Årets Danmarksmesterskab for seniorer blev for fjerde gang afholdt på højskolen i Løgumkloster. At spillestedet er populært, vidner deltagerantallet på 78 om. Det giver også en speciel dejlig stemning, når en stor del af deltagerne kan bo på højskolen med fuld forplejning. Aalborg Skakforening havde 4 deltagere med. Lars Erik Lytzen og Per Jacobsen i 50+-gruppen med 20 deltagere samt Arne Fjordside og undertegnede i 65+, der havde 58 deltagere.
Lars og Per var kraftigt udfordret i deres gruppe, idet de var seedet som henholdsvis nr. 17 og 20. Lars gjorde det bedst med 2½ point hvilket gav en præmie i sin præmiegruppe og et ratinghop på 27. Arne sluttede godt af efter en sløj start med 1 af 4. Vandt derefter to partier og en remis i sidste runde gav altså 3½ og en ratinggevinst på 8. Jeg selv var godt med efter 2½ efter 4.runde, bl.a. med en remis mod den tidligere Danmarksmester Jens Hartung Nielsen, som jeg tabte til i 2021. I 5.runde tabte jeg så til en velspillende Jan Rode Pedersen. En efter sejr i 6.runde og remis i 7. endte jeg på 4 points og en ratinggevinst på 21. Turneringstavlerne kan ses på Senior DM 2026. Partier kan gennemspilles på Partier senior DM 20226.
