Søndag fik vi meddelelsen om at Lars var død ved et bridgestævne, 55 år gammel. Selv om han valgte at stoppe en flot skakkarriere til fordel for kortspillet, og selv om vi ikke siden 2008 har set ham i klubben, så skal Lars huskes for igennem næsten to årtier at have været en af Aalborg Skakforenings bedste og mest markante spillere. Lars kom som ung student fra Esbjerg til byen i 1990 og skulle siden sætte et flot aftryk på klublivet og på divisionsholdet. 4 gange klubmester i træk fra 1994 til 97, 112 divisionspartier med den flotte scoringsprocent på 60 (mange år som 1.bræt!) og dermed nr. 10 på klubbens alltime-liste. I midt 90’erne havde han en afstikker til Gistrup, hvor han var med til at spille dem i 1.division. Han vendte dog hurtigt tilbage og blev bymester to gange i 2001 og 2002. I den sidste vandt han omkampen 2-0 mod den mangefoldige mester, Per Andreasen. Lars var med til at spille Aalborg op i Skakligaen i 2005 og spillede med på holdet i ligaen i tre sæsoner. Da Lars var på toppen i 1997 havde han 2370 i rating og var nr. 28 på Dansk Skak Unions styrkeliste. I 2008 droppede han som nævnt skakken til fordel for et job som systemudvikler i Danmarks Bridgeforbund. Her kan man læse en nekrolog på https://www2.bridge.dk/Default.aspx?ID=28828
Vi bringer her et parti fra klubbladet 2002, hvor han vinder over Lars August Meyer, der dette år spillede for Aars Skakklub.
Parti fra 3. division af Lars Venø Jakobsen
Hvid: Lars Venø Jakobsen
Sort: Lars A. Meyer, Aars
1. d4 c5 2. d5 e5 3. e4 d6 4. Le2 I stedet for det normale 4. Sf3 Lg4. 4.- Le7 5. Sf3 Lg4 6. Sfd2 Pointen med 4. træk, de hvidfeltede løbere forsvinder. 6.- Lxe2 7. Dxe2 a6 8. a4 Sd7?! Hvis sort vil slippe fra åbningen uden skrammer, så er 8.- Lg5 næsten tvunget. Jeg vil stadig helst have hvid, men helt klart er det ikke. 9. 0-0 Sgf6 10. Sc3 g6 11. a5 Sh5 12. Sc4 0-0 13. g3 f5? Alt for aktivt, men gode træk er svære at finde. F.eks ser 13.- Sg7 14. f4 godt ud for hvid. I efteranalysen foreslog Meyer 13.- b5, et træk som jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at tage seriøst. Hvid spiller vel 14. axb6 Sxb6 15. Sa5/16. Sc6 eller 15. Se3, måske med Lh6 indskudt. 14. exf5 Txf5 15. Se4 Df8? Der skulle dækkes på d6, men 15.- Df8 gør ikke sagen bedre for Tf5. 15.- Dc7 er vist “only move”. 16. Se3 Tf7 Med dronningen på c7 kunne sort have spillet 16.- Tff8 og stadig hænge på. Nu, derimod, kommer Sc4 til h6, hvorefter tårnet skal til g7. 17. Sg4 Kh8 18. Sh6 Tg7 19. f4! Der er dømt klumpspil i sorts lejr, så det er bare med at åbne op for stillingen. 19.- exf4 20. Lxf4 Sxf4 21. Txf4 De8 22. Taf1 Se5 Overfladisk betragtet ser det måske ikke så slemt ud for sort, men det næste træk hiver for alvor bundproppen ud af den sorte stilling. Computeren forslår det griske 23. Sxc5, men jeg havde ikke helt styr på 23.- Lg5 24. Se6 Lxf4 eller 24. Tf8+ Dxf8 25. Txf8 Txf8 26. Se6 Sf3+ 27. Kg2 Sd4! (et smart trick, som redder kvaliteten) 28. Sxd4 Lxh6 29. Se6 Te7. Begge varianter er sikkert gode for hvid, men indeholder trods alt en vis mængde “rod”. Derfor: 23.-,h4! Planen er i al stilfærdighed 24. Df2 fulgt af 25. Sg5. Der truer Sg5-f7 og efter 25.- Lxg5 26. hxg5 ses intet forsvar mod 27. Tf8+. Meyer spiller sin sidste fuskerchance: 23.- g5 24. hxg5 Lxg5 25. Sxd6 Lxf4 26. Txf4 26.- De7 besvares med 27. Dxe5 Dxe5 28. Sdf7+ og gevinst. 26.- Dg6 27. Dxe5 Dxg3+ 28. Kf1 Dh3+ 29. Ke1 Opgivet, 1-0. Computeren siger mat i 12 træk.
