Så resterer der kun én runde af årets Politiken Cup. Skaktrætheden er så småt ved at melde sig for klubbens tre udsendte.
Jacob Würtz har i de tre seneste runder scoret 1½ point. I 7. runde tabte Jacob for første gang med de hvide brikker – og det endda til en tysker. Denne gang en herre med 2178. Efter en lige åbning valgte Jacob i midtspillet en forfejlet plan med h4 for at dække sin springer på g5. Trækket førte dog på sigt til nogle åbne linjer ned mod den hvide majestæt, og Jacob tabte partiet. I 8. runde tog Jacob en hurtig, begivenhedsløs remis med de sorte mod en lavere ratet modstander (en nordmand på 1888). I 9. runde spillede Würtz igen hvid. Denne gang mod Jens Henrichsen (1833) fra AS 04. Her blev det til en fin sejr for Jacob, som på trods af manglende positionel forståelse (med Jacobs egne ord) formåede at ’fuske’ modstanderen ind i en vanskelig stilling, hvor et dronningeoffer blev fulgt op af en smart matsætning med tårn, springer og løber. Som et kuriosum til partiet kan nævnes, at en temmelig forvirret Jacob hele to gange kom til at trykke på uret hørende til nabobordet efter udført træk, hvilket resulterede i en henstilling fra kamplederen 🙂 Før 10. og sidste runde har Jacob scoret 5/9 mod en forventet på 3,75. I 10. runde møder Jacob en norsk FM med 2162.
Per Jacobsen tabte i 7. runde med hvid mod en dansk spiller på 1878. Larsen åbningen fungerede ellers fint, men der var tale om en modstander, der havde et par ekstra positionelle gear at spille i, og i midtspillet brød Pers stilling lige så stille sammen. I 8. runde sikrede Rulle-Barca til gengæld remis mod en nordmand på 1878, som han ellers har tabt til to gange tidligere ved Politiken Cup. Per havde igen hvid, og igen blev der spillet 1.b3. I midtspillet blev Per presset og tabte en bonde, men efter en fin taktisk manøvrer i slutspilsfasen med løber og 6 bønder mod springer og 7 bønder vandt Per det tabte materiale tilbage, og der blev taget remis i 35 træk. I lørdagens næstsidste runde vandt Per uden kamp, da hans modstander var blevet syg. Uheldigt for kamplysten men heldigt for Pers chance for at få en ratingpræmie i den gruppe, han befinder sig i. Her ligger Per nu på en delt førsteplads med 4½ point, før det i morgen går løs mod WFM Thomine Stolberg-Rohr (1974).
Mads vandt i 7. runde sit hidtil bedste parti i turneringen. Forberedelserne havde egentlig handlet om at spille ’Blackmar-Diemer’ gambit: 1.d4 d5 2.e4?! med hvid mod en nordmand på1928, men modstanderen overraskede ved for første gang i turneringen at spille hollandsk 1.-f5 mod 1.d4. Derfor blev det i stedet til en Staunton Gambit med 2.e4. Det kendte nordmanden vist ikke meget til, og han gjorde alle tænkelige (forkerte) krumspring for at komme ind i partiet og udligne hvids udviklingsforspring. Det lykkedes ikke. Efter 15 træk var der tyk gevinst til hvid, og sort opgave 8 træk senere. I 8. runde kom Mads ned på jorden igen. Mod et af de københavnske juniortalenter: Casper Christensen (1926) fra BMS fik Mads en lektion i, hvordan man ikke kan spille franske med sort. I 9. runde mødte Mads en svensk mesterspiller (1906) med hvid og fik remis i en måske vundet stilling (+1,5 i Fritz) men med temmelig lidt tid tilbage på uret. Efter 9 runder har Mads dermed 4 point mod 2,8 i forventet. I søndagens sidste runde venter en norsk mesterspiller på 1905.
Før sidste runde ligger to spillere på en delt førsteplads i den samlede turneringsstilling med 7½ af 9: Cheparinov fra Bulgarien (2677) samt Hector fra Sverige (2530). Sidste runde spilles søndag klokken 10. Alle toppartier kan følges live på Politiken Cups hjemmeside.