Formandens beretning 2018

Formandens beretning til generalforsamlingen 19/6 2018

Jeg vil starte denne beretning med at mindes Jørn Bach Hansen, der døde sidste sommer. Jørn kom fra SK1968 til Aalborg Skakforening i 1985 og blev straks fast mand på førsteholdet, hvor han vandt de første fire partier for klubben. I 32 år derefter var Jørn konstant en af klubbens stærkere spillere, og blev således også klubmester to gange, i 1990 og 2010. Jørn var sikker deltager i klubturneringen, og personligt tror jeg, at Jørn er den spiller, jeg har mødt flest gange. Han havde en meget fin positionel spillestil, og hvis man ikke var oppe på mærkerne, kunne man få en alvorlig lektion i hvordan skak skulle spilles. Jørn var desværre de senere år alvorlig plaget af sygdomme, men han kæmpede ufortrødent til det sidste. I sin sidste optræden for 2.holdet i marts sidste år sikrede han endog holdets eksistens i 2.division ved at vinde på 2.bræt over en langt højere ratet modstander. Jørn afslog endda remistilbud, og netop dette parti skulle vise sig at blive afgørende for det endelige resultat! Jørn blev 74 år. Vi vil savne hans altid fine væremåde. Æret være hans minde.

Dette år blev igen et af de bedre på flere fronter. 1.holdet forblev i 1.division, 2.holdet forblev i 2.division, og vi fik skabt lidt mere liv og fremgang på flere fronter, hvilket jeg vil komme nærmere ind på i det følgende. Beretningen vil sædvanen tro starte med opsummering af resultater, og her kommer holdresultaterne i første række.

Førsteholdet var avanceret til 1.division, og ambitionerne gik derfor i første omgang på at holde sig i rækken. 1. holdet bestod af

  1. Maria Vasova
  2. Jacob Würtz
  3. Ivar de Hoogt
  4. Michael Øe
  5. Bjarne Sønderstrup
  6. John Nyholm
  7. Finn Winther Nielsen
  8. Jens Johan Christensen

Man bemærker det nye navn på 3.bræt. Ivar var flyttet til byen fra Delft i Holland. Han havde fået arbejde hos NEAS Energy, og det er jo altid interessant når vi kan tiltrække folk fra udlandet. Ivar imponerede allerede i sin første optræden i Byturneringen 2017, hvor han var lige ved at blive bymester. Derfor blev han placeret på 3.bræt. Ellers var eneste ændring, at Finn Winther gik ind på 1.holdet i stedet for Sune, der blev skubbet ned på 2.holdet. 1.division så som nævnt svær ud på forhånd, og vi skulle derfor nok hænge vores hat på de sønderjyske hold fra Haderslev og Kolding. Vi tabte da også de to første runder mod Herning og Nørresundby med henholdsvis 3½ og 3 points. Selvom resultaterne på en måde på papiret var gode nok, så kunne vi godt ærgre os over begge nederlag. Mod Herning imponerede Maria sejr over IM Finn Pedersen, mens nederlag på de sidste tre brætter ikke så godt ud. Mod Nørresundby kan vi godt finde et par brætter, hvor vi kunne have bragt scoren op på uafgjort, eller endda en sejr, hvis alt gik godt. I 3.runde fik vi dog al medvind i udebanesejren over Springeren Kolding. Hele 6½ points blev det til. Maria imponerede igen på 1.bræt ved at besejre IM Attila Gergatz uhyre overbevisende. Vi andre fulgte trop, men især Finn Winthers og reserven Thomas Højs sejre var ikke uheldige! Nu var der ligesom ro på igen, og det gjorde ikke så meget at vi tabte de to næste kampe ’hæderligt’ 3-5 mod stærke hold fra Vejle og Fredericia. I 6.runde blev det 4-4 mod Frem fra Odense i en kamp, hvor vi for en gangs skyld var favoritter. Og selv om vi i sidste runde bare skulle klare os fri af nedrykning, så det var lidt sløjt at vi tabte til Haderslev med 3½ -4½. Vi fik i alt 26½ points og en 5.plads. Men vigtigere var det, at vi for første gang i mange år sluttede foran Nørresundby! Topscorere på holdet blev Jacob og Michael med 4 af 7. Men på førstebrættet scorede Maria 3 af 6 mod 5 IM’ere og 1 FM, og en præstationsrating på 2307 og ratingfremgang på 25. Imponerende!

2.holdets opstilling:

  1. Elena Steffensen
  2. René Rasmussen
  3. Sune Kovshøj
  4. Thomas Heine Bech
  5. Chr. Volmer Nielsen
  6. Alexander Eeg Jensen
  7. Peter Lysberg
  8. Thomas Høj Jensen

Andetholdets skæbne i 2.division var en besynderlig historie. På papiret havde vi et udmærket hold med mesterspillere på alle pladser. Men som ofte før var vi plaget af afbud, og dette allerede fra 1.runde. At vi tabte første runde til Silkeborg med 5-3 var således et fint resultat i betragtning af at vi havde 5 reserver med, heriblandt 10-årige Ture. I 2.runde stillede vi så med fuldt hold og tabte katastrofalt til Skørping med 2-6! Herefter endnu 2-6 med 4 reserver mod Jetsmarks 2.hold og 2½-5½ mod Viborgs favoritter. Efter 4-4 mod Kjellerup så det altså sort ud med 13½ points og en klar sidsteplads. Men jeg ved ikke om spillerne nu knyttede næverne, så vandt de i hvert fald 6 runde med hele 5½-2½ over Randers, og minsandten 6-2 over Holstebro i sidste runde. Det var pludseligt nøjagtigt lige nok til en 5.plads i slutstillingen, og dermed udgik vi en playoff kamp som sidste år. Topscorer blev Alexander med 3½ af 5, men til gengæld havde vi gode reserver, idet Bo Torpegaard og Hugo Falberg begge scorede 3 af 3! Næste år skal vi måske have dem på holdet, og så må vi ellers give håndslag på, at vi ikke skal have så mange afbud. Det er simpelthen belastende for både holdleder Bech og Arne og mig.

Årets mesterrække havde igen i år deltagelse af 2 hold fra Aalborg Skakforening, og der var heller ikke noget særligt at prale af denne gang. Hans Engens 3.hold fik dog 26 points og en 2.plads, men var ikke i nærheden af AarsNibe, der vandt det indbyrdes opgør med 5-1 og gruppen samlet med 32 points. Arnes 4.hold kæmpede sig op efter 4 nederlag i starten, men sluttede på en 5.plads med 20 points.

Vi havde i år 2 hold med i A-rækken, nemlig Leif Sørensens Aalborg 5 og Per Jacobsens Aalborg 6. Leifs hold klarede sig bedst med 17 points og en 3.plads, mens Pers hold fik 10½ points og en 7.plads.

I B-rækken havde vi som resultat af vores indsats overfor nye medlemmer valgt at stille to hold. Aalborg 7 klarede sig fint med 17½ og en flot 2.plads, mens det nye Aalborg 8 med Axel Kristensen, Kim Pors, Bo Schjødte og Nikolaj Jensen Ulrik scorede flotte 16½ på en 3.plads.

Vi har i årets holdturnering haft 8 hold med 44 spillere i sving. Som jeg tidligere har nævnt, og ikke nok kan understrege, så er holdskakken det vigtigste element i at holde sammen på vores klub, og derfor overvejer vi at melde endnu et hold til i næste års holdturnering.

Holdstatistik for Aalborg Skakforenings spillere i sæsonen 2017/18:

Bedste procentuelle score (mindst tre spillede partier):

  1. Hans Peter Rasmussen, 4.brædt på 4.holdet i mesterrækken: 5½ af 6 = 92%
  2. Erik Højfeldt, 1.bræt på 3.holdet i mesterrækken: 5½/7 = 79%

Af den fremgår det, at Hans Peter Rasmussen vinder topscorerpokalen.

Pokalturneringen.

Til årets nordjyske stævne var der denne gang tilmeldt 9 hold, hvoraf de 5 kom fra Aalborg og 2 fra Nørresundby udover Skørping og Aars/Nibe. Nørresundbys elite/senior-tropper vandt igen-igen pokalturneringen, denne gang med 19½ points af 24 mulige. Aalborg 1 besatte 2.pladsen med 18 og det var således 3-1 sejren i det indbyrdes opgør, der blev afgørende. Aalborgs 3.hold (”Outsiderne”) vandt breddepræmien med 13½. Ivar de Hoogt og Peter Lysberg scorede begge 5 points, og jeg kunne have scoret 5½ og sikret os turneringssejren, hvis jeg ellers havde vundet min gevinststilling over Børge Pedersen fra Nørresundby. Øv!

Vi stillede op med et ganske godt hold –på papiret- til eliterækken ved landsstævnet pinsedag i Svendborg: Maria Vasova, Ivar de Hoogt, Michael Øe og Bjarne Sønderstrup. Altså nr. 1,3,4 og 5 fra førsteholdet. Ud over en oversidderrunde, scorede vi kun 6½ brætpoints og 4 matchpoints, der som noget nyt talte først. Jeg scorede 3½ af 5 og således mere end resten af holdet tilsammen, så der var lidt stille i bilen på den lange tur hjem.

I de individuelle turneringsdeltagelser starter vi med kvinderækken ved de Nordiske mesterskaber 2017 i Växsjö i Sverige. Her fik Ellen Kakulidis 5 af 7 selv om hun var seedet som nr. 7, men det gave en fornem sølvmedalje! Ellen skiftede sidste sommer til Øbro, men vi kan stadig følge hendes bedrifter på DSU-siden og på hendes blog. Senest er Ellen udtaget til ’ressourceperson’ for kvindelandsholdet ved det kommende skak-OL.

I sommerens løb spillede Per Jacobsen som sædvanligt med i Xtracon-Cup i Helsingør, mens Arne Fjordside, Hugo Falberg, Kurt Pedersen og Jens Ole van de Weerd var med i Horsens Lang Weekend 2017. Arnes ratingtal endte ved den lejlighed (kortvarigt!) lige over 1900!

Aalborg Byturnering 2017 blev spillet i august/september på skift i Aalborg og Nørresundby. Aalborgs nye internationale islæt, Ivar De Hoogt, blev en flot nr. 2 og han opnåede samme score som Per Andreasen, 5,5 point. Det indbyrdes parti blev afgørende for rækkefølgen. Jacob Würtz gik ubesejret gennem turneringen, og Jacob blev nr. 3 med 4,5 point. Carl Johan Andersen blev nr. 2 i basis 1 med 4,5 p. Et af klubbens nye medlemmer, Jesper Dahl Hansen blev en flot nr. 2 med 5 point. Per Jacobsen blev nr. 3 med 4,5 p. I basis 3 var der Aalborg dominans med 5 spillere i top 6. Jens Ole van de Weerd sejrede med 6 point foran Axel Kristensen 5,5 p. Nikolaj Jensen Ulrik (nyt medlem), Kim Pors og Lars Lytzen alle scorede 4 point. 38 spillere deltog i byturneringen 2017, heraf 17 fra Aalborg Skakforening.

Turneringen om Vendsysselmesterskabet var genopstået i 2017, og havde 8 deltagere fra Aalborg Skakforening. Turneringen var tilrettelagt som både hurtigskak (deltagere over 1600 i rating) og nærskak (deltagere under 1600 i rating) med 1 times betænkningstid pr. spiller. I nærskak gruppen vandt Ture Jungberg Nielsen suverænt med 5 point, og et nyt ratingtal på 1603, hvilket bragte ham op som nr. 4 i DSU regi i gruppen 10-12 år! Flot. Lars Erik Lytzen vandt ratingpræmie i gruppen under 1300 i rating. Endvidere deltog 2 af vores nye medlemmer Jesper Dahl Hansen og Axel Kristensen. I den øverste gruppe havde Ivar chancen undervejs men endte med 2,5 p. uden for præmierækken. I gruppe 2 tog Kurt Pedersen 2. præmien med 3 point.

Ved DM i hurtigskak 2017 i Skive deltog vi med 5 mand: Ivar de Hoogt, Bjarne Sønderstrup, Arne Fjordside, Ture Jungberg og Jens Ole van de Weerd. Arne gjorde det bedst og vandt med 6 af 7 1.præmie i gruppen af spillere under 1900, og Jens Ole fik med 3 points præmie i sin ratinggruppe.

Vort forholdsvis nye medlem Maria Vasova har erhvervet den kvindelige FIDE-master titel og kan nu repræsentere Danmark i international sammenhæng, da det bulgarske skakforbund har trukket sig fra FIDE-samarbejdet. Maria har været særdeles turneringsaktiv her i foråret og deltog således ved Aarhusmesterskabet 2018, i Capella la Grande i Frankrig samt i Kolding Bymesterskab og i Nørresundby Forår. Bedst gik det i Kolding, hvor hun vandt sin gruppe Mester 3 med 4 af 6. Hun ligger lige nu nr. 1 på den kvindelige rangliste med 2171 i rating og er udtaget til kvindelandsholdet, der skal spille i skak-OL i Georgien til september. På DSU-hjemmesiden får hun følgende skudsmål: ”WFM Maria Vasova: Maria har spillet for Danmark i et lille års tid, men er lynhurtigt faldet godt til i bruttotruppen. Hun har en dynamisk spillestil, og besidder en flot evne til at være kølig i sit spil. Hun har en inspirerende fightervilje, og kæmper til sidste blodsdråbe.” Som nævnt skal Ellen også med her. Jo, vi er af stolte af pigerne.

Nu jeg er ved at fremhæve enkelte spillere, så vil jeg gerne nævne Ture Jungberg Nielsen også. Fødselsåret er 2006, og hvis vi ser på turneringsaktiviteten, så er det blevet til hele 11 turneringer over den forløbne sæson. Resultatmæssigt er det ikke blevet til det helt store og ratingtallet er gået lidt op og ned. Men der er ikke tvivl om at hvis interessen og iveren er lige så stor i de kommende år, så vil det kun gå opad. Ture er i årets løb blevet trænet lidt af Kim Houlberg, og Ture er blevet udtaget til at deltage ved ungdoms-EM i Riga her til august! Det vil blive en kæmpeoplevelse og vi glæder os til at følge og støtte Ture fremover.

DM 2018 blev spillet i Svendborg. Vi havde (kun) deltagelse af 2 spillere, Hugo Falberg og Ture Jungberg. Ingen af dem gjorde sig bemærket (men faldt heller ikke igennem!).

Nørresundby har afholdt forårs EMT, hvor det var bemærkelsesværdigt at den øverste gruppe bestod af 6 Aalborgspillere. Maria skulle have lidt træning, så vi stillede op med 5 mesterspillere og fordelte lidt raingpoints internt. Jacob Würtz vandt med 3½ points af 5 og Maria blev nr. 2 med 2½. I gruppe 2 blev Jesper Dahl Hansen nr. 2 med 3 af 5.

Ved Norjysk Seniorskak, der blev spillet i Nørresundby med turnering i efteråret og her i foråret havde vi fin deltagelse. I efteråret med 5 af 6 i den øverste gruppe (placering 2-6!) og 3 af 8 i den nederste, og her blev Lars Lytzen flot vinder med 3½ af 5. I forårsturneringen havde vi 4 deltagere med ud af 9, og her blev Torben Winkler en delt nr. 1 med 4½ af 5.

Himmerlandsmesterskabet 2017 er netop afsluttet og her havde vi 10 deltagere med i turneringen. Ivar og jeg deltog i mesterklassen, Arne og Hugo i basis 1, Normann og Ture i basis 2 samt Per, Lars Jens Ole og Kim Pors i 3. Jeg gjorde det bedst, og det lykkes mig at genvinde Himmerlandsmesterskabet efter 36 års mellemrum. Første gang var i 1972 og så 10 år efter i 1982, så jeg syntes det var på tide igen. Jeg fik 5 points uden tabspartier, og en lidt heldig sejr over den mangefoldige mester Jørgen Jørgensen fra Nørresundby, hvilket gjorde udslaget. Ivar fik en 3.plads med 4½ i mesterklassen. Hugo blev nr. 2 med 4½ i basis 1, mens Per med hele 6½ delte 1.pladsen i basis 3. Her blev Jens Ole nr. 3 med 4½.

Sæsonens nordjyske Hurtigskak Grand Prix stævner havde pæn deltagelse fra Aalborg. Kurt Pedersen blev samlet nr. 3 i 1.klasse, Jesper Dahl Hansen blev samlet nr. 2 i 2.klasse, mens Lars Lytzen og Jens Ole van de Weerd satte sig på de øverste pladsen i 3.klasse.

Hele 44 deltagere havde i år tilmeldt sig Kristi Himmelfart Hurtigskakturneringen på Vrå Højskole. Turneringen blev afviklet med 4 8-mandsgrupper og en Monrad gruppe med 12 deltagere. Aalborg Skakforening havde 11 deltagere til start og vi tog godt for os af præmierne. I Mester-1 deltog Kim Houlberg, men modstanden var her for stærk. Gruppe 2 blev vundet af Jacob Würtz med 5½. I gruppe 3 lå Hugo længe til at vinde men måtte tage til takke med 2. præmien. I gruppe 4 vandt Ture med 7 af 7 – tillykke. Kim Pors vandt 2. præmie med 5 p. og Lars Erik sluttede lige uden for præmierækken med 4 p.

juniorfronten har vi endnu en gang været aktive og godt med. Vi har fin deltagelse i juniorGP’erne ligesom vi selv arrangerer. Vores yngste medlem Ture Jungberg har vi nævnt, men der er også andre på vej. Ved det samlede juniorGP-regnskab er Ture blevet nr. 2 i A-klassen, og søster Freja nr. 1 i B-klassen, mens Kevin Li blev nr. 1 i C-klassen. Hans Engen gør et fint stykke arbejde.

Dansk Skak Union arrangerede her i foråret som noget nyt en træningslejr for voksne, – et ugeophold i Løgumkloster. Det blev en fin succes med 48 deltagere, og heriblandt Arne Fjordside og Jesper Dahl Hansen.

Årets fiduspokal går til den spiller med den største ratingfremgang. Og her finder vi en af vore nye spillere, der startede på 1100 og efter deltagelse i 6 turneringer inklusive holdturneringer er tallet nu på 1403, altså en fremgang på hele 303 points. Spilleren er Nikolaj Jensen Ulrik, og det er dejligt at se den udvikling, der allerede er foregået. Lad den fortsætte!

Klubmesterskabet for sæson 2016-2017 blev vundet af Bjarne Sønderstrup og Michael Øe. Bjarne vandt efterårsturneringen med 5 points i en 8-mandsgruppe. Michael vandt med 5½ points forårsturneringen, der blev spillet som en 7-runders Monradturnering. Stort tillykke til begge.

Her for en måneds tid siden fik vi en chokerende meddelelse om at vi skulle til at betale leje for vores lokaler, som vi ellers har spillet gratis i over 40 år. Og hvis det bare var en betaling for strøm og varme, så kunne vi forstå det, men en afgift på små 4000 kr. pr. aften er jo en ganske anden sag. Alle vore protester og gode argumenter har desværre været for døve øren og er arrogant blevet afvist. Universitetes ledelse vil åbenbart hellere have at lokalerne står tomme om aftenen, end at de blev brugt til en meningsfuld og reklamegivende aktivitet. Men vi har heldigvis fundet en anden mulighed, idet Aalborg Tekniske Gymnasium skal flytte ind i nye lokaler oven på Friis Shoppingcenter, Nyhavnsgade 14, og de kan godt se det fornuftige i at få liv og aktivitet i lokalerne efter skoletid. Arne og jeg har set hvordan det kommer til at se ud, og jeg tror jeg godt kan love at lokalerne bliver mindst lige så gode som nu. Vi holder spillepause nu her efter generalforsamlingen, og så starter vi til august en ny æra i de nye lokaler midt i Aalborg!

Ellers vil jeg slutte beretningen med at sige tak til den øvrige bestyrelse og andre gode kræfter. Især tak til Hans Peter Rasmussen, der passer kantinen, samt flere af de nye, som er faldet godt til og ikke er bange for at give en hånd med. Således kan jeg nævne, at vi tjente 5000 kroner til klubkassen ved at stille 7 frivillige op til hjælp til DGI-landsstævnet sidste sommer. Det varmer!

2 Comments

  1. Arne Dan Fjordside

    Lynskak turneringen havde i år 25 deltagere, 5-indledende 6-mands grupper (vi var løbet tør for 8-mands skemaer!)og 3 finalegrupper med 6 mand i hver. Gruppe 1 blev sikkert vundet af Peter Lysberg 4 1/2 p. foran Kim Houlberg. I øverste gruppe deltog også Ture, ligesom det var tilfældet ved Himmerlandsmesterskabet i lynskak! Gruppe 2 blev vundet af Hans Peter og gruppe 3 tog et af vore nye medlememr, Christian H. sig af. Tillykke til vinderne.

    Det var så sidste aften i de gamle klublokaler på Aalborg Universitet efter 40 fine år! Efter sommerferien mødes vi til skak i nye rammer på Aalborg Tekniske Gymnasium, som flytter ind i nye lokaler oven på Friis Shoppingcenter. Her vil vi forsøge at leve op til følgende citat, som stod at læse på den bygning i Berlin som husede årets kandidatturnering: “Entering this building might substantially increase your IQ. Chess does that to humans”.

    Vi er så heldige, at ledelsen på vores nye spillested, har fuld forståelse for dette synspunkt!

    1. Efter formandens beretning, gennemgik kasserer Arne Fjordside regnskabet, der viste et pænt overskud.
      Efter en kort debat, blev både beretning og regnskab enstemmigt godkendt.

      Der var ikke indkommet forslag.

      Til bestyrelsen blev Preben Nielsen og Per Jacobsen genvalgt, mens revisorerne Anders Rasmussen og Normann Hansen ligeledes blev genvalgt.

      Under evt blev der talt lidt om nye lokaler, parkeringsmuligheder, ude-skak på Gabels torv, turneringslederuddanelse mm, inden vi sluttelig sammen med den altid veloplagte dirigent, Kim Houlberg, kunne udbringe et leve og hurra-råb for Danmarks ældste skakklub!

      Ca 30 medlemmer deltog i genneralforsamlingen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights