Tirsdag d. 7/1 fra kl. 19 afholdes den første klubaften i 2014 og der bliver masser af mulighed for at spille skak og kigge på gode partier. Først og fremmest spiller Søren Andersen og Michael Øe kl. 19 det andet omkampsparti om klubmesterskabet for efteråret 2013. Søren har de hvide brikker og fører 1-0 efter 1. parti, der blev afviklet før jul.

Desuden er der, som Preben har beskrevet i sit indlæg, mulighed for at følge klubbens 3. og 4. hold i to spændende opgør i Mesterrækken mod henholdsvis Skørping 1 og Aars/Nibe 1. Begge opgør starter kl. 19.30.

Husk også at melde dig til forårets klubturnering, der starter tirsdag d. 14/1 kl. 19. Tilmelding kan ske på linket her eller ved at skrive dig på sedlen i klubben i morgen. Pt. er der 25 tilmeldte spillere, men der er plads til mange flere! Hvis du har mod på at løse quizzer, kan du evt. vinde gratis deltagelse i klubturneringen ved at indsende en løsning på årets nytårs-quiz.

Og endelig gør hjemmesideredaktionen også opmærksom på, at der lørdag d. 18/1 afholdes nytårskur med lynskak, god mad og live-transmission fra superskakturneringen Tata Steel Chess 2014. Alle er velkommen!

 

9 Comments

  1. Topopgøret mellem Aalborg 3 og Skørping 1 var præget af stor respekt og de 4 første partier blev remis – dog ikke stormesterremisser.
    Ole Knudsen var heldigvis vendt tilbage til holdet, men følte sig vist list rusten. Ihvert fald brugte både han og Hans Andersen rigtig meget tid på de første 15 træk. Så kom der en
    dronningeafbytning og så var det pludselig remis.
    Kurt havde en bonde for lidt men en smule initiativ mod Søren Hauge og det landede også uden megen dramatik med remis.
    Erik mod Peter Mikkelsen så også hele vejen meget balanceret ud med masser af brikker på banen – remis.
    Sunes remis mod Johannes Struijk var derimod højdramatisk. Ingen af parterne nåede at rokere før Sune, som den første, angreb voldsomt. Det så meget overbevisende ud, men der blev en lille pause i angrebet og så var det Johannes tur til angibe en urokeret konge. Midt i angrebet tilbød Sune remis, som Johannes – måske i bar lettelse – tog imod, i en næsten klar gevinststilling. Der var vi lidt heldige.
    Men de 2 sidste faldt ud til vores fordel med en pludselig overbevisende sejr på 4 – 2.
    Alexander havde hele partiet stået lidt i overkanten mod Bo Bøgh Lassen, men det ebbede ud i et uligefarvet løberslutspil. Alligevel kæmpede Alexander videre og udnyttede modstanderens lidt fjerne kongestilling og fik hevet en sejr i land. Godt og ihærdigt kæmpet. Men Magnus spiller jo også altid de små fordele helt ud!! Nu har Alexander som den eneste på holdet (og i klubben?) scoret 4/4.

    Mit parti parti mod “Troldmanden” var et rigtig godt slagsmål hvor jeg efter en lidt blød åbning kom til at stå godt med et initiativ, der hindrede ham i at få alle brikker med i spil. Men selv om jeg kom foran med et par bønder skal man regne med at Niels Chr. altid har nogle esser i ærmet. Et tårnoffer på g2 troede jeg, at jeg havde tjekket – men ikke godt nok. Heldigvis kunne jeg lade være med at slå. Efter afvikling havde jeg en officer men NC begyndte at snuppe mine 3 bønder. I mellemtiden gik jeg efter kongeangreb og pludselig var han mat. Efter at have tjekket det mod computerens hårde dom, ser det ud til
    at der ikke er urimelige fejl i det – så måske bliver det smidt på nettet om ikke alt for lang tid. Nu har jeg fået ram på troldmanden 2 sæsoner i træk, så jeg håber meget på at han er ved at udvikle et kompleks?

  2. Jan Peter Lysberg

    Hej Hans.
    Tak for referatet. Men det er på tide, at du og Højfeldt får snakket med konerne. Vi har brug for Jer på divi holdene. Samtidig hvis Jacob og jeg, nogle nævnt ingen glemt!!! begynder at spille lidt mere stabilt, kunne det være, at vi skulle kigge opad i stedet for ned af. 🙂 , hilsen Peter.

  3. Vi har også stærkt brug for flere mesterspillere i klubturneringen, hvis ikke John, Michael og jeg og til dels Bjarne skal ende med 80%+ i forventet score for de 9 runder i klubturneringen

    1. Det kunne være en god ide, at man for at spille på klubbens hold også skal være aktiv – så hvis man ikke spiller andre turneringer, bør deltage i klubturneringerne, – så kan det også være at vi undgår mange ‘rustne holdkampsspillere’ når vi repræsenterer klubben i holdturneringen jf. Lysbergs bemærkning ovenfor – evt. ved at lade det indgå som kriterium til når vi udtager holdene til næste sæson

      1. P.t. er der 5 tilmeldte mesterspillere og 28 tilmeldte i alt – så i forhold til hvordan det plejer at være, er vi indtil videre lidt færre i toppen. Men lad os håbe, der kommer lidt flere til inden tilmeldingsfristen på søndag. En stor opfordring skal i hvert fald lyde herfra. Det bliver en hyggelig og spændende turnering!

        Idéen om at lade en spillers aktivitetsniveau indgå som et kriterium, når der stilles hold, er bestemt interessant – men også temmelig kontroversiel. Der er jo ingen tvivl om, at spillere, der udebliver fra træninger i for eksempel fodboldklubber, bliver sat af holdet prompte, men i skak er det bare lidt anderledes efter min mening. Vi har f.eks. flere holdspillere, der scorer rigtig flot i divisions- og hovedkreds-turneringen på trods af, at de stort set aldrig spiller andre skakturneringer. Vi har også en juniortræner, som aldrig spiller turneringer, men på trods af dette vel nok er en af klubbens mest aktive spillere.

        Derfor tror jeg, at det bliver svært at trække en grænse og definere, hvornår man er for inaktiv til at spille holdskak. Der kan jo være mange årsager til ikke at være turneringsaktiv. Manglende tid, lyst, overskud…

        Det skal frem for alt være sjovt at spille skak for klubbens spillere uanset hvilket omfang, de gør det i. Og klubturneringen bliver SJOV – så meld jer fluks til 🙂

        1. Jeg er godt klar over at det er kontroversielt, men jeg vil også tro, at hvis vi får mere træning/aktivitet, kan det blive endnu sjovere:) Mener dog stadig, at hvis ud af ca. 20 mesterspillere deltager er det for lidt at det bør undersøges om det er turneringsformens skyld. Jeg mente heller ikke, at man ikke kan komme på hold hvis man er inaktiv – jeg tænkte nok egentligt på 1. holdet få bygget et 1. hold op om spillere, der har lyst til at være aktive og så have andre hold for spillere, der kun spiller holdskak. Men faktisk har jeg gjort mig en del tanker , som jeg gerne vil have at vi ligeså godt kan få startet med at diskutere:

          Jeg opfatter os lige nu i samme situation som AaB, vi er tvungne nu til at køre på lavt blus økonomisk, efter at vi (også i AaB stil) har haft en bestyrelse der

          brugte alle pengene på estere og polakker til klubbens første hold (Saganowski – Chanko – Lutz – NVP osv.).

          Jeg gerne at vi definerer hvad vi gør når vi igen kommer til penge (Hvis vi tjener på DM, for eksempel.) Her vil jeg varmt anbefale at vi kører et koncept som i
          stedet minder om Jetmark’s dengang de var i stærk fremgang og rykkede vha. egne spiller fra en lav division til skakligaen og endda vandt den , nemlig at ansætte en
          træner og så satse på egne spillere. Vi kan fint starte en sådan kurs nu, bl.a. fremstår vi nu som meget aktive med landets bedste skakhjemmeside, – en normand har vundet VM osv. det må være et godt tidspunkt.

          Min ide er, at vi, så snart vi får muligheden ansætter en stærk spiller som træner (Jetsmark benyttede IM Jens Ole Friis Nielsen, Skandaborg har nu Klaus Berg, jeg tænker her en lignende type, som har lyst til at lære fra sig). Og målet så er at gøre vores EGNE spillere så gode, at vi kan først etablere os som stabilt 1.
          divisionshold, og derefter evt. kæmpe om oprykning.

          Så mener jeg at vi bør etablere en gruppe af spillere, som har lyst til dette (før den er der sikkert fin plads til inaktive holdspillere, med tiden håber jeg , at
          de aktive spillere vil stige så meget i styrke at de vil naturligt spille sig på holdet) som har lyst til at deltage aktivt i turneringer, træning osv., forberedelse
          til holdkampe f.eks. Men lad os starte det gradvist eventuelt, kan vi have lidt klar til næste generalforsamling om hvordan vi skal sikre at vi får aktive spillere så vi sikres også fremover første spørgsmål må vær –

          1. Skal vi ikke forsøge at køre den anden kurs med vi får en træner fremfor at købe flybiletter osv. til østeurpæiske IM/GMs ?

          2. Skal vi indtil da eventuelt selv forsøge at holde lidt træningssæssioner – jeg kunne godt arrangere hos mig for en lille gruppe – f.eks. hvor vi enkelte lørdage forbereder os til holdskak i fællesskab – der forefindes rigelige mængder at Pizzarier og ligende i nærherden hvis folk bliver sultene midt i alt skakstudierne. Jeg mener selv jeg er ret god til simple stillingstyper og kan vise lidt om dem med eksempler vi kan studere, hvorimod jeg nok konkret har brug for taktisk træning i komplicerede stillinger.

          1. Jeg er meget enig i, at 5 mesterspillere (ud af 25 på klubbens seneste styrkeliste) er noget tyndt i det. Jeg ved ikke, om det skyldes turneringsformatet. I de sidste mange klubturneringer har vi ligget på 7-10 mesterspillere. Jeg synes, vi skal evaluere schweizer-forløbet på generalforsamlingen til maj. Til den tid ved vi også, hvor mange ‘skæve’ opgør formatet har resulteret i.

            Idéen om at lave træningssessioner er rigtig god, og jeg tror, der er mange, der kunne tænke sig at være med til noget sådant i større eller mindre omfang. Det ville dels styrke niveauet blandt spillerne men også i høj grad ‘klub-ånden’. Og hvis der engang er penge til at hyre en +2300 træner i ny og næ, ville det være stort! De penge ville være langt bedre givet ud end til en købt spiller til 1. holdet, men det er jo også ved at være en del sæsoner siden, vi har gjort det sidst. Den vej skal vi ikke tilbage ad, synes jeg heller ikke.

  4. Jan Peter Lysberg

    Vi er næsten alle 30 år ældre 🙂

    Jeg er nok “desværre” nød til at give Mads ret.
    Tag nu klubbens første hold for 30 år siden – lang lang tid, ja så spiller 6 af os stadig holdskak. 4 på divisionen og to i Mesterrækken. Bjarne spiller klubturnering, Carl Johan en masse turneringer, jeg selv bymesterskab plus et par andre turneringer, og Kim spiller som den eneste “kun” holdskak, og det gjorde han næsten også “kun” dengang. Det giver kun mening, hvis klubben skal belønne spillernes aktivitets niveau, hvis der er tale om unge fremadstormende spillere, og her vi vist nok én hel del, der ikke falder ind under den kategori.
    Men god holdkamp til alle !!!
    hilsen en af de yngste af de gamle.

  5. Jan Peter Lysberg

    Brødrene Price information: Jeg har vist snydt lidt – Carl Johan og Hugo spillede ikke på holdet i samme sæson ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights