Jeg er blevet opfordret til at vise lidt partistof fra klubturneringen, så det vil jeg hermed gøre.
Første runde bød på et glædeligt gensyn med min gamle ven fra Alliancen Torben Winkler. Da Alliancen blev nedlagt omkring årtusindskiftet begyndte Torben at spille i Vejgård, mens jeg startede op i Aalborg skakforening. Da Vejgård skakklub lukkede, blev vi så genforenet som klubkammerater.
Vi har ikke spillet et turneringsparti i over 15 år, men som jeg husker det , spillede vi altid temmelig skarpe åbninger med spanske partier ( Marshall /afslået Marshall ) med Torben som hvid , og Siciliansk med mig som hvid. Da jeg kom til Alliancen blev jeg meget inspireret af vores formand Kaj Christensen, en dygtig taktiker og mesterspiller, som spillede en del gambitvarianter i åbningen.
Siden har jeg dog justeret åbningsrepertoiret og spiller Philidor mod e4. En undervurderet og ikke så tit spillet åbning. En ulv i fåreklæder, som er parat til at kaste sig over hvid, hvis han ikke forvalter sin rumlige fordel ordentligt. Der er masser af finesser og modstød i Philidor, og selvom sort starter ydmygt op, får man ofte nogle dejlige hundeslagsmål senere i partiet.
I 5.runde skulle jeg spille mod Per Jacobsen. Per spiller jo sine 1. b3 systemer, som jeg ikke kender meget til hverken fra åbningsstudier eller praktisk spil. Jeg besluttede mig for at imødegå systemet med en stonewallopstilling og ellers gøre spillet så taktisk som muligt.