Med kun en runde tilbage i klubturneringen ligger tre spillere side om side i spidsen med 6/8: Sune Kovshøj, Bo Torpegaard og Bjarne Sønderstrup, og forårets klubmester skal med stor sandsynlighed findes i dette trekløver. I princippet kan de tre nærmeste forfølgere: Michael Øe, Mads Leth og Karl Henrik Laursen  – alle med 5,5/8 – også nå at fremtvinge en omkamp om mesterskabet, men det kræver, at de øvrige resultater flasker sig.

Bjarne har været klubmester 5 gange før (1980, 1981, 1985, 2004 og 2011), men for både Sunes og Bos vedkommende er det første gang, de spiller med helt fremme i front i kampen om klubmesterskabet. I sidste runde på tirsdag spiller de førende efter følgende plan: Bjarne Sønderstrup – Bo Torpegaard, Mads Leth – Sune Kovshøj, Carl Johan Andersen (4,5/8) – Michael Øe, Søren Andersen (5/8) – Karl Henrik Laursen. I tilfælde af pointlighed på førstepladsen skal klubmesterskabet afgøres via omkamp i løbet af tirsdagene i maj måned.

Øvrige placeringer afgøres ved pointlighed efter korrektion. Første korrektion er såkaldt ‘Buchholz-korrektion’ (summen af de point, som de 9 modstandere, man har haft, har fået) og anden korrektion er ‘Progress-korrektion’ (hvor spillere, der har opnået sejre i de tidlige runder får en fordel).

Ud over præmier til de øverste spillere sammenlagt, vil der være rating-præmier i følgende kategorier:

  • Bedste spiller(e) under 1900 (blå rundekort)
  • Bedste spiller(e) under 1600 (beige-farvede rundekort)
  • Bedste spiller(e) under 1300 (grønne rundekort)

Se turneringstabellen med foreløbig korrektionsberegning og inddeling i ratinggrupper her.

Vel mødt på tirsdag d. 29/4 kl. 19 til sidste runde i denne sæson!

 

6 Comments

  1. Det lader til at blive en spændende afslutning på årets klubmesterskab:-). Nu var det undertegnede selv, der foreslog at ændre klubmesterskabs systemet. Men jeg vil da i al beskedenhed tillade mig at påpege at – med de overraskende enkelt resultater (og to nye spillere helt i front) in mente – er intentionerne med øget konkurrence og nye udfordringer for medlemmerne opfyldt.

    Det har måske ikke været så sjovt for førsteholdsspillere at afgive hele og halve point til lavere rangerende medlemmer, men husk: adel forpligter. Man bør altid være parat til at stille ens position (læs: rating og status) på spil og forsvare disse.

    Jeg kunne desværre ikke selv deltage, men forventer til efteråret at stille op i klubmesterskaberne og til holdskak, da jeg nu er helt rask igen/ ole

    1. Jan Peter Lysberg

      Hej Ole !
      Godt at læse, at du er rask og ved godt mod.
      Jeg var også meget tæt på at deltage i dette forår; Men grundet private forhold, blev det alligevel ikke til noget.
      Turneringsformen har både fordele og ulemper.
      Startende med det sidste: Det giver for lidt træning i forhold til holdskak ( div ) Og ved mange afbud, er systemet problematisk.
      Fordelene er lige så klare: Det giver bedre sammenhængskraft i klubben, og det bryder mønsteret med, at vi bare møder de samme og de samme. Gælder selvfølgelig mest for dem, der kun spiller klubturnering.
      Men ( vi ) kom i træning i efteråret, og der har ikke være overdrevet mange afbud i foråret, så det er mit indtryk, at turneringsformen har været en succes. At der spilles to forskellige former for turnering over sæsonen, giver også bedre mening, når vi nu kårer to klubmestre. Det er således min opfordring til bestyrelsen, at vi næste år gør det samme.

      1. Godt med lidt debat om turneringsformen. Jeg regner med, at vi i fællesskab på generalforsamlingen i slutningen af maj skal beslutte os for, hvad vi gør i den kommende sæson. Jeg er meget enig i jeres synspunkter: systemet har både store fordele og alvorlige ulemper, men det har vores traditionelle 8-mands grupper jo også 🙂

        Efter min mening er det yderst vigtigt, at lidt flere af klubbens medlemmer fremover får lyst til at spille med i klubturneringen, hvad enten den afvikles som ‘åben schweizer’ eller ‘alle mod alle’. Vi er suverænt hovedkredsens største klub nu med over 80 medlemmer, 7 hold og ca. 45 holdspillere (inkl. reserver), men hvis man kigger på antal deltagere hovedkredsens klubturneringer i sæsonen 2013/14, imponerer vi ikke rigtigt: Skørping (42 spillere), Nørresundby (26 spillere), Aars/Nibe (24 spillere) og Aalborg (28 spillere).

      2. Ja turneringen har haft den fordel at vi alle har mødt nye spillere.
        Men man kan ikke ignorere at ratingsystemet er en udfordring, rating fungere bedst hvis spillerne er nogenlunde jævnbyrdige.
        Med en ratngforskel på 400, kan man gå ind i en tabel og se det svarer til en forventet score på 0,92-0,08. Det virker bare lidt absurd i praktisk spil. Og hvis halvdelen af ens partier er på de betingelser, betyder det at nogle spillere får grotesk høje forventede score.
        Hvis eksperimentet gentages næste forår, mener jeg vi skal overveje at dele i to grupper. Og måske nøjes med 7 runder, jeg synes det har været lidt hårdt med 9 aftenkampe på ret kort tid.
        ps: Jeg er uenig med Ole K: Der er ingen der er forpligtet til at spille klubturnering. Om folk ønsker at stille deres position, point, penge, mm på spil, det må hver enkelt afgøre med sig selv.

        1. Morten Thor Rasmussen

          Jeg kan godt følge opdelingen i to grupper, men så ryger lidt af ideen med at lade, i meget overdreven formulering, manden på gulvet udfordre kejseren. Jeg kan rigtig godt lide muligheden for at en på 1100 kommer op mod en på 1900, og ville også selv gerne have haft den mulighed oftere. Der er i min optik ikke nogen nem vej rundt om det, men jeg nyder nu engang disse schweizerturneringer… dog mindre end jeg gjorde da jeg selv var den lavest-ratede 😉

  2. John har helt ret i at rating forskellen grundet den lave deltagelse i klubturneringen er det store problem i turneringsformen. Bl.a. Mads har her på hjemmesiden været inde på det samme. På turneringstavlen falder meget høje forventede scorer også i øjnene.

    Johns forslag med at dele i 2 grupper er nok det rigtige. Hvis det meldes ud i god tid, så kan det måske også få flere af første og andet holds spillere til at deltage.

    John, du misforstår lidt hvad jeg mente med “adel forpligter” (kommunikation er svært). Jeg har stor respekt for at arbejde, studie og familiære forpligtelser må gå forud for fritidsinteressen skak. Jeg er selv en af dem, der i lange perioder ikke har kunnet finde tid til skakken.

    Med venlig hilsen
    Ole

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights