Til marts er der mulighed for to særdeles spektakulære skakoplevelser i London. Først og fremmest afholdes verdensskakforbundet FIDEs kandidatturnering, hvor 8 af verdens absolut bedste skakspillere mødes i en dobbeltrundeturnering. Vinderen af turneringen opnår retten til at udfordre Viswanathan Anand i en VM-match til efteråret. Turneringen bliver den til dato stærkeste i skakhistorien, og deltagerfeltet omfatter blandt andet de fire spillere på verdensranglisten, der netop nu har højest rating: Magnus Carlsen (2861), Vladimir Kramnik (2810), Levon Aronian (2802) og Teimour Radjabov (2793). Turneringen spilles i centrum af London på Savoy Place fra den 14. marts til d. 1. april.
For det andet er der i London mulighed for at opleve én af de nyeste trends indenfor skakkens verden: skakboksning, som er kombinationen af den ædleste kampsport – boksningen – og den ultimative tankesport – skakken! Skakboksning er et enormt hit i England. Det er, som briterne selv siger: ’Brain Versus Pain’. 11 runder med skak – boksning – skak – boksning – … indtil den ene spiller enten er mat eller knockouted! Lørdag aften d. 23. marts er der på spillestedet Scala i London sæsonpremiere i skakboksning, og man får chancen for at opleve blandt andre: Andy “The Rock” Costello (UK) mod Luke Kirby (UK) samt Pawel Gulik (Pol) mod Tim Bendfeldt (Ger).
Et par medlemmer i Aalborg Skakforening arbejder seriøst på at tage til London som skakturister i en forlænget weekend for at opleve disse to arrangementer, og vi vil meget gerne have flere af jer med! Så hvis du alligevel ikke skal spille med i Påsketurneringen i Helsingør, så overvej lige følgende:
Forventet rejsetidspunkt:
Fra fredag d. 22. marts til mandag d. 25. marts (mandag er den første dag i skolernes påskeferie).
Eksempel på program:
Fredag d. 22/3:
Eftermiddag: fly AAL-CPH-LGW; Aften: London by Night
Lørdag d. 23/3:
Formiddag + eftermiddag: Kandidatturneringen 7. runde på Savoy Place; Aften: Chessboxing i Scala
Søndag d. 24/3:
Formiddag + eftermiddag: Kandidatturneringen 8. runde på Savoy Place; Aften: Skakturister på fri fod
Mandag 25/3:
Morgen: fly LWG-CPH-AAL
Forventet prisleje:
Det er nok lidt svært at sige, men det kommer formentlig til at koste knap 5000 kroner for flybilletter + 3 nætter på hotel. Dertil kommer lokaltransport, mad og skaksouvenirs!
Vil du med?
Hvis du er interesseret i at være med på en klubudflugt til London, så send en mail til Mads Leth (lethmads@gmail.com) eller svar på dette indlæg så hurtigt som muligt og senest tirsdag d. 5. februar, da flybilletter op til påskeferien jo hurtigt stiger i pris!
Vil blot gøre opmærksom på, at Norwegian har direkte fly Aalborg-London Gatwick på tirsdage, torsdage og søndage. Kan i tage afsted torsdag d. 21. og hjem tirsdag d. 26 er den aktuelle dagspris “kun” små 1600 dkr tur/retur. Og rejsetiden knap 2 timer!
Ja jeg har kun tre timer engelsk i skolen fredag, som jeg kan tage fri for og mon ikke jeg får mig de engelsk lektioner på anden vis på turen. Så det er okay for mig.
Er der nogen , der vil med til DM ?
Hej Søren.
Ja, jeg h a r allerede meldt mig til Senior-DM i Øbro fra den 8.-4. til den 14.-4, og synes det ville være fedt om flere Ålborg -spillere deltog. Men er du gammel nok, Søren? Husk, man skal være født før 1.januar 1954 for at kunne deltage!
Nå, spøg til side: gid vi begge får følgeskab af klubkammerater, og begge repræsenterer klubben på bedste vis!
Carl Johan
Har lige skrevet med Peter Heine. Han er i London fra den 12, og har selv om der er meget travlt backstage i forbindelse med en så stor skakturnering, skrevet at om det er muligt, vil Peter godt mødes med Aalborgfolkene/ andre danske tilskuere. Det kræver, at det bliver planlagt, og med forståelse for, at tingene kan udvikle sig, så afbud/ændringer kan forekomme. Men som Peter meget humoristisk og sikkert også realistisk fremfører, så klarer Magnus sig sikkert bedst alene, om ikke andet når han først sidder foran brikkerne.
Hej alle
Her er en fin optaktsartikel forud for kandidatturneringen i London fra The Guardian – eksklusivt interveiw med Magnus Carlsen.
Læs mere på: http://www.guardian.co.uk/sport/2013/mar/10/chess-magnus-carlsen-world-title
M.v.h.
Arne
I morgen starter kandidatturneringen i London.
Der spilles fra den 15. marts til den 1. april. Den 18., 22., 26. & 30. marts er fridage. Partierne starter kl. 14.00 engelsk tid, hvilket vil sige kl. 15.00 dansk tid.
http://www.worldchess.com er turneringens hjemmeside, hvor det ikke pt ser ud som om, man kan følge partierne. Men ellers er der vist følgende adresse http://london2013.fide.com/, der vist også er et officielt site for begivenheden – med andre ord: som sædvanligt roder FIDE rundt, men sådan er det vel, når man har valgt en bedrager og morder til præsident for FIDE.
På hjemmesiden http://chess-news.ru har de en afstemning om hvem man holder med/støtter i kandidaturneringen. Her er det interessante foreløbige resultat:
Магнусу Карлсену (Carlsen): 22.09% (235 Votes)
Левону Ароняну (Aronian): 21.62% (230 Votes)
Владимиру Крамнику (Kramnik): 10.24% (109 Votes)
Теймуру Раджабову (Radjabov): 5.17% (55 Votes)
Александру Грищуку (Grischuk): 13.91% (148 Votes)
Василию Иванчуку (Ivanchuk): 17.58% (187 Votes)
Петру Свидлеру (Svidler): 4.61% (49 Votes)
Борису Гельфанду (Gelfand): 4.79% (51 Votes)
Total Votes: 1064
At Carlsen kan være den mest populære spiller på et russisk website er imponerende, også selvom sitet er i en engelskudgave ud over den russiske. At den næst mest populære er armenier gør det ikke mindre tankevækkende.
http://chessbomb.com er et godt sted at følge partierne.
…takker. Girafferne kan ses udmærket live på: http://new.livestream.com/WorldChess.