Den traditionsbundne påsketurnering er vendt tilbage til påsken (!) efter et par år i eksil i efterårsferien grundet corona. Med 219 tilmeldte d.d. ser det ud til at være populært igen at bruge helligdagene på skak, også for menigmand.
Aalborg Skakforening ser også ud til at være godt repræsenteret. I Kandidatklassen har vi således hele tre spillere med. Edgar Parra, der senest scorede kanonresultat på Mallorca, senior DM for 50+, Sandi Stojanovski, samt den regerende kvindelige DM, Elena Steffensen. I de øvrige grupper er Sune Kovshøj med i G7, og i “kort påske”, far og søn Jungberg, Lasse og Ture. Det bliver spændende at følge.
Du kan se alt via turneringens hjemmeside http://skak-dm.dk/ . Her er der links til live-transmissioner og daglig kommentering af landsholdklassens partier. Her kan også stadig nå at tilmelde dig, hvis skaktrangen skulle melde sig.
1.plads til Ture! Med 4½ af 5 og flot spil sikrede Ture sig 1.præmien og en god portion rating i kort påske gr. 2. Mindre godt gik det for farmand. Det blev kun til ½ af 5, så nu overhaler sønnike i rating.
En skidt dag for Edgar. Netop, som det lignede en nedspilning af modstanderen, gik det helt galt. Næsten lige sådan for Sune. Elena fik en fin mod stærk modstander, mens Sandi tilsyneladende er gået ud efter en “katastrofe” i 1.runde.