Showing: 61 - 69 of 69 RESULTS

Sæsonstart i divisionsturneringen

Søndag kl. 12 er der 2. divisionsskak på Strandvejen. Aalborg 1 møder Aalborg 2, der jo er nyoprykker. Andetholdet får sikkert en svær sæson. Men holdet vil helt sikkert kæmpe for at holde sig fri af de nederste pladser.

Anderledes ser det ud for førsteholdet. Holdet må dog denne sæson se bort fra Torben Hjort. Alligevel er det et godt homogent hold. Alle på holdet har ratingtal mellem 2005 og 2074. Med lidt tur i den, må holdet slutte i toppen sammen med Randers og Holstebro. Vestjyderne har Peter Heine på holdkortet. Hvor mange partier mon han spiller? Får Jørgen Gustav og Jørn Bach fornøjelsen af stormesteren de to sidste runder?

Vel mødt til en spændende match og sæson.

Holdstatistik 2011/12

Holdstatistik for Aalborg Skakforenings spillere i sæsonen 2011/12:

Bedste procentuelle score:

1. Thomas Høj Jensen: 100% (7/7)

2. René Rasmussen: 100% (6/6)

3. Søren Mikkel Andersen: 86% (6/7)

4. Jens Johan Christensen: 86% (6/7)

5. Martin Fredsted Nielsen: 83% (2½/3)

 

Mest over forventet score:

1. Thomas Høj Jensen: +2,59

2. Emil Sønderstrup: +2,48

3. Uffe Kristensen: +1,61

4. René Rasmussen: +1,56

5. Søren Mikkel Andersen: +1,38

Mest benyttede spiller:

1. Jacob Würtz: 11 partier

2. Jan Peter Lysberg: 8 partier

3. Per Jacobsen: 8 partier

 

I alt benyttede klubben 44 spillere i sæsonen. Den samlede statistik for sæsonen kan ses i regnearket her: Holdstatistik-2011-12

Søren Andersen parti

Søren Andersensen vandt følgende parti mod Nordre.
Find kombinationen – hvid trækker ved træk 13

Afslutning på holdturnering

I den kommende uge afsluttes hovedkredsens holdturnering, og de seks ikke-divisionshold, som klubben har, skal alle i aktion på hjemmebane tirsdag aften.

I Mesterrækken lugter det for alvor af ’oprykning’ til 2. division for klubbens 2. hold, men afslutningen kan nu alligevel godt gå hen og blive ret spændende. Stillingen i toppen er:

1. Aalborg 2: 26 point

2. Nørresundby 2: 24 point

3. Skørping 1: 23½ point

4. Aalborg 3: 22½ point

De fire tophold har alle teoretisk set mulighed for at sikre sig oprykningspladsen, og de mødes indbyrdes i sidste runde! Oprykning kræver dog et mindre mirakel for Aalborg 3’s vedkommende, idet holdet skal besejre Nørresundby 2 med mindst 5½ – ½ samtidig med, at Aalborg 2 skal tabe med præcis 1½ – 4½ til Skørping 1. Men mon ikke Aalborg 2 selv klarer paragrafferne mod Skørping 1? Værd at bemærke i sammenhængen er også, at Aalborg 3 på intet tidspunkt i holdturneringen har scoret mindre end 2½ point i en kamp. Hvis holdet kan fortsætte den gode tendens mod Nørresundby 2, kan Aalborg 2 tåle at tabe med 2-4 til Skørping 1 og stadig sikre sig førstepladsen!?

Lige under midten ligger Aalborg 4 på 5.pladsen med 18½ point og er sikre på forbliven i Mesterrækken selv med et 0-6 nederlag i sidste runde mod Sæby. Godt gået!

 

I A-rækken kan de tre tophold sikre sig oprykning til næste sæsons Mesterrække, men også nedrykningskampen er yderst intens og med Aalborg-involvering. Stillingen er:

1. Aars/Nibe 2: 16 point

2. Nørresundby 3: 15 point

3. Aalborg 5: 14 point

4. Aalborg 7: 11 point

5. Aars/Nibe 3: 10½ point

6. Hobro: 10½ point

7. Skørping 3: 9½ point

8. Aalborg 6: 9½ point

 

Sidste runde spilles efter planen: Aalborg 6 – Aars/Nibe 2; Aalborg 7 – Nørresundby 3; Aalborg 5 – Hobro; Aars/Nibe 3 – Skørping 3.

Hvis Aalborg 5 skal sikre sig oprykning uden omkamp kræver det, at holdet får 2½ point mere end Aars/Nibe 2 samt 1½ point mere end Nørresundby 3. Det lyder måske ikke særlig sandsynligt, men eftersom de to oprykningsrivaler begge møder Aalborg-hold, kan alt jo ske. Aalborg 6 har i hvert fald brug for en sejr over topholdet for at være sikre på forbliven i rækken.

Hvis vi kaster et blik på individuelle præstationer, er der før sidste runde to spillere, der har scoret maksimum: Thomas Høj Jensen med 6/6 (på Aalborg 4 og Aalborg 2) samt René Rasmussen med 5/5 på Aalborg 2. Med hensyn til score har også to spillere scoret mere end 2 point over forventet: Thomas Høj Jensen ligger på +2,53 og Emil Sønderstrup (på Aalborg 7 og Aalborg 3) har scoret 2,12 over forventet. I denne sammenhæng skal naturligvis også nævnes Søren Andersen, der på divisionsholdet endte med at score 6/7 med kandidatresultat til følge.

Alle kampene i hovedkredsturneringen starter på tirsdag kl. 19.30 og der bliver masser af brug for stamspillere, reserver og tilskueropbakning!

Et ærgerligt nul

Jørn Bach Hansen skriver følgende om sit nederlag i søndagens førsteholdskamp mod Nordre 2:

 

Borup, Mads – Hansen, Jørn Bach. 6. bræt, 2. division 4/3/2012.

Hvid slap bedst fra åbningen og havde klart det mest bekvemme spil, mens de sorte brikker måtte igennem besværlige manøvrer på alt for lidt plads. Efter et bondeoffer fik jeg imidlertid startet et sortfeltet angreb på den hvide kongestilling, og som jeg fortalte de undrende tilhørere i bilen hjem, havde jeg faktisk regnet med at vinde partiet – og ikke uden grund!

 Stillingen før sorts 32. træk:

Nordre 2 – Aalborg

På vinderkurs igen…

I søndagens udebanekamp vandt førsteholdet 4½-3½ over Holstebro. På papiret var der lagt op til en jævnbyrdig match med os som svage favoritter. Ratingtallene forudsagde således os til at vinde med næsten samme cifre, selvom det på en god dag kunne være blevet 6-2 og på en dårlig dag til et nederlag 3½-4½.

Første mand færdig var Søren, som tabte på tid (!!??) i en fordelagtig stilling. Virkelig ærgerligt, når nu Søren med 5 af 5 netop havde sikret sig et kandidatresultat (tillykke med det!), og så havde en fin chance for at fuldbyrde en eminent præstation. Dernæst udlignede jeg selv, da jeg i en lige stilling effektivt udnyttede en grov fejl fra Erling Høibergs side. Dejligt at føle sejrens sødme igen, selv om den kom lidt nemt denne gang. Torben kom halvt (!)på tavlen ved at acceptere Thomas Jepsens remistilbud. Thomas havde behørig respekt for Torben fra barndomstiden i netop Holstebro, og Torben tog klogelig imod tilbuddet for at slette det grimme 0 på den hidtidige resultattavle. Jørgen tabte desværre en trist stilling mod Peter Husted, hvor det aldrig lykkedes Jørgen at komme ind i kampen. Peter udlignede derefter på 8.bræt (reserve for Kim). For mig at se var det en typisk sikker Peter-sejr i Caro-Kann, hvor hvid ikke for alvor kom til vaflerne. Så var der tre partier tilbage. Jørn stod bedst, John næstbedst og Finns parti kunne blive hvad det skulle være. Jørn kørte dog et uligefarvet løberslutspil med to bønder sikkert i hus. Og minsandten om ikke John kæmpede et svært springerslutspil mod den netop nykårede seniordanmarksmester, Poul Erik Nielsen, til remis med det yderste af neglene. Bravo. Tilbage stod en sindsoprivende afslutning i Finns parti. Finn havde tidligt smart vundet en bonde og kvalitet, og jeg troede således, at Finn skulle blive først færdig. Men sort fik spillet sig godt op og vandt et par bønder, og Finn måtte forsvare sig gennem længere tid. I slutspillet fik Finn chancer igen med tårn- og krydsskakker en masse. Spillerne selv og uglerne kunne efterhånden ikke finde ud af, hvem der stod bedst og ville vinde. Til sidst var begge spillere temmelig groggy, om end de store brølere ikke indtraf, og derfor tog de remissen ved evigskak inden afgørelsen ville blive alt for tilfældig.

Nu ligger vi på en 5.plads med 27½ points, men læg mærke til, at der kun er 1 point op til 2.pladsen, idet hele 4 hold ligger i en klump. Matchningen i sidste runde giver dog håb om avancement, idet vi skal møde Nordre, som ligger nr. 6, mens de fire hold ovenover skal møde hinanden. Sidste runde spilles 4/3 i Aars.

Førsteholdet ned på jorden igen

I søndagens topopgør i 2.division mod SK 1968 II, tabte vore elitetropper med 3-5. Det så ellers lovende ud, da vi hurtigt kom foran 2-0. Jørns modstander på 8.bræt tabte (“ofrede”?) en officer, der hurtigt blev til to, hvorefter Jørn sikkert kørte pointet i hus. Sørens modstander overså i en meget skarp stilling en mat i to, og så var det bal lissom forbi. Men så var det også slut med gaverne. Kun to remisser fik vi ud af resten. Jørgen på 2.bræt efter lidt “kamp”, mens John fint forsvarede en lidt vanskelig stilling. At Torben og Finn begge skulle tabe, var dog en hård skæbne. Torben vandt en bonde, men tabte (unødvendigt?) en kvalitet. Finn spillede på angreb og afslog -velbegrundet- remistilbud, men byttede desværre om på trækkene og sad så tilbage med en kvalitet for lidt. Jeg selv udlignede vel nok efter åbningsspillet, trods lidt passiv opstilling, men fejlede så straks, hvilket kostede en kvalitet og partiet. Sidst sad Kim så tilbage og blev pint i et slutspil med dårlig løber mod god springer. Det blev spillet helt ud, således at vi blev “forskånet” for en spændende håndboldfinale i TV. Tak for det! Heldigvis hørte vi resultatet på vej hjem i bilen, – og det gik jo som bekendt meget godt!

Nu er 1.pladsen definitivt ude af sigte. Til gengæld kan vi glæde os over Sørens flotte 5 af 5, og så har vi stadigvæk en 2.plads at slås for. Næste runde 19/2 skal vi på langfart til Holstebro.

Verified by MonsterInsights