I løbet af de nærmeste 3 dage skal alle Aalborg Skakforenings 7 hold i aktion i 5. runde af holdturneringen.

I 2. division er der søndag kl. 12 topopgør i Randers mellem Aalborg 1 og Randers. Det er divisionens øjeblikkelige 1. og 2. plads der mødes. Aalborg Skakforenings førstehold har før kampen 2½ points forspring ned til randrusianerne, så kan klubbens helte få mindst uafgjort med hjem fra topopgøret, ser det lovende ud med oprykningschancerne, og det endda selvom de to resterende kampe mod divisionens nummer 3 og 5 SK 1968 3 samt Holstebro på papiret ligner halvsvære kampe.

Aalborgs 2. hold spiller også en rigtig nøglekamp søndag. Den match foregår dog i den anden ende af tabellen, hvor divisionens nummer 6 – Nordre 2 kommer på besøg. Aalborg 2 ligger før matchen til nedrykning på 7. pladsen, men da holdet kun er 1½ point efter netop Nordre 2, vil en hjemmebanesejr til holdkaptajn Torpegaard og Co. tænde ild i håbet om forbliven i divisionen.

Klubbens medlemmer opfordres til at komme og støtte de lokale 2. holds helte på søndag kl. 12 i klubbens lokaler.

I hovedkredsens mesterrække ligger Aalborg 3 og 4 begge placeret nogenlunde midt i rækken udenfor såvel opryknings- som nedrykningsstriden. Det ser ud til, at divisionsnedrykkerne fra sidste sæson Aars Nibe allerede har sat sig solidt på Mesterrækkens 1. plads og oprykning til divisionerne. Begge Aalborghold spiller på hjemmebane tirsdag aften kl. 19 i klubben. Aalborg 3 tager imod Skørping 1, der ligger på 3. pladsen, og Aalborg 4 er værter for Aars Nibes 2. hold, der er i nedrykningsfare.

I A-rækken blander Aalborg 5 sig i kampen om oprykningspladsen til næste sæsons Mesterrække. P.t. er ’Torben Winklers’ hold på en delt 2. plads kun ½ point efter førerholdet Jetsmark 3. Mandag aften spiller de på udebane mod Hobro 1 i en ’vind eller forsvind’ kamp. En sejr til Aalborg 5, vil uden tvivl bevare holdet i oprykningszonen, hvorimod et nederlag vil skubbe dem udenfor de ’sjove’ pladsers rækkevidde.

Leif Sørensens disciple – Aalborg 6 – frister en tilværelse midt i A-rækken udenfor nedrykningskampen men samtidig uden realistiske oprykningschancer. Holdet spiller også på udebane mandag aften mod Skørping 2 i en kamp, der ikke har megen betydning for placeringerne i rækken.

Klubbens sidste hold, Aalborg 7, der har Rulle-Per med anførerbindet, spiller også i Skørping mandag aften – men mod Skørping 4, og den kamp bliver i sandhed nervepirrende. Det er nemlig netop Skørping 4 og Aalborg 7, der skal kæmpe om at undgå nedrykning til B-rækken. Før mandagens nøglekamp er Aalborg 7 kun 1 sølle point foran Skørping 4. Det forspring skulle meget gerne være udbygget, når det sidste skakur stoppes mandag aften på Kulturstationen i Skørping!

Held og lykke og finurlige kombinationsideer ønskes til alle klubbens holdspillere i de kommende dage!

5 Comments

  1. Aalborg Skakforenings to divisionshold havde i dag søndag cirka ligeså meget held i sprøjten som det danske håndboldlandshold. Aalborg 1 tabte knebent med 3½ – 4½ i Randers, og Aalborg 2 tabte på hjemmebane med 2½ – 5½ til Nordre 2. Førsteholdet bevarer dog 1. pladsen i divisionen, og det ser stadig nogenlunde fornuftigt ud mht. oprykningschancerne. Aalborg 2 har derimod brug for mirakler for at holde sig oppe i divisionen nu.

    Kampreferater følger, når holdkaptajnerne har sundet sig over dagens nederlag.

    I stedet må vi i mellemtiden glæde os over Nørresundbys 1. hold, som i dag med en 5½ – 2½ sejr over SK 1968’s andethold i 1. division nu er uhyggeligt tætte på oprykning til Skakligaen.

    1. Selv om det kun blev på 4½-3½, er min lyst til at lave et referat fra 1.holdets forsmædelige nederlag i Randers nok lige så stor som Wilbeks efter blamagen i Spanien. Men det skal jo gøres. Vi havde afbud fra Kim, der blev syg om fredagen. Jeg havde så stjålet Peter Lysberg fra 2.holdet og Ole Knudsen var reserve for Jens Johan på sidstebræt.
      Jørgen afslog remistilbud, og missede ifølge kombatanterne en gevinst senere i partiet. Jeg så ikke hvordan det blev tabt. Johns remis mod Arne på 2.bræt var korrekt og fin. Jacob ofrede bonde for initiativ, men blev pludselig meget fredelig og tog en hurtig remis. Jeg selv havde forberedt mig (for en gangs skyld!) og beholdt bonden i en Morra-gambit. En afvikling gav to bønder i et dobbelt tårnslutspil, men det var ikke så let vundet som først antaget. Øv, så kun remis. Finn havde et slagsmål med Steen Juul. Jeg så ikke hvordan Finn vandt det, men Steen var selvklart ikke så tilfreds bagefter. René kom fint ud af åbningen med de sorte brikker, men Oluf Øe styrede meget efter remis. Og så har jeg fået lov til at hænge Peter ud for sit spil mod en på papiret svagere (gammel) spiller. I mine øjne forcerede Peter unødigt, og fik et vanskeligt slutspil. Da remissen så var der på brættet, så bukkede han det hele væk til sidst. Øv, øv! Oles remis med de sorte brikker så jeg ikke så meget til. Der var vist ikke det store på færde.
      Nu mistede vi en gylden mulighed for at bringe os afgørende i front. Men vi har stadig 1½ points ned til Randers, men vi har det sværeste program tilbage. Måske kan 2.holdet hjælpe os i næste runde mod netop Randers?!

  2. I bilen på vej hjem fra Randers havde vi en længere diskussion om hvem der egentligt deltager i kandidat finalen i London i marts. Her følger listen:

    Magnus Carlsen (Norway), Levon Aronian (Armenia), Vladimir Kramnik, Peter Svidler and Alexander Grischuk (all Russia), Vassily Ivanchuk (Ukraine), Teimour Radjabov (Azerbaijan) and the loser of the match between Viswanathan Anand (India) and Boris Gelfand (Israel).

    Så det bliver Carlsen mod Sovjetunionen. Radjabov er forøvrigt med på et wildcard, som han kan takke ufomanden Ilumsjinov for.

  3. En hurtig kommentar fra 3. holdets komfortable sejr på 5 – 1 over Skørping 1. Erik på 1. bræt, som kun havde sejre i posen hidtil måtte “nøjes” med remis mod Peter Mikkelsen i et parti der lå tæt på balanece hele vejen igennem. Den anden remis var vores reserve – en god gammel kending, som har fået lyst til skak igen – Kurt Pedersen. Kurt havde snuppet en bonde og fik et slutspil med løber mod springer, men desværre en meget aktiv springer (og konge) så det kunne ikke prsses til mere end det halve. Og så var der sejre for resten af pengene. thomas Bech vandt i 14 træk og jeg var henne og spørge om hans modstander ikke var kommet, da han stod med overtøj på. noget med dronning h5 og udækkelig mat. Den anden Thomas spillede bare solidt og havde en klar fordel hele vejen igennem. Så var der Ole Knudsen der spillede ikke rigtig vildt parti. Ofrede brikker med jævne mellemrum og stod det meste af tiden meget flot. Var lige ved at lukke modstanderen ind i kampen men fik så lukket af.
    Og så var der mit eget parti mod troldmanden NC Davidsen. I træk 6 burde jeg have spillet Da4!, men var i stedet tilfreds med at give ham en isoleret dobbeltbonde i c-linien og vandt efterfølgende den forreste. Jeg burde have spillet det mere solidt men fik så vældig lyst til at ofre en kvalitet for til gengæld at angribe mod hans ikke-rokerede konge, og det gik for så vidt også godt med lidt vildt angrebsspil undervejs. I træk 25 spiller jeg så det jeg tror er gevinsttrækket Sd4. Han kan slå den med dronning, tårn og løberog ingen af delene dur. Men han spiller et træk jeg totalt havde overset – kort rokade! Jeg havde helt glemt det som en mulighed fordi det så længe ikke havde været muligt. RYBKA fortæller at jeg falder fra + 0,8 til – 0,8, så helt stilrent var mit parti desværre ikke. Heldigvis er troldmanden mindre godt tilpas i forsvar end i angreb, selv om han har meget mere tid end jeg. I træk 30 skal jeg pludselig med 1 minut igen regne på om et springeroffer er ok. Jeg spiller det og heldigvis har jeg set rigtigt. NCD fusker til det sidste. Jeg regnede med en dronningeskak på b1 og var parat til at flytte kongen – men skakken kom på a1. heldigvis tog jeg ikke fat i kongen men slog den udækkede dronning (som ellers kunne have slået min). Partiet er her i PGN som nogen af administratorerne måske kan omsætte til et skakbræt.

    1.e4 c5 2.Nf3 Nc6 3.Bb5 g6 4.O-O Bg7 5.c3 d5 6.d3 dxe4 7.Bxc6+
    bxc6 8.dxe4 Qc7 9.Be3 Ba6 10.Re1 Rd8 11.Qa4 Bb5 12.Qa3 Nf6 13.Bxc5
    a5 14.Nbd2 Rd7 15.h3 Nh5 16.Rad1 Nf4 17.e5 Nd3 18.c4 Nxe1 19.Rxe1
    Ba6 20.e6 fxe6 21.Ng5 Bf6 22.Nxe6 Qb8 23.Qe3 Qxb2 24.Ne4 Bxc4
    25.Nd4 ( 25.Ba3 Qe5 26.N6c5 Rd5 27.f4 Qd4 28.Nxf6+ Qxf6 29.Bb2
    e5 30.Bxe5 Rxe5 31.fxe5 Qe7 ) O-O 26.Nxc6 Kg7 27.Nxf6 Rxf6 28.Bd4
    Qxa2 29.Nxe7 Rdd6 30.Nf5+ gxf5 31.Qg5+ Kf7 32.Qh5+ Kg7 33.Re7+
    Bf7 34.Qg5+ Kf8 35.Bxf6 Rxf6 36.Qxf6 Qa1+ 37.Qxa1 1-0

  4. Partiet er nu oprettet som et indlæg. Godt gået Hans og resten af Aalborg 3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights