Tirsdag d. 7/1 fra kl. 19 afholdes den første klubaften i 2014 og der bliver masser af mulighed for at spille skak og kigge på gode partier. Først og fremmest spiller Søren Andersen og Michael Øe kl. 19 det andet omkampsparti om klubmesterskabet for efteråret 2013. Søren har de hvide brikker og fører 1-0 efter 1. parti, der blev afviklet før jul.
Desuden er der, som Preben har beskrevet i sit indlæg, mulighed for at følge klubbens 3. og 4. hold i to spændende opgør i Mesterrækken mod henholdsvis Skørping 1 og Aars/Nibe 1. Begge opgør starter kl. 19.30.
Husk også at melde dig til forårets klubturnering, der starter tirsdag d. 14/1 kl. 19. Tilmelding kan ske på linket her eller ved at skrive dig på sedlen i klubben i morgen. Pt. er der 25 tilmeldte spillere, men der er plads til mange flere! Hvis du har mod på at løse quizzer, kan du evt. vinde gratis deltagelse i klubturneringen ved at indsende en løsning på årets nytårs-quiz.
Og endelig gør hjemmesideredaktionen også opmærksom på, at der lørdag d. 18/1 afholdes nytårskur med lynskak, god mad og live-transmission fra superskakturneringen Tata Steel Chess 2014. Alle er velkommen!
Hovedkredsens holdturnering blev ramt af en del aflysninger i 1. runde pga voldsomt vejr. Desuden har hovedkredsens hold-hjemmeside også været “lagt ned” i store dele af efteråret.
Det har således været svært at danne sig et overblik over resultater, og ikke mindst stillingen i de forskellige rækker. Men ugen før jul blev de sidste kampe fra 1. runde afviklet, og hjemmesiden er nogenlunde kørende.
Efter 3. runde er det svært at udpege en oprykningsfavorit i mesterrækken.
Nørresundby 2 faldt dog lidt fra, da holdet tabte den udsatte match mod Skørping klart. Som det ser ud lige nu tegner det til et opgør mellem netop Skørping, Aars/Nibe og Aalborg 3 om den enlige oprykningsplads. Hans Engens hold mangler dog stadig alle topholdene, og spændende bliver det, når holdet den kommende tirsdag får besøg af netop Skørping.
Samtidig spiller Aalborg 4, der har skuffet en del og ligger placeret på 7. pladsen, hjemme mod Aars/Nibe1. Men holdet har i tidligere sæsoner overrasket positivt mod topholdene.
Topstilling i mesterrækken inden 4. runde:
1. Aalborg 3 14 point
2. Skørping 1 13,5 point
3. Aars/Nibe1 11,5 point
4. Nr.Sundby2 9,5 point
Tre Aalborg-hold deltager i A-rækken. Her har et forstærket Hobro-hold taget teten, fulgt af Aalborg 5. Disse to hold mødes i et ægte topopgør den kommende uge. Per Jacobsens 6. hold har skuffet indtil videre med en 6. plads og beskedne 4 point, mens 7. holdet med Poul Davidsen&co har gjort det fint med 6 point (50%) og en placering som 5.
Denne sæson er der to nedrykkere fra A-rækken, idet der er to B grupper.
Topstilling:
1. Hobro 9,5 point
2. Aalborg 5 8,5 point
3. Skørping 3 7,5 point
Der startes hårdt op i det nye år med fuldt program den kommende uge:
I disse dage spilles den traditionelle nytårsturnering i Skakforeningen Øbro. Toppartierne fra turneringen, der løber over 7 runder kan følges LIVE her. Fra Aalborg Skakforening deltager Søren Andersen og Ellen Kakulidis. Per Andreassen fra Nørresundby spiller også med.
Skakunionens rating-kartoteksfører har ajourført og korrigeret ratingtal på baggrund af resultaterne i efterårets klubturnering. Det ser ud som følger:
(Nye ratingtal med forbehold) Partierne: Thor Rasmussen – Mads Leth, Thor Rasmussen – Bo Torpegaard er ikke spillet og rates ikke men de tæller med i resultatet. Partiet: Thor Rasmussen – Johan Holmström (1-0) er spillet og rates, men indgår ikke i resultatberegningen.
Med ønsket om en glædelig jul og et godt og ratingindbringende nytår bringer hjemmesiden her årets JULE- og NYTÅRS-quiz 2014.
Konkurrencen indeholder 18 spørgsmål. Svar på så mange af spørgsmålene som muligt og send dit bud pr. mail til hjemmesidens redaktion: lethmads@gmail.com senest den 12. januar 2014. Vi trækker lod blandt de bedste af de indsendte løsninger om gratis deltagelse i forårets klubturnering. Nytårsquizzen kan du læse herunder, eller den kan hentes som pdf her: Nytårsquiz 2014
Udover at løse quizzen, øve åbningsteori og spise dig tyk og fed i julemad, skal du også huske at melde dig til skakklubbens Nytårskur, der afholdes lørdag d. 18. januar 2014 og forårets klubturnering, der starter tirsdag d. 14. januar 2014.
God fornøjelse og rigtig glædelig jul og godt nytår!
———-
Klubmestre og verdensmestre
10-dobbelt klubmester
Spilleren på billedet er den skakspiller, der er indehaver af flest klubmesterskaber i Aalborg Skakforening. I perioden fra 1938 og frem til efterkrigstiden, hvor han emigrerede til Canada, vandt han hele 10 mesterskaber – heraf 7 af dem på stribe!
1) Hvad er hans navn?
Han var også med på det danske skak-landshold over flere omgange – blandt andet ved skakolympiaderne i 1936 i München og i 1939 i Buenos Aires. Ved den sidstnævnte lejlighed spillede han 19 partier og opnåede en score på 39,5 % på 3. bræt. Det bedste parti, som Aalborg-spilleren vandt ved den lejlighed, spillede han i matchen mod de senere vindere af OL-turneringen fra Tyskland. Den tyske modstander i partiet har samme efternavn som en kendt tysk tennisspiller, der har samme fornavn som en tidligere verdensmester i skak.
2) Hvilken eksverdensmester?
På trods af Aalborg-spillerens hæderlige score på 3. bræt, endte det danske landshold på sidstepladsen i A-finalen ved det pågældende OL. Blandt andet indkasserede danskerne et 0-4 nederlag til en nation, der havde den daværende verdensmester på holdet.
3) Hvilken nation?
4) Hvilken daværende verdensmester?
Et sidste pudsigt navnesammenfald: Vor 10-dobbelte klubmester har et lidt specielt mellemnavn, som faktisk er det samme mellemnavn som en anden klubmester i Aalborg Skakforening.
5) Hvilken anden klubmester er det?
Skørping, troldmænd og slutspil
Til påske arrangerer Aalborg Skakforening som bekendt Skak-DM i Rebild sammen med Skørping Skakklub. Aalborg fejrer 125 års jubilæum, og Skørping Skakklub bliver…
6) Ja, hvor mange år bliver Skørping Skakklub egentlig i 2014?
Rent faktisk eksisterede Skørping Skakklub allerede endnu tidligere i en 9 års periode fra 1915 til 1924, hvor klubben blev nedlagt pga. uoverensstemmelser omkring, hvilket forbund man skulle være medlem af. Skulle det være Dansk Skak Union eller …?
7) Hvilket andet forbund?
I dag går det heldigvis godt i Skørping Skakklub, som er den næststørste i Nordjylland med mere end 50 medlemmer. På holdskakfronten klarer Skørping sig også fint, og 1. holdet har spillet med i Divisionsturneringen.
8) I hvilken sæson havde Skørping sidst et divisionshold?
Troldmanden fra Skørping tryller
I Skørping Skakklub har de som bekendt også deres egen Troldmand i form af Niels Christian Davidsen. I stillingen til højre tryller han ved brættet med sort i Løvfaldsturneringen. Hvid truer med 50. Db8 og mat i næste træk, men det er Troldmandens tur først:
9) Hvad er sorts bedste træk i stillingen ovenfor: 49…?
10) Og hvad svarer Sort, hvis Hvid spiller 50. Db8 med truslen om mat på h8?
Troldmanden fra Skørping har for øvrigt vundet klubmesterskabet dernede hele 19 gange. Første mesterskab til Davidsen er helt tilbage i 1972-73, hvor han scorede 75 %. 1972 var også året, hvor en anden troldmand – nemlig Troldmanden fra Riga – Mihail Tal – vandt Sovjetmesterskabet med en score på næsten 75 % (9 sejre, 12 remiser, 0 nederlag). Michail Tal er mest kendt for sit fantastiske angrebsspil, men han kunne nu også trylle i slutspil. Ved det pågældende Sovjetmesterskab vandt Tal i 97 træk over Valery Zhidkov i et slutspil med K+T mod K+L:
Tal – Zhidkov, Sovjetmesterskabet 1972. Sort, der er i trækket opgav i denne stilling. Der er intet forsvar mod mat i h-linjen.
Ofte har man dog gode remis-chancer, hvis man havner i et K+L mod K+T slutspil.
11) Beskriv, hvad den bedste forsvars-taktik går ud på, hvis man vil opnå remisen.
Magnus Carlsen
Ingen skakquiz anno 2013-14 uden Magnus Carlsen. På fotoet her, der stammer fra Politiken Cup 2003, spiller en 12-årig Magnus Carlsen (FM) med et ELO på 2385. Carlsen scorede sin første IM-norm i den turnering, og året efter, i 2004, deltog han også i Politiken Cup, men denne gang var hans rating steget med næsten 200 på kun et år, og han var i mellemtiden blevet stormester som 13-årig. Han er dog ikke den yngste stormester i skakhistorien.
Magnus Carlsen – Politiken Cup 2003
12) Hvem er egentlig skakhistoriens yngste stormester?
Magnus Carlsen kan som bekendt kalde sig verdensmester i skak nu, hvilket har bragt hele Norge på den anden ende. Danmark kan dog også bryste sig af skakverdensmestre – hele tre af slagsen.
13) Hvilke tre verdensmestre, ved hvilke mesterskaber og hvornår?
To af disse danske skak-verdensmestre har givet simultanforestillinger i Aalborg, og mindst et af klubbens medlemmer kan prale af at have besejret dem begge.
14) Hvilken Aalborg-spiller er der tale om?
Tilbage til Magnus Carlsen, som faktisk i 2006 gæstede Aalborg for at deltage i Fibertex Cup. Der var tale om en dobbeltrunde blindskak-turnering med 4 deltagere: GM Magnus Carlsen, GM Peter Heine Nielsen, IM Nicolai V. Pedersen, og…
15) Ja, hvem var den 4. og sidste deltager ved Fibertex Cup?
Peter Heine Nielsen og Magnus Carlsen ved Fibertex Cup 2006Bedste træk for Hvid?
Da Carlsen i november 2013 blev verdensmester ved at slå Anand 6½ – 3½, tabte Carlsen som udfordrer ikke et eneste parti! Det er kun sket meget få gange i skakhistorien, at en udfordrer ikke har tabt et eneste parti i en VM-match. I et af tilfældene fremkom stillingen til højre. Udfordreren (Hvid) er i trækket, og verdensmesteren (Sort) står rigtig skidt. Udfordreren finder det bedste træk i stillingen, hvorefter kampen om VM-titlen reelt er afgjort.
16) Hvad er det bedste træk for Hvid?
17) Hvad er navnet på spilleren, der har sort?
Skak og domino
Antag, at man med en domino-brik kan dække to nabofelter på et skakbræt. På denne måde er det muligt at dække alle 64 felter på brættet vha. 32 dominobrikker.
Det skamferede skakbræt
18) Hvis man nu bortskærer felterne a1 og h8, som vist på figuren herunder, og fjerner en dominobrik, er det så muligt at dække brættet fuldstændigt med de resterende 31 brikker? Hvorfor / hvorfor ikke?
Så blev de sidste partier i efterårets klubturnering færdigspillet. De endelige placeringer mm. fremgår af resultatsiden. De nye ratingtal skal tages med forbehold for kartoteksførerens godkendelse (Specielt i Basis 1 vil der forekomme justeringer pga. Johans og Thors udtræden af turneringen).
Tirsdag aften blev også det første af to omkampspartier om klubmesterskabet spillet. Her vandt Søren Andersen med sort over Michael Øe i et meget spændende parti. Søren har dermed ‘matchbold’, før det andet omkampsparti spilles med modsatte farver tirsdag d. 7. januar 2014 kl. 19.
Ellers forløb årets sidste klubaften med glögg, æbleskiver, julelynturnering og usædvanligt veltilrettelagte vittigheder og kommentarer fra såvel Formanden som Rulle-Per. Årets julelynturnering med 16 deltagere fordelt i to 8-mands grupper var præget af, at der blev givet masser af gode julegaver væk ved brætterne. Semifinalerne stod mellem Bjarne Sønderstrup – Bo Torpegaard samt Thor Rasmussen – Carl Johan Andersen. Samlet vinder af det hele blev Thor Rasmussen efter finalesejr over Bo Torpegaard. Stort tillykke til alle vindere i klubturnering og jule-lyn. Et par stemningsfotos fra aftenen (klik på fotos for at se dem i fuld størrelse):
Klubturneringens to mesterskabskandidater i tænkeboks
Michel Øe i 1. omkampsparti om klubmesterskabet
Søren Andersen – ‘Matchbold’ før returopgøret d. 7. januar
Julelyn – 1. semifinale: Sønderstrup – Torpegaard
Julelyn – 2. semifinale: Andersen – Rasmussen
To spændte lynfinalister poserer for verdenspressen
Tirsdag d. 17/12 afholdes Aalborg Skakforenings juleafslutning, hvor vi skal hygge os med glögg, æbleskiver og jule-lynskak, alt imens julesneen falder blidt, og Michael Øe og Søren Andersen sidder og sveder over det første af to omkamps-partier om klubmesterskabet. Michael har Hvid d. 17/12 og returpartiet med modsatte farver spilles tirsdag d. 7/1.
Alle er velkommen til en hyggelig aften d. 17/12 kl. 19, hvor der også er sidste mulighed for afvikling af de resterende udsatte partier.
Ifølge Anatoly Karpov i den glimrende bog ‘Verdensmestrenes miniature partier’ er miniarure partier, partier hvor den ene vinder inden for maksimum 35 træk. I samme genre, efter sin gevinst mod Allan T. Christensen skrev Carl Johan Andersen – “Jeg har sjældent følt mig så offerlysten og angrebsivrig! På dét punkt kunne nogle ´fedtspillere´(ingen nævnt, ingen glemt..!) godt lære noget! ”
Min spillestil er måske en smule anderledes end dette. Da Carl Johan og jeg måske er de der har flest partier her på klubbens hjemmeside besluttede jeg mig for at teste hans tese ved hjælp af lidt statistik fra vores sidste 5 gevinst partier postet her på siden.
Carl Johan – Rasmus Thøgersen 1-0 i 21 træk. (Holdskak)
Henrik Lunden – Carl Johan 0-1 i 29 træk (Klubturnering)
Carl Johan Andersen – Allan T. Christensen 1-0 i 35 træk (Horsens EMT)
Erik – Carl Johan – 0-1 i 26 træk (Horsens EMT)
Niels Chr. Davidsen – Carl Johan Andersen 0-1 i 19 træk (Himmerlands turneringen)
Søren – Peter Juul Pedersen 1-0 i 58 træk. (Klubturnering)
Søren – Sietske Greeuw 1-0 i 56 træk. (Politiken Cup)
Richard Farkas – Søren 0-1 i 70 træk (First Saturday)
Jesper Salomonsen – Søren 0-1 i 36 træk (Himmerlands turneringen)
Søren – Finn Winther 1-0 i 46 træk (Klubturnering)
Uden yderligere introduktion kommer hermed mit gevinstparti mod Evans’ Grabow på 75 træk:
p.s Jacob Wurtz havde under vores match en frygt for at blive fedtspiller besluttede derfor ofre sin officer for en bonde som modstander Henrik Svane gladeligt modtog og kviterede med en grimmase der passede – Alligevel lykkedes det meget imponerende for Jacob at holde remis. – Det er ok Jacob for min skyld må du meget gerne blive lidt mere fedtspiller som mig.
Vi måtte nøjes med 3 points i Vejle, men da det kun var en anelse under forventet, så var det ingen katastrofe. Lad os starte med det positive: Michael og Søren fortsatte de lovende takter fra de første to runder. Michael med de sorte brikker snød totalt sin modstander med et ‘bondeoffer’, der meget smart vandt en officer. Det blev konverteret til dronning og springer mod to tårne, og efterhånden kom pointet sikkert i hus. Søren spillede Grabow meget positionelt og vandt på fremragende vis. John spillede sikkert på førstebræt og tog forståeligt en remis mod vores tidligere medlem Carsten Bank Friis. Jacob gav (igen, igen) holdkammeraterne dårlige nerver. Remistilbud efter få træk blev forståeligt afslået, -så langt så godt. Men så satte Jacob en officer nærmest direkte i slag. Til Jacobs ros gav han ikke op, og minsandten så kom der en kvalitet tilbage lidt senere. Tårn og bonde mod to lette, og så blev det heldigvis remis alligevel. Så kan man nok regne ud at vi tabte resten. Jørn fik en vanskelig stilling og modstanderen spillede hurtigt og sikkert. Kim blev for en gangs skyld temmelig rullet af et officersoffer. Finn kom skidt ud af en sicilianer med modsatte rokader og et uligefarvet løberslutspil var desværre med et par bønder for lidt. Jeg selv havde faktisk et spændende parti i min Laskers jagtvariant. Desværre tvang jeg min modstander til et officersoffer, som jeg ikke fandt recepten imod. Fritz siger dog her bagefter, at jeg kunne have forsvaret mig og burde have vundet, – men i en variant, jeg slet ikke havde overvejet. Så fair nok at jeg tabte.
Nu har vi 11 points på 6.pladsen.