Fredag 22/4 var vi fire musketerer fra Aalborg Skakforening, der drog sydpå for at spille Nordres Bededagsturnering i Århus (jeg skriver med bolle-å, -vi må da have patent på dobbelt-a her i 9000, -eller hva?). Mig selv (først!), Peter Lysberg, Kurt og H.P undte os selv en skakdag, og så kunne det jo være meget sjovt at deltage i den legendariske turnering, nu hvor lejligheden bød sig. De andre hold stillede op med ‘mærkelige navne’, men paradoksalt nok, så syntes alle andre, at Aalborg Skakforening var et underligt navn! Vi havde ingen forhåbninger om at kunne blande os i nogen topstrid, især da vi så hvorledes andre hold stillede op. I første runde mødte jeg således vores gamle førstebræt Nicolai, og jeg blev da også trillet ud af brættet ligesom mine holdkammerater. Sidenhen fik vi da også spillet os op, og det lykkedes endda at vinde en kamp 4-0, eller 12-0, da vi spillede efter 3-points-systemet. I sidste runde skulle vi spille mod ‘Confuse a Cat Ltd’ og vi regnede absolut ikke med at, der var noget at spille for. Ved et kig på stillingen i vores præmiegruppe (< 2000), så havde vi 31 points ligesom vore modstandere, der dog på papiret var stærkere end os. Bagefter lå Fur med 30 points men de skulle møde gruppens lavest ratede hold. Min modstander satte hurtigt en officer i slag og gav op næsten inden vi var kommet i gang. På de øvrige brætter så det fornuftigt ud. Kurt udspillede sin modstander og vandt sikkert og Peter førte med en bonde. Da Hans Peter fik gang i et nydeligt gennembrud så det således ud til at vi kunne få præmie med hjem. Fur havde ‘kun’ vundet med 9-0, og vi skulle derfor ‘kun’ have en gevinst mere. Peter tabte desværre, men værre var det, at da H.P. skulle til at snøre sækken, så lavede han den klassiske fejl med ikke at sidde på fingrene. Pludselig stod han overfor udækkelig mat, og så smuttede Fur forbi os i slutstillingen. Ak og øv,øv! Jeg tror nok at HP blev træt af formandens mobning resten af turen hjem. Undskyld for det! Der var selvfølgelig mange andre steder hvor vi kunne have sikret os 3 points mere end de 37 vi fik. Men vi fik det vi kom efter. En hyggelig dag med en masse spændende skak.