http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=24991
Tilmeld dig direkte på ovennævnte link. Så danner vi 4-mandshold. Vi forsøger at lave ét elitehold, og så ellers så mange breddehold, som der er tilmeldinger til.
http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=24991
Tilmeld dig direkte på ovennævnte link. Så danner vi 4-mandshold. Vi forsøger at lave ét elitehold, og så ellers så mange breddehold, som der er tilmeldinger til.
Ja, sådan var overskriften på en artikel i Nordjyskes nye sektion “Perspektiv”, der udkom første gang i går onsdag. Og Aalborg Skakforening fik æren af at få omtale som den første klub her i landsdelen. Her bringes interviewet af formanden. Vil man se billedet af den intelligente formand (“brikker at flytte med”, – nu har jeg det på skrift!), så må man købe onsdagsavisen.
Hvorfor blev det lige Aalborg Skakforening, du blev medlem af?
Min far, Karl Sønderstrup, var formand for foreningen gennem en menneskealder, så det var vel naturligt, at jeg blev medlem, da jeg først havde fået smag for spillet. Man kan sige, at jeg ‘faldt i gryden som barn’, men det var først som 13-årig i 1968, at jeg trådte gennem dørene til foreningen, og da jeg så voksne mænd sidde fordybet over spillet, var jeg fuldstændig fortabt.
Hvad er formålet med jeres forening?
Formålet med foreningen er at have et sted og en ramme for at kunne dyrke skakspillet på et nogenlunde seriøst plan. Dette kan man selvfølgelig også gøre hjemmefra over internettet eller i private sammenhænge, men det giver altså et andet fællesskab og en større udvikling, hvis man har nogle ligesindede at mødes med og spille med.
Hvordan er det at være medlem hos jer?
Uanset om man er stærk skakspiller eller nybegynder, så får man altid en intellektuel udfordring i spillet. Vi forsøger altid at få nye medlemmer til at føle sig velkomne og sørger for at finde passende modstandere til alle.
Hvad tilbyder I jeres medlemmer?
Som medlem hos os får man lov til at deltage i klubturneringen og andre turneringer under Dansk Skak Union. Ligeledes har vi tilmeldt 8 hold til holdturneringer, hvor vi forsøger at få alle med, når de først er integreret i klubben. Vi har træning for juniorer og nye spillere hver tirsdag, inden vi spiller klubturnering om aftenen.
Hvad gør I for fællesskabet i foreningen – har I en strategi?
Ud over turneringsaftenerne, så har vi også hyggeaftener med lyn- og hurtigskak samt juleafslutning med gløgg og æbleskiver. I sommer havde vi fest, hvor vi fejrede oprykningen til 1.division. En speciel strategi vil jeg ikke sige, men vi forsøger at få alle til at føle sig godt tilpas.
I din forening indgår et konkurrenceelement. Hvordan håndterer I det samtidig med, at I tilgodeser fællesskabet?
Skak er et konkurrencespil, det siger sig selv, men man skal lære af sine spil uanset om man taber eller vinder. Så vi bruger som regel meget tid bagefter til at analysere spillet med sin modstander. Og når vi spiller holdskak, så spiller man ikke kun for sig selv, men også for holdet, altså fællesskabet.
Hvad betyder jeres historie for foreningen?
Historien betyder utroligt meget, faktisk er vi Danmarks ældste eksisterende skakklub med start i 1889. Jeg synes, skak er et undervurderet kulturbærende element i både lokalhistorisk og verdenshistorisk sammenhæng.
Hvad gør dig glad i din forening?
Det er selvfølgelig rart at vinde et velspillet skakparti, men det gør mig ligeså glad at se nye spillere udvikle sig og opdage spillets mange finesser. Og når lokalet er fyldt med spillere og denne udefinerbare turneringsstemning.
Hvad har højdepunktet for foreningen været?
Provinsmestre 1933 og 1937, international mesterturnering 1947, 100-års jubilæum i 1989 med 8-landskamp, deltagere i landets fineste række i syv sæsoner, Danske pokalmestre 2005, arrangør af Danmarksmesterskaberne 15 gange.
Hvad tænker du om fremtiden for Aalborg Skakforening?
Som regionshovedstad og universitetsby vil vi nok altid trække nye spillere, men ligesom for andre sportsgrene, så er foreningslivet truet på grund af mangel på ledere. Men jeg tror på, at der stadig vil være behov for at møde andre mennesker, der har samme interesse.
Hvad er medspiller, og hvad er modspiller for, at I kan drive og udvikle din forening?
At have passende spillelokaler er alfa og omega for en skakklub. Vi har i dag dejlige lokaler på Aalborg Universitet, men det har gennem tiden ikke altid været tilfældet. Som “modspiller” kan man måske nævne den manglende anerkendelse ved ikke at kunne blive optaget i DIF og dermed modtage tipsmidler i lighed med andre sportsforeninger og organisationer.
Hvad drømmer du om at føre din forening til. Hvilke ideer har du?
Jeg drømmer måske om at være med til at gøre Aalborg Skakforening til Danmarks største med et sydende og aktivt skakmiljø. At få integreret alle de skoleskakspillere, der må findes rundt om på skolerne.
1.division gruppe 2:
Maria har erhvervet den kvindelige FIDE-master titel og vi iler med et tillykke herfra. I øvrigt kan Maria nu repræsentere Danmark i international sammenhæng, da det bulgarske skakforbund har trukket sig fra FIDE-samarbejdet. Vi ser derfor frem til, at Maria skal spille for det danske landshold, og hun er startet på træningssamarbejdet i denne forbindelse. Maria har derfor brug for at spille stærke turneringer og for at få spillet noget mere i det hele taget. I divisionsturneringen er Maria startet med 2½ af 3 mod meget stærk modstand, og vi er ikke i tvivl om at udviklingen kun går én vej, – opad. Hvis der melder sig 8 mesterspillere til den kommende klubturnering, vil vi forbeholde os ret til at lave denne til en alle-mod-alle gruppe, for at give Maria så stærk træning som muligt.
Tilmeldingen til forårets klubturnering er nu åben!
Aalborg Skakforenings klubturnering er åben for alle medlemmer af Dansk Skak Union.
Spillested: Aalborg Universitet, Strandvejen 12-14, kantinen i kælderen.
Der spilles 7 runder i 2 Monrad-grupper i forårsturneringen. Den øverst placerede spiller fra Aalborg Skakforening kan kalde sig klubmester forår 2017. Datoer: 16.jan., 23.jan., 6.feb., 13.feb., 6.marts, 20.marts og 3.april.
Betænkningstid: 1 time og 30 minutter til 40 træk, derefter 15 minutter til resten. Der lægges 30 sekunder til efter hvert træk under hele partiet.
Indskud: 100 kr.
Tilmelding på: http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=24791
I morgen aften holder vi juleafslutning med glögg og vafler. Kim Pors har lovet at tage sit vaffeljern med, så der bliver lidt afveksling fra æbleskiverne. Vi holder præmieuddeling fra klubturneringens første afdeling, og så bliver der lynturnering bagefter.
Af en eller anden mærkelig grund er der ikke skrevet referater fra divisionsholdenes kampe, men med 1.holdets 6½-1½ sejr på udebane over Springeren Kolding, synes jeg ligesom, der skal tages hul på det! Vi tabte de to første kampe ‘hæderligt’ 3½-4½ til Herning og 3-5 til ærkerivalerne fra Nørresundby. I begge matcher var der chancer for uafgjort, men de afgørende marginaler var ikke på vores side. Det var de til gengæld i dag hvor vi var på langfart til Kolding. Om vi var inspireret af Aalborg Håndbolds nedslagtning af KIF skal jeg ikke kunne sige, men vi tog os godt for af retterne. Remisser til Jacob og Ivar var en ok start, og så begyndte pointsene at rulle ind. Michaels modstander ofrede en officer i det blå, og Michael afviste nemt og med krølle på halen. Finns modstander flyttede venligt en bonde frem til f4, hvilket tillod Dh7 mat! Maria spillede en lang teorivariant i fransk, der giver tårn + 2 bønder for S+L. En bonde blev givet for at få aktivt spil på kongefløjen, og slutspillet blev overbevisende ført til gevinst. Sådan! Nu har Maria 2½ af 3 mod tre stærke spillere. Jeg selv ofrede officer, som jeg umiddelbart vandt tilbage endda med to bønder i overskud. Gevinsten skulle være en formsag, men mystiske koncentrationssvigt var ved at koste dyrt. En feberredning reddede dog situationen, og skønt min modstander kunne have vundet en løber ville en fribonde afgøre sagen alligevel. Pyha. John stod med en bonde mere, men måtte til sidst klamre sig til en remis. Tilbage stod vores reserve, Thomas Høj, der havde spillet fint, men nu lidt trykket med S+L mod T+bonde. Modstanderen var dog så venlig at gå ind i en springergaffel til tårnet, da partiet ellers ville være remis. Jo, vi fik marginalerne med. Nu har vi 13½ efter tre runder, og situationen ser anderledes lys ud end ved starten på dagen!
Min stilling efter træk 18.Se3: Hvid: Kh2, Dd4, Td1, Tf1, Lb2, Lg2, Sc3, Se3, a2, b3, c4, e4, f4, g3, h3 Sort: Kg8, Dc7, Ta8, Td8, Lc8, Le7, Sf6, Sf8, a5, b7, c6, d6, f7, g7, h6. Jeg står mægtigt med hvid, uden noget afgørende på færde. Men 18.-, b6? tillader 19.Scd5!,cxd5 20.Sxd5,Da7 (en lille mat på g7!) 21.Sxe7,Dxe7 22.e5! pointen, der åbner for Lg2 til a8. 22.-,Lb7 23.exf6,Dc7 24.fxg7,Sh7 25.Tfe1,Lxg2 26.Kxg2,Te8 27.Dd5,Tac8 28.Te4,Txe4 29.Dxe4,b5 30.Te1,f6 31.De6+?? Jeg troede han skulle imellem på f7, men bonden på g7 er jo ikke længere dækket! 32.Dd5 og 33.Dxb5 havde vundet glat. 32.-,Kxg7 Lettere rystet fortsatte jeg 32.Dg4+,Kf8 33.cxb5?,Db7+ 34.Kh2,Tc2+ 35.Te2 (!), den havde jeg da styr på… 36.-,De4! Av av av! Heldigvis har jeg: 37.Dc8+,Txc8 38.Txe4 og nu taber 38.-,Tc2+ 39.Kg1,Txb2 ikke en officer på grund af 40.b6 (hvilket jeg først fandt bagefter, da jeg havde regnet med 40.Ta4 ville vinde bonden på a5 og måske partiet!). Efter 39-,Tb8 40.a4 vandt jeg efter yderligere 15 træk.
Johan Holmström arrangerer stor juniorturnering onsdag 15.november kl. 16.30 -19.
Se link:
http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=24576
Fra hovedkredsformanden har vi modtaget:
Spillested:
Skive Handelsskole, Arvikavej 2B, 7800 Skive, vi tilbyder kørsel fra Skive Station og
fra Karup Lufthavn og til spillestedet, hvis der er brug for det.
Spilletid:
Lørdag d. 23. September kl. 10.00 – 19.00
Turneringsform:
7 runder efter Schweizersystemet
Der spilles i 2 grupper. Spillere over 1900 i dansk hurtigskak rating spiller om DM titlen
(max 64 spillere) Gruppe 2 for spillere under 1900 i hurtig Skak rating.
Turneringen bliver ratet som hurtigskak.
Betænkningstid:
20 min. Pr. Spiller til hele partiet + 5 sekunder pr. Træk fra træk 1
Kantine:
Kaffe, vand, øl m.m. samt mulighed for at købe varm mad på spillestedet i middagspausen.
Præmier:
Vinderen af DM-gruppen får titlen ”Danmarksmester i hurtigskak”. Titlen kan kun vindes af
spillere, der er registreret i FIDE som repræsenterende en del af rigsfællesskabet. Der anvendes korrektion jvnf. DSU’s reglement.
Der anvendes Swiss Manager til rundelægning/korrektionsberegning.
DM gruppen: 1. Præmie kr. 4.000,-, 2. Præmie kr. 2.000,-., bedste kvinde kr. 2.000,- Øvrige præmiers antal og størrelse afhænger af deltagerantallet. For hver 10 deltagere i ratingorden.
Gruppen under 1900: 1. Præmie kr. 1.200,- 2. Præmie kr. 600,- her er der også en præmie til bedste kvinde, øvrige præmier som I DM gruppen. For kvinderne gælder dog at der skal være mindst 3 deltagere i hver gruppe.
Indskud kr 150,- betales ved ankomst til spillestedet
Tilmelding:
På DSU’s turneringssystem eller på mail til Frode Meldgaard(frodemeldgaard@hotmail.com)
Senest d. 21.9.2017.
Med venlig hilsen
Skive Skakklub