Politiken Cup 2012 er nu i fuld gang. Fra Aalborg Skakforening deltager Jacob Würtz, Per Jacobsen og undertegnede. Spilleforholdene på Konventum i Helsingør må siges at være perfekte. Smukke omgivelser, lyse, store spillelokaler og lækker mad! Som en lille bonus har det kvindelige, danske ungdoms-håndboldlandshold spillet en træningsturnering og boet på spillestedet i de første par dage til både Jacobs og Pers store begejstring. Med hensyn til skakken, er de tre første runder forløbet som følger:
Jacob har klaret sig sublimt og scoret 2½ / 3. I 1. runde vandt han med sort mod en dansk modstander på 1563, hvilket var helt forventeligt, men i søndagens 2. og 3. runde imponerede Würtz for alvor ved først at spille remis med det unge, tyske talent Rasmus Svane (2367) og efterfølgende med hvid at nedsable den tyske FM Stephan Buchal (2320) i en aggressiv Pirc. Det må absolut siges at være en godkendt præstation af klubmesteren indtil videre. Præstationsrating efter tre runder: 2356! I morgen, mandag venter den danske FM Mads Hansen (2314), som Jacob skal have sort imod. Partiet kan følges live fra kampstart klokken 13.00 på Politiken Cups hjemmeside. Jacob spiller på bræt 21.
’Rulle-Per’ har scoret ½ point i de tre første runder. Det lyder måske ikke af meget, men modstanderne har været hårde (1926 i ratinggennemsnit), og rent stillingsmæssigt har der absolut være gode muligheder for Per. Remisen kom i hus i et parti mod en ældre mesterspiller fra Amager, hvor Per fik god lejlighed til at demonstrere sin slutspilsteknik. Pers forventede score efter tre runder er da også kun 0,2, så set i det perspektiv er 0,5 / 3 en fin score. I mandagens 4. runde skal Per ud i en ’must-win’ match mod en norsk junior med 1075 i rating. Norske juniorratingtal er som julitemperaturer i Danmark: alt for lave!
Undertegnede har også scoret pænt over forventet i de første runder med 2 sejre, 1 nederlag og en forventet score på 1,25. Jeg lagde ud mod en norsk FM på 2162 i første runde, og spillede et hæderligt parti, hvor min norske modstander desværre var et halvt skridt (træk) foran mig i de afgørende situationer, og jeg tabte fortjent. I anden runde ventede en ’skrækmodstander’ i form af en norsk pige-spiller på 8 år med 1000 i rating. Et af den slags partier, hvor man har alt at tabe og næsten intet at vinde. Spillet fungerede ikke for mig, og i en periode lignede det vist mest, at det var mig, der var nybegynder og ikke ’jenten’ på den anden side af brættet. Pligtsejren kom dog i hus, selvom det ikke var i overbevisende stil. I tredje runde var spillet til gengæld stilrent. Modstanderen var en svensk mesterspiller med 2012, og med hvid i en Colle åbning, gav jeg ham en mindre lektion i positionsspillets glæder. Afslutningsvis fik jeg lov til at lave et dobbelt officersoffer og sætte mat. Fritz er ganske vist ikke enig med mig i offerets korrekthed, men hvad gør det, når modstanderen ikke kan forsvare sig imod det? I 4. runde skal jeg møde en færing med 2079.
I spidsen af turneringen ligger hele 26 spillere med 3 point efter 3 runder. Deriblandt de danske stormestre Schandorff, Aagaard og Allan Stig. Samtlige partier fra Politiken Cup kan gennemspilles på turneringens hjemmeside.
Flot af jer alle tre!! Og Jacob i fint selskab, og live i dag i Øresundssalen, 2 borde før GM Lajos Portisch (som vi “gamle” jo husker fra Larsen-tiden), samt Sune Berg m.fl. Håber du nyder det.
Godt gået og held og lykke mod unge FM Mads Hansen.
Og Herluf Hansen, Færøerne, som Mads skal møde har tidligere i en del år spillet i Vejgaard. Utrolig så meget han er gået frem trods sit store synshandicap.
Pøj pøj alle tre, og held og lykke resten af turneringen.