciel dejlig stemning, når en stor del af deltagerne kan bo på højskolen med fuld forplejning. Aalborg Skakforening havde 4 deltagere med. Lars Erik Lytzen og Per Jacobsen i 50+-gruppen med 20 deltagere samt Arne Fjordside og undertegnede i 65+, der havde 58 deltagere.
Lars og Per var kraftigt udfordret i deres gruppe, idet de var seedet som henholdsvis nr. 17 og 20. Lars gjorde det bedst med 2½ point hvilket gav en præmie i sin præmiegruppe og et ratinghop på 27. Arne sluttede godt af efter en sløj start med 1 af 4. Vandt derefter to partier og en remis i sidste runde gav altså 3½ og en ratinggevinst på 8. Jeg selv var godt med efter 2½ efter 4.runde, bl.a. med en remis mod den tidligere Danmarksmester Jens Hartung Nielsen, som jeg tabte til i 2021. I 5.runde tabte jeg så til en velspillende Jan Rode Pedersen. En efter sejr i 6.runde og remis i 7. endte jeg på 4 points og en ratinggevinst på 21. Turneringstavlerne kan ses på Senior DM 2026. Partier kan gennemspilles på Partier senior DM 20226.

Lars Venø Jakobsen død

Søndag fik vi meddelelsen om at Lars var død ved et bridgestævne, 55 år gammel. Selv om han valgte at stoppe en flot skakkarriere til fordel for kortspillet, og selv om vi ikke siden 2008 har set ham i klubben, så skal Lars huskes for igennem næsten to årtier at have været en af Aalborg Skakforenings bedste og mest markante spillere. Lars kom som ung student fra Esbjerg til byen i 1990 og skulle siden sætte et flot aftryk på klublivet og på divisionsholdet. 4 gange klubmester i træk fra 1994 til 97, 112 divisionspartier med den flotte scoringsprocent på 60 (mange år som 1.bræt!) og dermed nr. 10 på klubbens alltime-liste. I midt 90’erne havde han en afstikker til Gistrup, hvor han var med til at spille dem i 1.division. Han vendte dog hurtigt tilbage og blev bymester to gange i 2001 og 2002. I den sidste vandt han omkampen 2-0 mod den mangefoldige mester, Per Andreasen. Lars var med til at spille Aalborg op i Skakligaen i 2005 og spillede med på holdet i ligaen i tre sæsoner. Da Lars var på toppen i 1997 havde han 2370 i rating og var nr. 28 på Dansk Skak Unions styrkeliste. I 2008 droppede han som nævnt skakken til fordel for et job som systemudvikler i Danmarks Bridgeforbund. Her kan man læse en nekrolog på https://www2.bridge.dk/Default.aspx?ID=28828

Vi bringer her et parti fra klubbladet 2002, hvor han vinder over Lars August Meyer, der dette år spillede for Aars Skakklub.

Parti fra 3. division af Lars Venø Jakobsen
Hvid: Lars Venø Jakobsen
Sort: Lars A. Meyer, Aars
1. d4 c5 2. d5 e5 3. e4 d6 4. Le2 I stedet for det normale 4. Sf3 Lg4. 4.- Le7 5. Sf3 Lg4 6. Sfd2 Pointen med 4. træk, de hvidfeltede løbere forsvinder. 6.- Lxe2 7. Dxe2 a6 8. a4 Sd7?! Hvis sort vil slippe fra åbningen uden skrammer, så er 8.- Lg5 næsten tvunget. Jeg vil stadig helst have hvid, men helt klart er det ikke. 9. 0-0 Sgf6 10. Sc3 g6 11. a5 Sh5 12. Sc4 0-0 13. g3 f5? Alt for aktivt, men gode træk er svære at finde. F.eks ser 13.- Sg7 14. f4 godt ud for hvid. I efteranalysen foreslog Meyer 13.- b5, et træk som jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at tage seriøst. Hvid spiller vel 14. axb6 Sxb6 15. Sa5/16. Sc6 eller 15. Se3, måske med Lh6 indskudt. 14. exf5 Txf5 15. Se4 Df8? Der skulle dækkes på d6, men 15.- Df8 gør ikke sagen bedre for Tf5. 15.- Dc7 er vist “only move”. 16. Se3 Tf7 Med dronningen på c7 kunne sort have spillet 16.- Tff8 og stadig hænge på. Nu, derimod, kommer Sc4 til h6, hvorefter tårnet skal til g7. 17. Sg4 Kh8 18. Sh6 Tg7 19. f4! Der er dømt klumpspil i sorts lejr, så det er bare med at åbne op for stillingen. 19.- exf4 20. Lxf4 Sxf4 21. Txf4 De8 22. Taf1 Se5 Overfladisk betragtet ser det måske ikke så slemt ud for sort, men det næste træk hiver for alvor bundproppen ud af den sorte stilling. Computeren forslår det griske 23. Sxc5, men jeg havde ikke helt styr på 23.- Lg5 24. Se6 Lxf4 eller 24. Tf8+ Dxf8 25. Txf8 Txf8 26. Se6 Sf3+ 27. Kg2 Sd4! (et smart trick, som redder kvaliteten) 28. Sxd4 Lxh6 29. Se6 Te7. Begge varianter er sikkert gode for hvid, men indeholder trods alt en vis mængde “rod”. Derfor: 23.-,h4! Planen er i al stilfærdighed 24. Df2 fulgt af 25. Sg5. Der truer Sg5-f7 og efter 25.- Lxg5 26. hxg5 ses intet forsvar mod 27. Tf8+. Meyer spiller sin sidste fuskerchance: 23.- g5 24. hxg5 Lxg5 25. Sxd6 Lxf4 26. Txf4 26.- De7 besvares med 27. Dxe5 Dxe5 28. Sdf7+ og gevinst. 26.- Dg6 27. Dxe5 Dxg3+ 28. Kf1 Dh3+ 29. Ke1 Opgivet, 1-0. Computeren siger mat i 12 træk.

Haveskak med grill og jordbær

Torben Winkler inviterer til lidt sommerhygge i sin have på Herningvej 220, 9220 Aalborg Øst. Det foregår søndag d. 21.juni kl. 15 (eller mandag 22.juni, hvis der er regnvejr). Tilmelding foregår til Arne på tlf. 29903016 senest fredag 19.juni.

Klar til Middelfart

Aalborg Skakforening stiller med 3 hold (navnene er “tilfældige”) til pinsesøndagens stævne hold-hurtigskak i Middelfart:

65+, Aalborg Oldies:
1. Bjarne Sønderstrup, 1995
2. Kurt Hollesen, 1975 (Tårnet Svendborg)
3. Hans Peter Rasmussen, 1845
4. Arne Fjordside, 1807

Bredderækken, “Aalborg Chang”
1. Kevin Li, 2110
2. Elena Steffensen, 2029
3. Theodor Fibiger, 1821
4. Ricardo Zanda, 1502

Bredderækken, “Aalborg Freja”
1. Gabriel Stricker, 2083
2. Johann Stanislaus, 2019
3. Lars Lytzen, 1613
4. Clement Sørensen, 1456

Gabriel blev Himmerlandsmester!

Med remis i sidste runde mod Jørgen Jørgensen, lykkedes det Gabriel at holde ham bag sig og sikre sig mesterskabet med 5½ af 7. Dermed fortsatte Gabriel sin nærmest kometagtige opstigen på ratinglisten og har nu imponerende 2159. Johann, Simon og Ricardo deltog også i klassen, og det var kun sidstnævnte, der ikke kunne være helt tilfreds med sin placering.
I øvrigt stillede vi op med 7 ud af 26 deltagere i turneringen, og vi dominerede også pænt i de øvrige klasser. I Basis 2 blev vores nye mand Søren Næsager Poulsen delt nr. 1 med 5 af 7. Det kunne endda være blevet til mere, hvis ikke han helt havde glemt at møde op til runde 5. I denne gruppe præsterede Martin Thomsen flot med 4½ og en 3.plads, mens Kim Pors fik 4 og blev nr. 4.
I Basis 3 imponerede Nikolaj Lyngbye Kolbe ved at gøre rent bord med 7 af 7, og det endda i sin kun anden seriøse turnering. Her besatte vi også 2.pladsen ved Clement Sørensen, der fik 5 points, og dette var ligeledes kun i andet forsøg i koordineret skak. Det lover godt, at vore nye folk på denne måde fører sig frem!

Thor blev klubmester!

Det afgørende parti mellem Sune og Kevin sluttede lidt overraskende med en sejr til sidstnævnte. Dermed endte hele fire spillere på 4½ points, og her havde Thor bedst korrektion. Thor blev dermed klubmester, idet den suveræne vinder af klassen med 6 points, Shanne Hedegaard Jakobsen, som bekendt er fra Jetsmark. Tillykke til Thor, men også stor anerkendelse til de andre præmietagere, Svend Ole, Simon og Kevin. Yderligere referat fra klubturneringen findes i det nye klubblad fra maj. Turneringen er nu indberettet og slutstillingen kan ses på Klubturnering forår 2026

Verified by MonsterInsights