Showing: 621 - 630 of 648 RESULTS

Junior afslutning i Skørping

Sæsonens sidste JGP stævne havde samlet 38 deltagere.
Steven Vestergaard var storfavorit, og han sejrede da også med 6,5 point, foran Ellen Kakulidis og Martin F. Nielsen, der begge igen fik 5,5p. Deres indbyrdes parti i 1. runde var son sædvanlig spændende. De endte i lige springer-slutspil, hvor Martin spillede voldsomt på gevinst og tabte. Det kom til at betyde, at Ellen denne gang havde bedst korrektion, og dermed fik hun 2. pladsen.
Mod Steven havde Ellen også chancen for en halv. Tårnslutspil med 3 mod 4 bønder på samme fløj, men desværre var hun ved at løbe tør for tid og fejlede øv.
Sidste år i Skørping havde Steven 6 af 6 inden sidste runde, men så tabte han til Martin. I år skulle de to sjovt nok også mødes i sidste runde. Og Steven havde igen 6 af 6, og så også ud til at vinde det sidste, da han havde en bonde i overskud i rent bondeslutspil, Men Martin fik spillet det flot (med en tilfreds klubformand og far som tilskuer) og holdt remis.
Nicolay Prieur gjorde ikke det store væsen af sig. Spillede igen for hurtigt, og satte brikker i slag i gode stillinger, og han sluttede med 1,5 point.
Aryan og Aparna deltog i gruppe 2, og de sluttede begge midt i rækken med 7 point. De havde begge stillinger til mere, men især Aparna havde problemer med tiden, og det kostede desværre en præmie.
Klubbens juniorer har klaret sig flot i sæsonen og vundet adskillige pokaler.
Der blev også uddelt pengepræmier til de bedste i sæsonen. Martin og Ellen tog sig af de to præmier i A-klassen, mens Nicolay og Aparna begge fik 4. præmie i hhv B og C-klassen.

Klubturnering afsluttet

Så blev klubturneringen næsten færdig. Jacob vandt et meget flot parti med sort over Finn, mens jeg vandt meget uflot over Jørn. Søren dukkede ikke op mod Jens(??), mens Bo og Peter udsatte deres parti til næste tirsdag.

Resultatet kan blive, at der skal spilles en omkampsturnering (gerne hurtigskak)om at vinde 2.halvdel af klubturneringen. Jeg vil foreslå, at Jacob som minimum har vundet en halv klubmestertitel. Omkampen gælder så den anden halvdel. Hvordan vi fremover vil gøre det, kan vi diskutere på generalforsamlingen 22.maj (bemærk den fremrykkede dato (pga Himmerlandsturneringen 29/5)).

I Basis 1 kom Mads op på en fin, delt førsteplads efter remis mod HP i sidste runde.

I Basis 2 var Kasper suveræn vinder med 6½, men Alexander fulgte ham tæt til dørs med 6. I gruppen bemærker man også lovende præstationer af de unge Martin og Ellen.

Klubbladet og hjemmesiden

Egentlig var det meningen, at det næste nummer af Klubbladet skulle udkomme i disse dage med blandt andet referater og partier fra den netop overståede holdturnering. Imidlertid har bladredaktionen i fællesskab med den nye hjemmesides ophavsmand besluttet, at det vil være mere fornuftigt at bruge tid og energi på fortsat at forbedre og aktualisere indholdet klubbens hjemmeside.

Den elektroniske tidsalder har længe været over os, og vi ser mange spændende udviklingsmuligheder i hjemmesiden og brugen af internettet som Aalborg Skakforenings foretrukne kommunikationsvej. Nyhedsbreve, net-afstemninger, live-chat, undervisning og live-skak er nogle få af de udvidelses-ideer, der indtil videre har været med i overvejelserne. Omvendt tror vi ikke så meget på, at et gammeldags klubblad i traditionelt papirformat rummer det samme potentiale, og det er derfor lagt på hylden indtil videre!

Hvis du har lyst til at være med til at udvikle klubbens hjemmeside yderligere eller hvis du gerne vil være mere eller mindre fast ’skribent’ på sitet, skal du blot kontakte en af de tre undertegnede. Partier, kampreferater, klubrelevante personlige overvejelser eller saftig skak-sladder modtages med kyshånd fra alle. Vi lægger det gerne ud på hjemmesiden for dig!

Endvidere skal der også her lyde en opfordring til alle klubmedlemmer (og andre interesserede), som jævnligt bruger internettet og e-mails, til at tilmelde sig klubbens nyhedsbrev – læs mere her om, hvordan du gør det:

http://aalborgskakforening.dk/nyhedsbrev/

Glædelig påske!

Brian Tranholm, Jacob Würtz og Mads Leth

Forår i Nørresundby.

Har du ledige torsdage, så tilmeld dig turneringen. Fine forhold – top materiel, og seriøs skak. Mangler du et ELO -tal, ja så stiller Per Andreasen, og forløbig jeg mine til rådighed. Per er tilbage på sporet med 2300, og mit er “sølle” 2070.

Klubturnering 7.runde

Sidste runde af klubturneringen spilles 10/4. Der er så to tirsdage, d. 27/3 samt 3/4 til at få afviklet hængepartierne. I basis 2 vil Andreas gerne spille sidste rundes parti forud, og gerne i morgen. Jeg foreslår derfor at Karl Henrik spiller mod Andreas i morgen. Karl Henrik og Aage kan så spille 3/4 (havde ellers aftalt i morgen), hvor Orla og Finn også kan spille?! (Orla er først tilbage her). I basis 2 spiller Hans Peter og Torben i morgen. Hvad med Mads og Normann? I mesterklassen mangler Bo mod Jacob og Jens Johan mod mig. Jeg kan spille begge tirsdage.. Giv gerne besked tilbage hér.

3. holdets sidste runde i mesterrækken

3. holdets ‘Kaptajn’ Hans Engen fortæller følgende om holdets sidste runde i holdturneringens Mesterrække:

 

Vi var mødt fuldtalligt op til denne sidste match og alle tog deres opgave seriøst.

Vi havde en klar opgave: Nørresundby måtte ikke få 2½ point mere end vores 2. hold (der spillede mod Skørping 1) – for så ville 2.holdet misse oprykningen.

Derfor skulle der hives så mange sikre point hjem som muligt. Og der blev tydeligvis spillet forsigtigt og koncentreret. Georg spillede frem til en stilling, hvor bønderne på dronningefløjen var helt låst uden gennembrudsmuligheder. Og på kongefløjen var det vist risikabelt for den af parterne, der ville prøve et fremstød. Georg stod aldrig dårligt og måske lidt bedre da der blev taget remis. Alt efter planen – hver remis ville trække Nørresundby væk fra oprykningen.

Ole spillede skandinavisk og angreb som sædvanlig længe kun med en brik, nemlig damen. Den mand har aldrig gået til skoleskak, og lært de elementære åbningsregler. Men på mærkværdig vis lykkes det ham gang på gang at modbevise de ellers gode regler. Men jeg tager ikke hans partier med i undervisningen af juniorerne. Modstanderen rokerede kort og Ole langt, og efterhånden fik han også en springer med i angrebet. Den havde han en chance for at ofre mod at få en åben h-linie – og det plejer Ole aldrig at kunne stå for. Men måske havde forsigtigheden også sneget sig ind på ham. Så endte det hele i et springeslutspil som vist var klart remis. Fint.

Ved siden af mig spillede Peter mod Lars Fredberg. Meget tidligt blev alle tårne byttet af og så stillede begge parter sig op med løber og dronning i diagonal ned mod modstanderens konge. Og fordi Peters opstilling så mest farlig ud, spillede Lars sin dronning frem til uundgåelig afbytning. Og så var der vist ikke meget mere liv i stillingen og remis var naturligt. Igen Fint. Thomas parti så jeg ikke så meget af, men havde på fornemmelsen at der ikke var noget væsentlig ubalance her. Også remis – og så havde vi allerede beskyttet 2. holdet rigtig udmærket. Imens kunne vi kigge på Christians hvid mod fransk. Christian spillede c3 og a3 og stod bare bedst på begge fløje. Stile og roligt kunne vi se, at problemerne blev større og større for sort, og pludselig førte Hvid med en officer – og Christian vaklede ikke i gevinsførelsen.

Matchens længste parti – og vistnok også aftenens længste blev mit eget. Poul Erik Nørgaard overraskede mig desværre i træk 2, og jeg fik en lidt underlig stilling med isoleret dobbeltbonde i f-linien, men til gengæld lidt udviklingsforspring. Og så tror jeg, at jeg til gengæld overraskede med mit træk 16.-, Le4. Se diagram herunder:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg prøver at vinde en bonde! Hvid spillede 17. Te1 og det ser ud som om mine løbere står uheldigt og at jeg skal tabe en officer.

Men sort spiller 17.-, f5! Og siger værsgo at tage tårnet! Hvid går ikke helt mat, hvis han ofrer sin hvidfeltede løber, men kommer til stå meget trykket.

Det så Poul Erik desværre og spillede 18. h4. Nu skulle jeg have spillet 18. -, Ld6 men spillede desværre 18.-, The8? og tabte en officer efter 19. Lb5.

Men det er jo holdskak og man må ikke bare sådan give op, så jeg sprællede det bedste jeg havde lært og fik denne stilling med 3 minutter (absolut) tilbage.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desværre kunne jeg ikke regne det ud, men RYBKA fortæller,at med tårnafbytning går vurderingen i 0,0 – altså remis.

Varianten lyder 56 -,Txc5 57.Lxc5, Kb3 58.f5, c2 59.Le3, Ka2! (Kb2 taber) 60.f6, b3 61.Lc1, b2 62.Lxb2, Kxb2 63. f7. Men Poul Erik havde spillet sit Tc5 meget selvsikkert, så jeg spillede tårnet væk og tabte klart.

Men det var nemmere at bære, når nu vi endte med 3 -3 og 2.holdet rykkede op med klar sejr over Skørping.

 

Her ved afslutningen af turneringen vil jeg gerne sige, at det har været en fornøjelse at være holdleder for et meget rutineret og muntert hold som har mødt talstærk op til kampene.

Kun en gang (mod Sæby) var der ved at gå kaos i opstillingen, hvor holdlederen var arbejdsramt af en tur til Serbien og andre på holdet var sygdomsramt. Heldigvis fik vi hjælp af Arne, som skaffede reserver og selv stillede op – tak for den hurtige udrykning til Arne.

Vi gav ikke ved dørene over for vores egen klubkolleger i de indbyrdes kampe, så derfor må vi sige at det var fuldt fortjent at vores 2.hold rykkede op og vores 4. hold var milevidt fra nedrykning.

Tak for en god sæson fra holdlederen på 3. holdet.

Referat fra klubturneringens 6. runde

Afslutningen på forårets klubturnering nærmer sig, og spændingen er stærkt tiltagende i alle tre klasser. Her et referat fra gårsdagens runde som jeg så tingene:

I Mesterklassen indkasserede Jacob Würtz sæsonens første nederlag i et klubturneringsparti, idet han med hvid i en lang teorivariant i fransk tabte til Jørn Bach Hansen. Undervejs så det ellers længe ud til, at det var Jacob, der havde fat i det lange ende med et aggressivt h2-h4-h5 bondefremstød mod sorts kongestilling, men da røgen lagde sig, og afbytningerne var overstået, var det Jørn, der var i teten, og han vandt et par bønder og sidenhen partiet.

Bo Torpegaard vandt over Jens Johan i et vildt slag, hvor der blev ofret i flere omgange, og Finn Winther med sort slog Søren Andersen i et tidnød-drama, hvor Finn til slut havde 6-7 bønder + dronning mod en dronning alene! Det sidste parti i klassen: Peter Juul – Bjarne Sønderstrup endte remis, hvilket virkede fair set fra sidelinjen.

Summa summarum er der nu fem spillere i åben kamp om førstepladsen i forårets klubturnering. Stillingen i toppen før sidste runde er som følger:

1. Finn Winther 4 point (1 parti tilbage)

2.-5. Jacob Würtz, Bjarne Sønderstrup, Bo Torpegaard og Jens Johan: 3 point (alle har 2 restpartier)

 

I Basis 1 sluttede samtlige 4 partier i runden remis. Torben Winkler og Johan Holmström delte pointet i et langt Caro-Kann parti, hvor Johan havde påtaget sig en dobbeltbonde mod til gengæld at have en langtløbende løber mod en nærsynet springer. Dobbeltbonden blev rettet ud, men til gengæld blev springer og løber byttet af. I bondeslutspillet, der opstod som følge deraf blev der taget remis med ganske kort tid tilbage på urene.

Normann Hansen og HP Rasmussen spillede ligeledes remis i en lang og sej kamp, hvor HP på et tidspunkt var foran med en kvalitet og en bonde. Normann fik dog på snedig vis etableret begyndende mattrusler mod HP’s majestæt, og så blev der taget remis. Thomas Høj og Arne Fjorside delte pointet i en afbytningsvariant i fransk, så det var måske nok forventeligt!? Thomas er sikkert den af de to spillere, der var mest begejstret for remisen, da han nu er sikker på at runde de 1900 ratingpoint og kan kalde sig mesterspiller! Gruppens sidste remis stod mellem undertegnede og Nørresundbys Lars Nielsen – en rigtig ‘pølseremis’ efter kun 4 træk. Godt, vi ikke spiller med Sofia-reger her!

Stillingen i gruppens top før den afgørende runde:

1. Thomas Høj Jensen 5 point (har spillet alle 7 partier)

2. Lars Nielsen 4½ point (har spillet alle 7 partier)

3. Mads Leth 4 point (2 partier tilbage)

4. Johan Holmström 3 point (1 parti tilbage)

 

I Basis 2 var der flere hårde kampe at følge: Kasper Antonisen fik med sort endnu engang ram på Karl Henrik Laursen i et flot angrebsparti, hvor en åben g-linje ned mod hvids korte rokade afgjorde sagen. Martin Nielsen vandt over Lars Erik Lützen i et meget taktisk præget parti, hvor bønderne havde lukket centrum fuldstændigt til. En enkelt uopmærksomhed fra Lars’ side blev straffet hårdt og brutalt af Martin. Alexander Eeg Jensen vandt over Aage Sørensen, der ellers forsvarede sig hårdnakket, men kampen mod uret var vist Alexanders værste fjende i det parti. Han nåede dog i mål før vingen faldt.

De to remispartier i Basis 2 var alt andet end fredsommelige: Uffe Kristensen udspillede med sort Andreas Ferslev Bock og havde længe sikker kurs mod gevinsten. I det afgørende øjeblik opstod nedenstående stilling på brættet. Sort kan spille næsten alt og vinde. Uffe vælger dog det umiddelbart logiske men ved nærmere eftersyn katastrofale:

Aftenens maraton-parti stod mellem Per Jacobsen og Ellen Kakulidis. Per spillede sin sædvanlige Larsen-åbning med hvid: 1.b3 efterfulgt af Lb2. Løberdiagonalen skulle hurtigt vise sig at blive værdifuld for Per, for pludselig kunne han uden videre slå på g7 og vinde et tårn på h8. Ellen fightede herefter som en gal i resten af partiet og vandt en del materiale tilbage. I en heftig tidnød var slutspillet pludselig temmelig uklart, og efter begge spillere formåede at sætte konger i slag, endte kampen uafgjort, idet begge vinger var faldet.

Stillingen i Basis 2 før sidste runde:

1. Kasper Antonisen   5½ point (1 parti tilbage)

2. Alexander Eeg jensen 5 point (1 parti tilbage)

3. -4. Per Jacobsen og Ellen Kakulidis 3½ point (begge har 1 parti tilbage)

 

Verified by MonsterInsights