Aalborgs førstehold fik en storsejr på 7-1 i hjemmekampen mod Skive i første runde søndag. Godt hjulpet af at Skive havde fire reserver med, skal det så siges.
https://holdskak.skak.dk/TeamTourPairing/Details/?pairingId=17265&teamTournamentGroupId=542
Men pointene blev hentet hjem på overbevisende måde, mere eller mindre. Henrik havde et spændende parti, stod bedst længe og spillestyrken gjorde sig gældende til sidst. Edgar vandt stille og roligt en bonde og kørte det sikkert hjem med et tårn lukket inde på h-linien. Gabriel var sidst færdig og vandt efter overbevisende powerplay. Jacob vandt også overbevisende, godt hjulpet af modstanderen, efter eget udsagn. Elenas gevinst så jeg ikke, men i slutstillingen var der en officer i overvægt. Christians parti var det mest sindsoprivende. Efter en god åbning og efterfølgende bondegevinst, fik modstanderen godt modspil. Det blev dog konverteret til et gunstigt slutspil for Christian, hvorefter han tabte et tårn på en springergaffel. Lige efter var det modstanderens tur til at være lige så gavmild, og det ebbede derfor ud som remis, som det naturligste i verden! Mit eget parti er der ikke meget positivt at sige om. London-systemet er ikke lige min kop te, og jeg fik en trykket stilling. I forsøget på at komplicere tabte jeg en bonde, men fik heldigvis reddet en remis efter at bonden var tilbageerobret. På sidstebræt spillede Svend Ole et mønsterparti (set fra sidelinien) mod sorts Sveshnikov-sicilianer. 7-1 og vi lægger os klart i førertrøjen, da alle andre holdkampe var meget jævnbyrdige.
https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=542&teamTourId=117

Superflot start på divi-sæsonen.
Også værd at læse Morten Fabrins ref. om matchen på Skive Skakklubs hjemmeside.
“Øretæver i Aalborg”
Ned på jorden igen!
I udekampen mod Silkeborg faldt vi ned på jorden igen med et nederlag på 4½-3½.
https://holdskak.skak.dk/TeamTourPairing/Details/?pairingId=17267&teamTournamentGroupId=542
Det skal dog siges, at vi havde 3 reserver med, så det var nådigt sluppet og et resultat, jeg godt ville have købt på forhånd. Vi var heldige, eller gode om man vil, idet vi undervejs stod til flere nederlag end de to vi indkasserede. Henrik vandt stensikkert på førstebræt. Gabriel stod lidt kritisk, men tilbød remis efter have taget et par bønder. “Jeg var en kylling”, sagde Gabriel efterfølgende. Jacob overlevede mirakuløst et bondetab og en meget kritisk kongestilling. Men kæmpede bravt videre og fik afviklet til remis. Godt kæmpet!
Christian stod måske ok, men et farligt angreb slog igennem til sidst. Jeg selv spillede en remis, hvor jeg ikke fik noget ud af åbningen med de hvide brikker. Kevin kom i slutspil, hvor modstanderen havde en fjern fribonde i a-linien. Men pludselig ofrede Kevin sin løber på denne, og modstanderen kunne konstatere, at hans løber ikke dækkede forvandlingsfeltet på h8 for den eneste anden bonde. Og så vidste Kevin godt, at det var remis, når kongen kunne gemme sig dér! Simon var også i store problemer i et d- og t-slutspil, hvor modstanderen havde en farlig mer-fribonde. Men Simon kæmpede videre, fik tårnene byttet af, og fandt en evigskak med dronningen! Til manglede Anders, der havde kæmpet forbilledligt i lang tid. Men dog måtte bøje sig til sidst mod sin stærke modstander. Til trods for nederlaget ligger vi stadig nr. 1 med 1½ points ned til nr. 2. Se https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourId=117&teamTourGroupId=542#
Næste runde er 7/12 ude mod Randers.
Hurtigt op på hesten igen, – 7½-½ mod Randers.
I gårsdagens kamp mod Randers kom vi i den grad tilbage efter nederlaget mod Silkeborg. Vi havde før kampen det sjældne positive problem, at alle vore bedste spillere meldte sig klar, således at jeg selv og Kamen skulle have stået over. Men i lørdags meldte Edgar sig syg, så jeg måtte spille alligevel på 8.bræt. Randers stillede med to reserver, som de også havde gjort i de to første runder, og her havde klaret sig hæderligt. 7½-½ havde jeg dog ikke regnet med, selv om vi var favoritter på alle brætter.
Efter et par timer begyndte pointsene at rulle ind. Henrik vandt sikkert mod Arne Christiansen, min modstander bukkede en bonde i en lige stilling, Sune spillede meget stilrent mod Svend Aage Madsen og vandt sikkert, Ivar vandt med de sorte brikker mod ellers solide Aage Olsen, Gabriel vandt i flot kongeangreb mod Benny Grønhøj og Elena udnyttede Steen Juuls gavmildhed. Christian var den eneste, der vist nok var heldig med at få en remis. Til sidst vandt Jacob sikkert i slutspil med bonde mere og total kontrol mod Sune Ørbæk. Jo, det var en god dag på kontoret!
Nu fører vi rækken med 18 points og hele 4½ ned til nr. 2, Jetsmark, som vi møder på hjemmebane 18. januar.
For år tilbage vandt Aalborg 6-2 i Randers, hvor det afstedkom med kommentaren fra Steen Juul Mortensen; Så er det U ! Hvad blev der så sagt i søndags😁P.S. Tillykke med fødselsdagen.
Tak til det sidste!
Og, jo. Steen har ikke ændret sig. “Så’r U” er blevet hans catchphrase.
Uafgjort mod Jetsmark
Det er åbenbart kun hver anden gang vi kan lave de fine præstationer. I søndagens kamp mod lokalrivalerne fra Jetsmark så det ellers fint ud på papiret med en forventet score på 5.18, og i starten også fint på brætterne. Edgar vandt som den første mod Grubert og Henrik og jeg fulgte op med sejre. Men så begyndte det at smuldre lidt med et par remisser til Gabriel og Jacob. Så havde vi 4 points, og regnede absolut ikke med at tabe de sidste 3. Men, men. Først tabte Elena og så bukkede Christian og til allersidst måtte Sune smide håndklædet. Hvad der så ud til en komfortabel sejr, forduftede som dug for solen. Men især Christians parti skulle vi ikke have tabt. Nå, men vi ligger stadig nr. 1 med 22 points og luft til nr. 2, Viborg med 17½. https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=542&teamTourId=117#
Næste runde er 1. februar ude mod Herning.
Nedtur i Herning
Det er altid tungt at skulle lave referat af en kamp vi har tabt. 5½-2½ blev det til i Herning, og det var ikke specielt uretfærdigt. Jeg havde umiddelbart efter mit nederlag opfattelsen af, at jeg havde spillet et mønsteragtigt flot parti, og jeg stod da også pænt ifølge computeren, og kunne have fået gevinststilling, hvis jeg havde udvist rettidig omhu. Men jeg overspillede stillingen, tabte en bonde og da jeg skulle til at genindkassere denne, fandt min modstander et smart springeroffer, der totalt ødelagde min stilling. Måske jeg kommenterer mit parti til klubbladet. Ellers vandt Henrik næsten klinisk og det blev til tre remisser til Jacob, Elena og Christian. Simon gik hurtigt galt i byen, Gabriel bukkede og Kamen overspillede sin Evans-gambit. Han kunne jo ikke vide at modstanderen Chr. Dahl havde en fortid i Evans Vejle!
Vi fører stadig divisionen og forhåbentlig går det nemmere, når vi ikke skal undvære tre af vore bedste spillere..
Op på hesten igen.
Efter nedturen i Herning blev det til en 5½-2½ hjemmesejr mod Viborg. Det hjalp gevaldigt, at vi havde tre gode midtbanespillere med denne gang. Sune måtte dog som den først bide i græsset efter en fejlberegning i midtspillet. Denne kostede en bonde og desværre var stillingen svær at rette op. Derefter blev det remisser til Henrik og Ivar, begge med de sorte brikker. Men så begyndte de hele points ellers at komme, i takt med at Edgar, Gabriel, Jacob og Elena viste spillestyrke. Til sidst måtte jeg nøjes med at acceptere et remistilbud efter ikke at have kunne udnytte en tilsyneladende stillingsfordel. Men dejligt at smage sejrens sødme, som dog kun var 0,03 over forventet score. Nu fører vi med 3 points ned til nr. 2 inden sidste runde, hvor vi skal møde Holstebro ved slutrunden i Viborg.