Formandens beretning til generalforsamlingen

Omsider kom vi (forhåbentlig) ud af coronavirussens skygge og det satte unægtelig præg på aktiviteten i den forløbne sæson. Nye og gamle medlemmer dukkede op af dvalen og skaksulten var stor. På et tidspunkt i efteråret 2021 havde vi indskrevet 25 nye medlemmer, og vi rundede det magiske tal på 100, således at vi var den næststørste klub i Danmark.

Holdturneringen blev afviklet nogenlunde normalt. Førsteholdet stillede op i 1.division gr. 2. Vi havde fået tilgang af seniordanmarksmesteren for 65+, Jens Kølbæk, så vi var nogenlunde fortrøstningsfulde med følgende holdopstilling:

1. Jens Kølbæk

2. Sune Kovshøj

3. Edgar Parra

4. Ivar de Hoogt

5. Kasper Skaarup

6. Jacob Würtz

7. Elena Steffensen

8. Bjarne Sønderstrup

Vi startede blødt med at tabe 3½-4½ hjemme mod Esbjerg, for så i 2.runde at vinde stort 6½-1½ over Viborg. I denne kamp havde vi endda 3 reserver med, men da alle disse vandt, og der endda var en stor omgang held med, så blev sejren dejlig stor. Heldet var derimod forsvundet i lokalopgøret mod Nørresundby i runde 3 og vi tabte matchen med 4½-3½. I 4.runde tog vi så revanche og vandt hele 7-1 på udebane over Herning. Herning havde ellers vundet en papirsejr på 8-0 over Esbjerg, da disse ikke kunne/ville stille hold på grund af corona. ”Heldigvis” fik dette resultat ikke betydning for placeringen, da Herning heller ikke fik mange points i de øvrige kampe. Men vi var pludseligt med i topstriden, og havde de senere gruppevindere fra Nordre i næste runde. Nordre stillede til kampen op med 7 mand, så vi førte 1-0 fra start. Og det skulle endda have været blevet til en sejr, men to gevinster blev på det skammeligste forvandlet til nederlag, så det blev til 3-5 i stedet for det omvendte. I 6.runde fik vi lidt oprejsning med 4½-3½ over 68 II, men i sidste rundes opgør mod Evans var vi alvorligt afbudsramt, og måtte nøjes med 3 points på langturen til Esbjerg. Vi sluttede dog hæderligt på en 4.plads med 31 points. Med blot ét point mere, var det blevet til en 2.plads, og med en 5-3 sejr over Nordre var vi kommet på lige med dem, men dog med færre matchpoints. Hvis og hvis..

Andetholdet stillede op i 2. division gr. 4. Holdet startede fint med to sejre på 5-3 mod Aars og Holstebro. Derefter 4-4 mod Skive 1 og et smalt nederlag til Randers på 3½-4½. Og med 4-4 mod Skørping så alt fint ud. I 6. runde ventede Skive 2, der jo ikke skulle byde på de store ”udfordringer”, da holdet havde tabt de fleste kampe forinden. Men det blev en tung uge, da afbuddene pludseligt haglede ned. Fra det ordinære hold var der kun tre spillere, nr. 1, 6 og 8, og der måtte hentes spillere langt nede på styrkelisten. Vi klarede 2½-5½, men pænt så det ikke ud. I sidste runde var det lige så slemt med afbud. Vi måtte igen stille op med 5 reserver, og modstanderen var det suveræne tophold fra Silkeborg. Det lykkedes at få ét point, og det var lige akkurat nok til at sikre 5.pladsen med 25 points. Randers og Skive 2 fik begge 24½, så der skulle ikke gå meget galt, hvis det var blevet til en nedrykning. Næste år må I love mig, at sætte kryds i kalenderen ud for divisionsdatoerne. Mit nervesystem holder ikke til at finde reserver i så stort et omfang!

I hovedkredsens holdturnering stillede vi op med 2 hold i mesterrækken, 4 i A-rækken og 3 i B-rækken. I vinterens løb var der lidt problemer med coronaaflysninger, og det gjorde bl.a. at kampen mellem Aalborg 3 og Jetsmark 2 i mesterrækken ikke kunne afvikles, men fik skrivebordsafgørelsen 3-3. Nørresundby 2 vandt gruppen, men vi fik en 3.plads og en 6.plads. Vores medlemsfremgang betød, at vi kunne stille med hele 4 hold i A-rækken, og vi besatte endda de tre første pladser i rækken. 1.pladsen gik til Aalborg 7 foran Aalborg 6 og Aalborg 5! I B-rækken var der 6 hold tilmeldt, og her tog vi også de tre første pladser. Bedst var Aalborg 9 foran Aalborg 10 og Aalborg 11. Her blev holdrækkefølgen fulgt!

Aalborg Byturnering 2021 blev spillet på skift i Aalborg og Nørresundby. 40 spillere deltog i turneringen, hvilket er pæn fremgang, og hvilket betød, at 2 af de 5 grupper spillede alle runder i Aalborg, da der ikke var plads i Nørresundby. Turneringen sluttede det resultat at klubben fik 5 ud af 11 præmier. Mest positivt, at flere af vores unge nyere medlemmer spurtede frem på ratinglisten. I øverste gruppe var det lige ved og næsten for Sune, der igen igen måtte se Per Andreasen løbe med bymesterskabet. Sune fik 5½ ligesom Per, men dårligere korrektion. I basis 1 blev Nikolaj Ulrik nr. 2 og Johann Stanislaus nr. 3. I basis 2 kunne vore deltagere ikke rigtigt gøre sig gældende i topstriden, men vores ældste medlem Normann Hansen gjorde det fint med 4 points. Til gengæld dominerede vi totalt i basis 3, hvor det dog skal siges, at vi havde 6 ud af 8 deltagere. Men i toppen scorede Jonas Bendtsen 6½ og Oliver Mølgaard 6. Og i basis 4 imponerede Frederik Rasmussen med 6½ og dermed en flot 1.plads.

DM 2021 blev igen afholdt i efterårsferien i Svendborg. Her deltog Elena Steffensen i kandidatklassen og scorede flotte 4 af 7, hvilket gjorde hende til den bedste kvindelige deltager i gruppen (bedre korrektion end Ellen Fredericia). Dette berettiger til den fornemme titel “kvindelig Danmarksmester 2021”. Klubben har faktisk tidligere haft titlen, idet Lydia Heesche erhvervede den tre gange under krigen (1940, 41 og 42). Nu har klubben så to Danmarksmestre, idet Jens Kølbæk vandt titlen Seniordanmarksmester 65+ ved stævnet i Løgumkloster i maj måned. Jens deltog også i kandidatklassen ved DM, og sluttede med 3½ i gruppen.

I Mallorca Chess Open 2021 deltog vores mexicaner Edgar Andre Parma Becerra. Han endte på en flot 2.plads og scorede 5,5 point i de i alt 7 runder der blev spillet. Han vandt over den islandske GM Gretarsson, og tabte kun til den senere vinder GM Aroshidze fra Spanien. I alt deltog 55 spillere, heraf 4 GM’er og 1 IM. Udover 2.pladsen opnåede Edgar også en ratinggevinst på 36,6!

I vinterferien uge 8 arrangerede vi Senior-DM i vore lokaler på Teknisk Gymnasium. Vi havde 8 med i turneringen, der i alt havde 48 deltagere. Flere af vore medlemmer klarede sig flot: Sidste års mester i 65+, Jens Kølbæk, blev således en flot nr. 3, og Hugo Falberg vandt ratingpræmie for spillere mellem 1700 og 1800. I 50+ vandt Kim Pors ratingpræmien for spillere under 1800. Gruppen blev vundet af GM Henrik Danielsen, der i skakregi repræsenterer Island, og således ikke kan blive Danmarksmester. Denne titel går dermed videre til nr. 2 i gruppen, Sandi Stojanovski. Selve turneringen blev afviklet til alles tilfredshed i en hyggelig atmosfære, og vi blev forskånet for coronatilfælde under turneringen. Efterfølgende var der dog flere af deltagerne, der meldte om udbrud.

I Aars Vinter gjorde vi os godt bemærket ved at vinde alle 3 grupper. I den øverste sejrede Hugo Falberg med 6 og 7. Dermed blev Hugo mesterspiller igen. I gruppe 2 satte vi os på de to første pladser ved Thomas Tristram og (tilbagevendte!) Ricardo Aramburu. Og gruppe 3 satte vi os også tungt på ved (nytilkomne) Aksel Vassard og Per Jacobsen.

Den DM-traditionsbundne påsketurnering vendte tilbage til påsken efter et par år i eksil i efterårsferien grundet corona. Aalborg Skakforening var godt repræsenteret. I Kandidatklassen havde vi således hele tre spillere med. Edgar Parra, Sandi Stojanovski, samt den regerende kvindelige DM, Elena Steffensen. I de øvrige grupper var Sune Kovshøj med i G7, og i “kort påske” deltog far og søn Jungberg, Lasse og Ture. Bedst klarede Ture Jungberg sig, idet han vandt gruppe 2 med 4½ af 5. I kandidatklassen fik Edgar rettet op på en miserabel start med tre sejre i de sidste runder, og sluttede på 50%. Elena fik 2½ og Sandi meldte fra efter en uheldig start. Sune fik 50% i G7 gr. 1.

I Himmerlandsturneringen 2022 havde vi 12 deltagere med ud af 44. Sune Kovshøj blev nr. 2 i mesterklassen med 5 af 7. I basisgruppe fik vi en 2.plads ved Yasin Shah, der scorede 5½. 1.pladsen gik her til Ehor Repey med 6½ points. Ehor er en 10 år og kommer fra Ukraine. Han repræsenterede Aars i turneringen, men familien er nu flyttet til Aalborg, og Ehor er nu meldt ind hos os. Vi venter os meget af det unge stortalent!

I Skolernes 50-års jubilæumsturnering fik Ivar de Hoogt og Edgar Parra lov at deltage i IM-gruppen. Bedst klarede Ivar sig med 3 af 6, mens Edgar måtte nøjes med 2 af 8. Ivar er dermed højest ratet i klubben lige nu!

Nordjysk Pokalholdturnering blev genoplivet efter et par års pause. 7 hold, hvoraf de 5 var fra Aalborg, og de to andre var fra Aars og Nørresundby dystede mod hinanden 2.april. Vi besluttede at lave det til en social turnering, således at Aalborg-holdene var nogenlunde lige stærke. Denne gavmildhed benyttede Aars sig af ved at vinde turneringen med 18 points og flere matchpoints end Aalborgs ”ronkedorer” med samme pointtal. Et halv point kunne sikkert være fundet undervejs, men Aars fik nu lov til at spille ved finalestævnet i Svendborg, hvor vi senere ikke kunne stille hold alligevel.

Der har været afholdt 5 Nordjyske GP-turneringer her i sæsonen. Det første i Aalborg havde 32 deltagere, hvoraf 15 kom fra Aalborg. I den samlede stilling vandt Lars Lytzen 3.klasse, mens Johann Stanislaus blev nr. 2 i 2.klasse.

Efter vinterturneringen holdt vi en række hurtigturneringer med tre runder pr. aften. Det virkede til at fungere udmærket.

Jens Kølbæk, Christian Volmer og Bjarne Sønderstrup fik chancen her i juni for at deltage ved Senior-VM for hold, der afholdtes i den norditalienske by Acqui Terme. Med på holdet SK 2012 var desuden Mogens Thuesen fra Brønshøj og Poul Erik Nørgaard fra Nørresundby. Vi endte på en 7.plads med 10 matchpoints og hele 21½ brætpoints, hvilket var 3. højeste score. Jens fik scoringspræmie med 6½ af 9 (5½ af 8) på 2. bræt efter bl.a. en flot sejr på 2. bræt med sort mod IM Birnboim fra Israel. Meget, meget flot. Christian gjorde det også fint med 3½ af 6 på 4.bræt. Selve turen var en fantastisk oplevelse. 43 hold stillede op fordelt på 2 grupper. Mange store skaknavne blandt deltagerne. Især turneringsvinderne fra England stillede op med det store skyts i begge grupper. Adams, Short, Nunn etc., men også USA og Island havde flere stormestre med. Turneringen spilledes i den norditalienske kurby Acqui Terme, i det dejlige Piemonte. Vi havde fin tid mellem runderne til at kigge på byen eller ligge ved svømmepølen på det hyggelige hotel Gianduja, hvor vi også spiste dejlig italiensk mad efter runden. Måske vi også nød et glas rødvin dertil..

Lige nu afsluttes Skak-OL i Chennai i Indien, og Elena Steffensen er med på kvindeholdet, ligesom vores tidligere medlem Ellen Kakulidis. Elena har scoret 6 af 9, hvilket er omkring forventet score, da gevinstpartierne har været mod svagere modstandere, og tabspartierne mod stærkere. Holdet klarer sig omkring forventet. Selve turen må være en fantastisk oplevelse, og vi håber at Elena kan komme og fortælle om den.

Fiduspokalen til spilleren med den største ratingfremgang går til Simon Nørgaard med sin fremgang fra 1100 til nu 1555. Simon startede med 7 af 7 i efterårets klubturnering, og scorede siden 6 af 6 i holdturneringen, hvorfor han også får topscorerværdigheden for højeste score i holdturneringen. Denne må han dog dele med Andreas Bock, der her scorede 5 af 5, hvilket jo også er 100%.

Klubmesterskabet for sæson 2021-2022: I efterårsturneringen havde hele 60 deltagere meldt sig, og desuden spillede vi en mesterklasse i weekender med 8 deltagere, hvilket giver det højeste deltagerantal i mange år. Klubmester blev Edgar Parra med 5½ foran John Nyholm og Sune Kovshøj med 5. Arne Fjordside vandt basis 1, Ricardo Aramburu basis 2, Sigitas Dagilis (genopstanden) på deling i basis 3, Per Thomsen (nytilkommen) basis 4, Kim Pors basis 5, Simon Nørgaard basis 6 og endelig Shawn Christensen (nytilkommen) basis 7.

Forårsturneringen havde 52 deltagere og her blev der spillet i 3 større grupper. Øverste gruppe på 12 deltagere blev vundet af Bjarne Sønderstrup, der derfor også kan kalde sig klubmester. Gruppe 2 med 14 deltagere blev vundet på deling mellem Niels Gorm Andersen (nytilkommen) og Sigitas Dagilis. Endelig blev gruppe 3 med 26 deltagere vundet af Emil Dahlin (nytilkommen).

juniorfronten har vi igen fået stor aktivitet med Lars Erik Lytzen og Johann Stanislaus som hjælpere for Hans Engen. På skaksommerlejren på Skanderup Efterskole ved Kolding havde vi 6 tilmeldt, hvor vi gav tilskud til. Børnene havde ifølge referaterne en kanonoplevelse.

Jacob Würtz skal også takkes for at tilbyde undervisning til de voksne, hvor der også har været fin assistance af Christian Hartvigsen. Jeg vil også gerne takke Hans Peter for altid trofast brikopsætning og kaffebrygning. Ved senior-DM fik HP hjælp af Hugos kone Aase, som derfor også skal takkes.

Som nævnt i indledningen har vi oplevet en bemærkelsesværdig tilstrømning af nye medlemmer. Årsagen til dette kan der kun gættes om, men coronaen og Netflix-serien Dronninggambit har givet været en medfaktorer til, at flere og flere spiller på nettet, men at vi også gerne vil omgås socialt igen og vil prøve at spille skak i en rigtig skakklub. Jeg er ikke i tvivl om, at det er her man lærer det bedst. Jeg har som hovedkredsformand stillet forslag i hovedbestyrelsen om fritagelse/udskydelse af kontingent i et kvartal for helt nye medlemmer. Intentionen er hermed at få nye medlemmer gjort aktive med ratingtal i klub- og holdskak fra start, og håbet er naturligvis, at dette kan være med til at fastholde de nye en hel sæson og gerne mere til. Dette kræver, at vi bliver ved at være en aktiv skakklub, og at vi bliver ved at modtage de nye, så godt som jeg synes vi gør nu.

Vi starter med byturnering her i august og september, og så klubturnering med start 13.september. Vi holder også den første GP-turnering lørdag d. 17.september.

1 Comment

  1. Bjarne Sønderstrup

    Generalforsamlingen blev afholdt med ca. 20 fremmødte. Kim Houlberg ledte slagets gang “as every year”. Formand og kasserer aflagde beretninger, som blev godkendt uden sværdslag. Der var genvalg til formand Bjarne Sønderstrup og to bestyrelsesposter ved Sune Kovshøj og Kim Pors. Ligeledes til revisorerne Normann Hansen og Anders Rasmussen. Og til det vanskelige valg af reviorsuppleant valgtes Anders Faurskov.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights