Så er grupperne til Aalborg Byturnering 2013 på plads. 40 skakspillere fordelt på 5 alle-mod-alle grupper er meldt til det pænt store felt. Fra Aalborg Skakforening deltager 14 spillere, hvilket vist også er den højeste klubdeltagelse i flere år. Her følger hjemmesidens (naturligvis dybt subjektive) vurdering af favoritrollerne i de forskellige grupper:
Mesterklassen:
Med et ratinggennemsnit på 2068, ligger årets Mesterklasse i Byturneringen på et middelhårdt niveau. De seneste to års vinder af Bymesterskabet Per Andreassen fra Nørresundby er med 2224 klar ratingfavorit. Halv-Aalborgenseren Michael Øe (2137) den højest ratede outsider. Fra Aalborg Skakforening deltager fire spillere heriblandt to af de for tiden absolut bedste: John Nyholm (2108) og Søren Andersen (2094). Det er Johns første turnering siden hans flotte klubmesterskab i foråret, og Søren har som bekendt vist fornemme takter i sommeren i både Budapest Open og Politiken Cup. Det bliver interessant at se, hvad de kan præstere mod ratingfavoritterne. 2 gange Peter fra Aalborg Skakforening: Lysberg (1934) og Juul (1976) er også at finde i årets Mesterklasse, og de vil som klassens to lavest ratede muligvis få det vanskeligt i de hårde felt, selvom de begge tidligere har overrasket positivt mod stærke modstandere. Mesterklassefeltet tæller ydermere to af Nørresundbys Skakliga-spillere: Niels Henrik Willumsen (1997) og Jens Jørgen Christiansen (2076).
Hjemmesiden tipper:
Favorit: Per Andreassen, Nr. Sundby
Bedste outsider: Michael Øe, Randers
Må ikke undervurderes: Nyholm og Andersen, Aalborg
Basis 1:
I Byturneringens næstøverste gruppe (ratingsnit: 1832) er Troldmanden fra Skørping aka Niels Christian Davidsen ratingfavorit (1908), men umiddelbart ser gruppen meget lige og spændende ud. Fra Aalborg deltager Ole Knudsen (1884), Carl Johan Andersen (1870), Kurt Pedersen (1784) og ‘nyerhvervelsen’ Thor Rasmussen (1796). Både Carl Johan og Kurt har været aktive i skaksommerlandet, og stiller op i Byturneringen uden al for megen sommer-rust, der skal bankes af først. Carl Johan sendte jo som bekendt Troldmanden fra Skørping i knæ i forårets Himmerlandsturnering, så det kan han måske nok gøre igen. Ole Knudsen er også en giftig og angrebsivrig fyr, der på en god dag kan slå alle i feltet. I foråret vandt han Basis 1 i Aalborgs klubturnering på deling med Peter Juul. Interessant bliver det også at følge klubbens nye spiller, Thor Rasmussen, som ligeledes har vist fine takter på det seneste (blev bl.a. nummer 2 i 14-mands lyn sidste tirsdag i klubben). Endelig finder man i Basis 1 feltet ligeledes de to meget stærke 1. klasses Nørresundby-folk: Arne Hove (1856) og Ole Rysgaard Madsen (1815) samt Henning Larsen (1741) fra Aars/Nibe.
Hjemmesiden tipper:
Favorit: Ole Knudsen, Aalborg
Bedste outsider: Carl Johan Andersen, Aalborg
Må ikke undervurderes: Arne Hove, Nr.Sundby og Niels Christian Davidsen, Skørping
Basis 2:
I Basis 2 (snit: 1689) er det to Aalborg-folk, der må påtage sig favoritværdigheden: Torben Winkler (1724) og Johan Holmström (1728). Torben har gennem lang tid vist et stabilt højt 1700-tals niveau, og Holmström er efter et forår uden ret meget turneringsskak igen klar foran brættet. Sidst Johan spillede en koordineret turnering, var da han vandt den næstøverste gruppe i Aalborgs klubturnering (på deling med Torben Winkler for øvrigt!). Basis 2 består desuden af solsidespillerne: Normann A. Hansen (1714), Jan Petersen (1649), Ole Villadsen (1679), Kewin Petersen (1670) og Karsten Nielsen (1699) samt Rune Nielsen (1649) fra Aars/Nibe.
Hjemmesiden tipper:
Favorit: Johan Holmström, Aalborg
Bedste outsider: Torben Winkler, Aalborg
Må ikke undervurderes: Rune Nielsen, Aars/Nibe
Basis 3:
Basis 3 (snit: 1492) består bl.a. af Aalborgspillerne Per Jacobsen (1576) og Poul Davidsen (1398). Per er blandt ratingfavoritterne og kommer netop fra en (som sædvanligt) meget fornemt gennemført Politiken Cup, hvor han vandt masser af rating ved både at banke og spille remis med spillere af betydelig højere styrke end ham selv. Poul var ny spiller i Aalborg Skakforening i sidste sæson, hvor han lagde ud i meget suveræn stil med mange sejre, selvom gassen gik lidt af den færøske ballon hen mod sæsonafslutningen. Nu er Poul tilbage med fornyet energi og mange sejre i ærmet. Per og Poul kommer i Basis 3 til at kæmpe i et meget spredt felt, hvor der er over 300 i ratingforskel mellem top og bund. Fra Nørresundby spiller Svend Aage Sørensen (1323), Mogens Hermansen (1613), Folke Liwendahl (1306) og Christian Gottschalck (1616) samt Preben Nielsen (1497) fra Aars/Nibe og Kjeld Johansen (1604) fra Skørping.
Hjemmesiden tipper:
Favorit: Mogens Hermansen, Nørresundby
Bedste outsider: Christian Gottschalck
Må ikke undervurderes: Per Jacobsen, Aalborg
Basis 4:
I Byturneringens nederste gruppe (snit: 1103) finder vi to Aalborgspillere: Lars Erik Lytzen (1129) og den spritnye klubspiller Henrik Sigvardsen (1100). Lars Erik fik i forsommeren en andenplads i Basis 4 i Himmerlandsturneringen, så måske er der endnu en god placering i sigte? Henrik har ikke spillet i klub før, men har en del internetskakerfaring, og efter et par gode pointhøster i tirsdagslyn i Aalborg, har han nu fået mod på at spille turneringsskak. De to herrer skal fighte om hæder og ære mod Finn Simonsen (1131), Bent Christensen (1230), Pia Nielsen (1032), Peter Kristensen (1110) og Lasse Svendsen (1004) fra Nørresundby samt Børge Bertelsen (1088) fra Aars/Nibe.
Hjemmesiden tipper:
Favorit: Bent Christensen, Nørresundby
Bedste outsider: Lars Erik Lytzen, Aalborg
Må ikke undervurderes: Henrik Sigvardsen, Aalborg
Byturneringen 2013 starter i aften, tirsdag d. 20/8 kl. 19.00 i klubbens lokaler. Mød op og støt de 14 Aalborgspillere ved brættet!
Så er første runde overstået. Udbyttet for de 14 Aalborg-spillere blev 7 point – altså præcis 50%. Ganske kort om partierne:
I Mesterklassen vandt Nyholm med hvid over Willumsen i et fransk parti, der vist var teori temmelig længe. Nyholm fik dog godt fat i kongefløjen med en farlig fribonde i h-linjen, der også endte med at være afgørende. Peter Juul måtte ned mod Michael Øe. Peter holdt ellers stand længe med de sorte brikker, men efter midtspilsafviklinger endte man i et dobbelt tårnslutspil, hvor Øe havde to sunde merbønder. Lysberg fik med hvid remis mod Jens Jørgen Chrstiansen. Åbningen var ifølge Lysberg selv “Slavisk i forhånden a la Sune Berg Hansen”, og han har bedt undertegnede fremhæve i kampreferatet, at han ikke lavede nogen fejl i partiet! Et af aftenens sportslige højdepunkter var Søren Andersens parti mod Bymesteren Per Andreassen. Søren havde sort men fik (set fra sidelinjen) udlignet ret hurtigt i partiet. I starten af midtspillet tilbød Per remis (hvilket jo sker ret sjældent, når han har de hvide), og Søren havde mod og mandshjerte nok til at afslå – i hvert fald i første omgang, for en håndfuld træk senere var det Søren der tilbød remis, og her tog Per imod.
I Basis 1 var aftenen ikke alt for god set med Aalborg-øjne. Troldmanden fra Skørping (N. C. Davidsen) spillede med hvid kongegambit mod Aalborgs nye spiller Thor Rasmussen. Thor fik fra start rigtig fint fat i Troldmanden i et vildt parti, hvor Thor på et tidspunkt forsøgte sig med et spektakulært officers-offer. Davidsen viste sig dog i sidste ende at have det længste troldmands-skæg af de to, og han vandt med to tårne og et par merbønder mod Thors dronning. Carl Johan spillede sort mod Arne Hove, og som sædvanligt var der vilde forviklinger i luften, når Carl Johan sidder ved brættet. Det så ud til, at Carl Johan havde fat i den lange ende, men Hove kom helskindet igennem og vandt et slutspil med tårne og lette officerer samt merbønder. Kurt Pedersen tabte med sort mod Henning Larsen. Kurt var ret hurtigt i partiet så venlig at give Henning en kvalitet, og så var det op ad bakke resten af partiet, hvor Kurt et par gange var nødt til at gå udenfor for at ryge trøstepibe, nu hvor der ikke var noget at glæde sig over ved brættet. Ole Knudsen var eneste Aalborg-mand i Basis 1, der kom på tavlen, idet han spillede remis med sort mod Rysgaard Madsen. Ole havde ellers godt fat undervejs, men partiet endte remis ved trækgentagelse i midtspillet.
I Basis 2 vandt Torben Winkler med hvid over Kewin Petersen. Det så længe lige ud i et ligefarvet løberslutspil, men Torben vandt pludselig en bonde og fik afviklet til et klart vundet bondeslutspil. Johan Holmström spillede remis mod Ole Villadsen med hvid. Johan forsøgte sig med lidt af hvert, men Ole forsvarede sig upåklageligt, og remis virkede som et fair resultat.
I Basis 3 vandt Rulle-Per med sort mod Folke i Aljechins Forsvar. Per fik et forrygende centrum, der hurtigt blev forvandlet til materiel fordel. Poul Davidsen vandt også med sort – mod Svend Aage Sørensen. Undervejs stod Nørresundby-formanden ellers flot, men Poul havde masser af færøsk fusk i ærmerne!
Endelig blev det også til fuldt udbytte for de 2 Aalborg-folk i Basis 4. Lars Lytzen vandt med hvid over gruppens ratingfavorit Bent H. Christensen. Lars var presset undervejs men holdt stand og kom i et tårnslutspil med to bønder mere, og det fik han forvaltet til en flot gevinst. Turneringsdebutanten Henrik Sigvardsen vandt et flot miniature-parti med hvid mod Børge Bertelsen. Fra sidelinjen så det ud til at være lige efter bogen med flotte udviklingstræk, greb om centrum og initiativ. Fremragende af Henrik at starte skakkarrieren på den måde!
2. runde af byturneringen spilles torsdag kl. 19 i Nørresundby.
Ha Ha Mads let på tå, sådan faldt ordne nu ikke. Jeg sagde bare, at far ikke dummede sig – Nå men computeren fortæller, at Jens Jørgen også spillede et fejlfrit parti, forstået på den måde, at vurderingen kun svingede mellem + og – 0,15 undervejs. I slutstillingen med bedst tid havde jeg således en fordel på 0,04. Hvad ved det lille sandkorn om noget som helst 🙂
Jeg er meget mere spændt på Sørens vurdering af partiet mod Per!
Møder selv Søren med sort på torsdag, og for at han ikke skal ligge søvnløs, har jeg lovet ikke at spille Polsk.
Du må da gerne høre min vurdering af partiet mod Per. Partiet er her:
1. g3 d5 2. Bg2 Nf6 3. Nf3 c6 4. O-O Bg4 5. d3 Nbd7 6. Nbd2 e5 7. e4 dxe4 8.dxe4 h6 9. b3 Qc7 10. Bb2 Bc5 11. h3 Be6 12. Qe2 g5 13. Nc4 g4 14. hxg4 14… Nxg4 15. Nh4 16. Nd2 {Med remistilbud} 16… O-O-O 17.
Ndf3 Rdg8 18. Bc3 Nf8 Remis
Jeg havde forberedt en del mod Pers, Sf3+g3+Lg2 uden c4 systemer, særligt imods Pers mest ofte spillede b3+Lb2. Per afveg dog og spillede en plan med d3+Sd2 og e4 og vi som dog er hovedvarianten inden for dette. Per kritiserede måske med rette mit h6 – Le7 er nok bedre, men ideen om at sikre Le6 efter hvid skal dog ikke undervurderes.
Stillingen efter sorts g5 er meget interessant, det virker som om jeg griber initiativet. Efter 13. Sc4 g4 forkastede Per 14. Sxe5 på grund af 14. … Sxe5 15. Sxe5 gxh3 som dog er lige spil. Sort dog også spille varianten 14. …. gxh3! 15. Sxd7 Sxd7!! 16. Lxh8 0-0-0 Hvor hvid midlertidigt fører med et helt tårn , men tilsyneladende er fortabt imod sorts angreb. Stillingen var lige inden Per’s lidt passive træk Sd2 som han spillede og tilbød remis, men jeg fandt heller ikke det stærkeste derefter 17. … Sdf6 havde været meget giftigt og da jeg havde indhentet Per i tidsforbrug i en uklar taktisk stilling – hvor sorts angreb dog måske stadig giver han lidt fordel , tilbød jeg selv remis som Per tog imod
Hej Svend Aage.
Jeg har skrevet på vores gruppe, Aalborg Skakforening, at det er fint, at diskussionen, om lodtrækning m.m. er lukket, og samtidig opfordret til, at samme tråd bliver slettet. Kunne du ikke gøre det samme på ” din ” hjemmeside, hvor folk trods alt ikke kan tage til genmæle.
De bedste hilsener, og fortsat god weekend.
Kære Peter.
En åben debat er langt bedre end at skjule noget.
Jeg har alene taget til genmæle, fordi jeg er blevet beskyldt for uhæderlighed af Søren Andersen.
Jeg er ansvarlig for Nyhedsjournalen på Nørresundby Skakklubs hjemmeside, hvor jeg af bedste evne forsøger at informere om nyheder i Nordjysk skakliv.
Såfremt nogen har ønsker om at kommentere, supplere eller tage til genmæle overfor de bragte indslag, vil dette blive bragt i Nyhedsjournalen, såfremt det fremsendes til formand@enpassant.dk.
Jeg har tidligere forsøgt at etablere en debatside, men der har endnu ikke vist sig en interesse herfor.
Jeg er nok uenig i redaktionens begrundelse om at det er løse påstande, da det jo faktisk er afsløret at der ikke er sket lodtræning, men derimod er foregået en manipuleret gruppe indeling på. Og det kan vel ikke afvises at lignende ikke er foregået ved tidligere turneringer, selv om jeg ikke har undersøgt dette.
Dermed er det vel tvivlsomt at henkaste noget som beskyldninger, hvor vi rent faktisk har afsløret at det ikke var en rigtig lodtrækning.
Derimod, bør man i stedet for at skride og ignorere over dem der afslører hellere arbejde med hvordan vi kan undgaa den slags manipulerede lodtrækninger.
Nu har jeg mest bemærket det for mestergruppen. Men se også som for eksempel i Basis 1 gruppen, hvor samtlige 4 Aalborg spillere alle har fået sort på grund af at turneringslederen har valgt en systematik frem for lodtrækning.
Kære Søren.
Jeg indrømmer åbent, at jeg har anvendt en systematik i forbindelse med placeringerne i grupperne fremfor at trække kort eller lignende, men det er ikke ensbetydende med, at nogle klubber er blevet forfordelt frem for andre, men at det er tilfældigt, at alle Aalborg spillere har fået sort i Basis 1, se bare Mesterklassen, Basis 2 og 4.
Jeg vil opfordre dig til at klage til Turneringskomiteen, således at vi kan få en afgørelse af, hvorvidt der er foregået manipulation eller ikke, og om turneringen derfor ikke kan afvikles efter den foreliggende plan.
Jeg værdsætter bestemt, at vi nu har fået klarlagt omstændighederne, og det ikke længere henkastes som fantasi – “(tanken kan kun opstå i Aalborg)”.
Men mit formål var egentligt at få afsløret denne type gruppeindeling som uheldig, så vi kan få konsens om at det fremover bør gøres i en tilfældig lodrtrækning, men jeg synes ikke at bymesterskabet skal standses eller noget lignende
Hej Alle.
Det er rart at se folk næsten er enige ?! Jeg har slettet mit indlæg på FB, og er efter elektronisk samtale med webmaster og søn helt enig i, at nu er nok nok – ( kom ind ). Håber alle får en kæmpe skaklig såvel som kammeratlig oplevelse tirsdag i Aalborg såvel som torsdag i NS. – God uge PLys.