Byturneringen efter 3. runde

De første tre runder af årets Byturnering i skak er nu overstået for de flestes vedkommende. Lidt om Aalborg-spillernes præstationer på det ternede underlag:

I Mesterklassen spillede Lysberg og Nyholm remis. Lysberg med de hvide spillede solidt systemskak a la London System / Colle. Det så længe meget lige ud, og selvom Nyholm fik et mindre overtag mod slutningen af midtspillet, blev det til remis i et vist helt lige tårnslutspil.

Michael Øe og Søren Andersen spillede remis. Det blev Panov-varianten i Caro-Kann efter trækomstilling. Søren besvarede 1. c4 med 1.-c6 for – med egne ord – ’at undgå et hav af engelske systemer’. Analysen efter partiet viste vist, at Søren undervejs havde visse gevinstmuligheder, men det blev ved remisen.

Peter Juul tabte med hvid til Nørresundbys Jens Jørgen Christiansen. Peter stod ellers fornuftigt længe, men på et tidspunkt endte Jens Jørgens tårn på 2. række og truede to officerer på samme tid. Hvordan det egentlig gik til, opdagede undertegnede ikke.

I Mesterklassens sidste parti i 3. runde måtte den forsvarende bymester Per Andreassen overraskende ned med hvid mod klubkammeraten Willumsen. Dermed får Per temmelig svært ved at genvinde titlen. Stillingen i toppen efter 3 runder: 1. Jens Jørgen Christiansen (Nr.Sundby) 2½ point, 2.-3. Søren Andersen og John Nyholm 2 point, 4. Michael Øe (Randers) 1½ point.

I Basis 1 spillede Thor Rasmussen remis med sort mod Ryesgaard Madsen fra Nørresundby. Åbningen var russisk, og Thor kom lidt skidt fra start men fik spillet sig godt op, og remis virkede som et ok resultat. Ved Carl Johan Andersens bræt var der som sædvanligt øretæver i luften. Denne gang var det Carl Johan, der uddelte tæsk, idet han var slem mod klubkammeraten Kurt Pedersen. Kurt var så venlig mere eller mindre at forære en officer bort efter 9 træk på grund af en binding i e-linjen. Ved partiets afslutning var Kurt en gentleman og lod Carl Johan sætte mat.

Den sidste Aalborg-spiller i Basis 1 – Ole Knudsen – havde på forhånd spillet remis med Arne Hove. Stillingen efter 3. runder: 1.-2. Niels Christian Davidsen (Skørping) og Ole Rysgaard Madsen (Nørresundby) 2 point, 3.-4. Carl Johan Andersen og Arne Hove (Nørresundby) 1½ point.

Basis 2 er ramt af mandefald, og kun 6 spillere er nu tilbage i gruppen. I 3. runder var det derfor kun Lektor Winkler, der var i aktion for Aalborg. Og Torben tabte med hvid mod Karsten Nielsen fra Nørresundby. Det så meget lige ud undervejs, men i et springer-slutspil vandt sort først en bonde og fik til slut en meget fremskudt a-bonde, som Torben ikke kunne hente. Stillingen efter 3 runder: 1. Karsten Nielsen (Nørresundby) 3 point, 2.-5. Johan Holmström, Torben Winkler, Rune Nielsen (Aars/Nibe) 2 point.

I Basis 3 var hverken Poul Davidsen eller Per Jacobsen i kamp tirsdag aften. De spiller udsatte partier senere i turneringen. Stillingen: 1. Kjeld Johansen (Skørping) 2½ point, 2. Mogens Hermansen (Nørresundby) 1½ point.

I Basis 4 tabte Henrik Sigvardsen sit første turneringsparti. Det var med sort mod Peter D. Kristensen fra Nørresundby. Henrik havde ellers fine gevinstchancer undervejs. Nederlaget til trods er Henrik dog stadig med i topstriden i gruppen. Gruppens anden Aalborg-spiller: Lars Lytzen spillede ikke og har dermed et udsat parti til gode. Topstillingen: 1.-3. Lars Lytzen, Henrik Sigvardsen og Bent H. Kristensen (Nørresundby) 2 point.

Byturneringens 4. runde spilles torsdag kl. 19 i Nørresundby. Mød gerne op og støt klubbens udsendte spillere. Der er hele 6 interne klubopgør mellem Aalborg-spillere i runden som bl.a. omfatter: Nyholm – Øe, Per Andreassen – Lysberg, Søren Andersen – Peter Juul, Thor Rasmussen – Kurt Pedersen, Ole Knudsen – Carl Johan Andersen, Winkler – Holmström, færøske Davidsen – Rulle Barca samt Sigvardsen – Lytzen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights