Formandens beretning til generalforsamlingen 7/6 2016

Dette år blev nok, hvis vi skal opsummere det, et af de mere stille. Beretningen vil sædvanen tro starte med opsummering af resultater, og her kommer holdresultaterne i første række.

Førsteholdet var rykket ned i 2.division, hvor vores 2.hold lige havde klaret skærene året forinden, så det kunne blive til en sjov styrkeprøve mellem vores bedste spillere. 1. holdet bestod af

  1. Michael Øe
  2. Kim Houlberg
  3. John Nyholm
  4. Jacob Würtz
  5. Finn Winther Nielsen
  6. Sune Kovshøj
  7. Bjarne Sønderstrup
  8. Elena Steffensen

Og da 2.holdet spillede i samme række, tager vi også lige holdopstillingen her:

  1. Jørn Bach Hansen
  2. Chr. Volmer Nielsen
  3. Alexander Eeg Jensen
  4. Bo Torpegaard Jensen
  5. Ellen Kakulidis
  6. Thomas Søndergaard
  7. Peter Lysberg
  8. Morten Thor Rasmussen

En god blanding af rutinerede kræfter og ungdommeligt gå-på-mod?! Jørn havde indvilliget i kun at spille hjemmekampe, og ellers skulle vi få brug for mange reserver.

Vi startede med det indbyrdes opgør, hvor førsteholdet trak det længste strå med en 6-2 sejr. Undervejs kunne man nu ikke se synderlig forskel i styrkeforholdet, og en 4-4 havde ikke været ’urimeligt’. Men det placerede jo førsteholdet i toppen fra start og 2.holdet i bunden.

I anden runde fik vi dog hurtigt dæmpet ambitionerne om oprykning igen, idet det kun blev til 2½ point mod det stærke hold fra SK1968 II, der også senere suverænt vandt rækken. Siden gik det fint med tre sejre 5-3, 5½-2½ og 6-2 over Randers, Viby og Aars/Nibe inden vi tabte til Jetsmark II med 3½-4½. Sidste runde sluttede vi fint af med en 4½-3½ sejr over Nordre II, men det var desværre et halvt point for lidt, så vi måtte nøjes med en 3.plads i gruppen.

Andetholdet kom sig aldrig over nederlaget i 1.runde og tabte også alle de resterende kampe undtaget mod Jetsmark II, der jo havde slået førsteholdet. Her blev det flot 4-4, og det kunne endda være gået bedre! Det skal dog også siges, at holdet var ramt af mange afbud, og selv om vi har mange reserver, så gør det jo betingelserne noget sværere. Nu sluttede holdet på en klar sidsteplads, men heldigvis har vi et skarpt 3.hold, der vandt mesterrækken, og derved sikrer klubben to hold i divisionen igen til næste år.

Enkeltresultaterne var af gode grunde ikke specielt prangende. Dog skal det nævnes, at Michael scorede 4 af 7 på førstebrættet og vel at mærke uden tabspartier! Jeg selv blev topscorer med 4½ af 7 og Elena scorede 4 af 5, men det var vel også forventet, at vi skulle tage fra i bunden. På 2.holdet blev Peter Lysberg topscorer med 4½ af 7 uden tabspartier.

Årets mesterrække havde i år deltagelse af hele 3 hold, bl.a. som følge af at der ikke var nedrykker fra divisionen året før. Vi stillede derfor, foruden de ’sædvanlige’ hold anført af Hans Engen og Arne Fjordside også et nyt hold med Poul Davidsen som holdleder og et par nye spændende navne, der skulle have chancen. Hans Engens 3.hold viste sig favoritværdigheden værdig og vandt gruppen ganske sikkert med 30 points og 4 point ned til nr. 2 Skørping. Undervejs ville de dog skabe lidt spænding med et nederlag 2½-3½ til netop Skørping, men ellers blev det til lutter sikre sejre, heriblandt 6-0 over Nørresundby III (skal jo lige nævnes, når det går ud over arvefjenden!). 4.holdet fik en fin 4.plads med 24 points, mens det nye 5.hold var på en for hård opgave, og måtte nøjes med 11½ points og en sidsteplads. En op og en ned, men som nævnt rykkede 2.holdet ned i mesterrækken, så vi stiller med to hold i rækken til næste år.

Vi havde i år ’kun’ ét hold med i A-rækken, nemlig Leif Sørensen’ Aalborg 6. Leifs hold har nu holdt sammen i jeg ved ikke hvor mange år, og de vil stædigt kun spille i A-rækken. Igen i år lykkedes det dem derfor behændigt/beskedent at besætte en 4.plads med 15 points midt i rækken.

Aalborg 7 stillede op i B-rækken. Per var afgivet til det nye mesterrækkehold, men Aage, Uffe, Jens Ole og Lars tog over. Her blev det til 10 points og en 3.plads i gruppen.

Holdstatistik for Aalborg Skakforenings spillere i sæsonen 2014/15:

Bedste procentuelle score (mindst tre spillede partier):

  1. Thomas Heine Bech, 5. bræt på 3.holdet i mesterrækken: 100% (7/7)
  2. Carl Johan Andersen, 3.bræt samme hold: 83% (5/6)

Af den fremgår det, at Thomas Heine Bech suverænt vinder topscorerpokalen.

Pokalturneringen. Lørdag 2.april var der 10 hold der dystede i Aalborgs lokaler. Man kunne frit vælge at stille hold i elite-, bredde-, senior- eller juniorrække. Vi valgte at stille 3 hold op i bredderækken, hvor kravet er, at spillerne skal have under 1800 i gennemsnit. Vi opnåede desværre ikke præmie og dermed kvalifikation til finalestævnet, men vi deltog alligevel med et seniorhold i pinsen i Svendborg, men denne gang kun med ét hold.  Bjarne Sønderstrup, Peter Lysberg, Kurt Pedersen og Hans Peter Rasmussen tog den lange tur til sy’fyn og gjorde en rimelig figur. Samme mandskab havde et par uger forinden deltaget i Nordres Bededagsturnering, hvor vi sluttede lige uden for præmiedeltagerne i vores ratinggruppe.

I de individuelle turneringsdeltagelser starter vi med Politiken Cup 2015, hvor Ellen Kakulidis og Per Jacobsen deltog. Ellen fik 5 og Per 3½ i de 10 runder og det var for begges vedkommende over forventet score.

Jeg forbliver lige ved Ellen, for hun fortsatte forrige års turneringsaktivitet, hvor det blev til 15 turneringer. Siden sidste generalforsamling har hun nu deltaget i: Politiken Cup 2015, SS Manhems Schackvecka, Aalborg Byturnering 2015, Odensemesterskabet 2015, VM for Ungdom, Rilton Cup 2015-16, Bad Zwischenahn 2016, divisionsturneringen, Nørresundby Mesterturnering 2016, Reykjavik Open 2016, DM i Svendborg 2016, Sondex Cup/Kolding Bymesterskab 2016, Copenhagen Chess Challenge 2016, Aalborg Skakforenings Klubturnering 2016 og Himmerlandsmesterskabet 2016. Pyha, 15 turneringer på et år og dermed langt over 100 partier. Denne imponerende aktivitet har så også givet pote i form af en ratingfremgang fra 1755 til 2003, i alt 248 points! Dette er klart den største i klubben i denne sæson. At Ellen på denne måde også er med til at vise Aalborg Skakforenings navn frem på den internationale skakscene er vi naturligvis glade for og stolte over. Derfor går årets fiduspokal uden konkurrence til Ellen Kakulidis.

Aalborg Byturnering 2015 blev spillet i august/september på skift i Aalborg og Nørresundby. Vi havde 16 deltagere med, og i mesterklassen blev John Nyholm Hansen nr. 2. I Basis 1 havde vi 6 deltagere med og her vandt Sune Kovshøj foran Peter Lysberg.

I Løvfaldsturneringen i Skørping havde vi 3 deltagere med: Sune Kovshøj, Per Jacobsen og Jens Ole van de Weerd. Sune vandt flot den øverste gruppe med 4½ af 5.

DM 2016 blev spillet igen på Hotel Svendborg. Vi havde foruden Ellen, der deltog i en basisklasse også vores nye medlem fra Færøerne, Bogi Hansen Eliasen, med i ’kort påske 1’. Som 3.lavest ratede i gruppen lykkedes det Bogi at besætte 2.pladsen, og vi kunne i flere dage følge med i Bogis spil live på nettet. Bogi er i sæson gået frem fra 1522 til 1736, imponerende 214 points.

I Nordjyske Bank Forårsmesterskab 2016 vandt Jens Ole van de Weerd basis 2 med 4½ af 5.

Himmerlandsmesterskabet 2015 er netop afsluttet og her havde vi i alt 7 deltagere med i turneringen. Jacob Würtz blev nr. 2 i mesterklassen og sluttede således en god sæson af med at kravle over 2100 i rating. Jeg selv blev nr. 3 i gruppen og fik således et hæderligt comeback i koordinerede turneringer uden for klubturneringen. Jeg var sidst med i Himmerlandsmesterskabet i 1982 (!), hvor jeg blev mester ligesom i 1972, hvor jeg også vandt turneringen og blev mesterspiller. Ellen sluttede også en god sæson af og endte med nu over 2000 i rating.

Sæsonens nordjyske Hurtigskak Grand Prix stævner havde også pæn deltagelse fra Aalborg. Peter Lysberg blev samlet nr.2 i mesterklassen, mens Kurt Pedersen og Hugo Falberg blev nr. 2 og 3 i 1.klasse. Lars Erik Lytzen fik en fin 2. plads i 2.klasse efter flittig turneringsdeltagelse.

juniorfronten har vi endnu en gang været aktive og godt med. Jeg har noteret mig at juniorGP’erne har fin tilslutning og at vi har godt gang i Hans’ juniorklub. Ture Jungberg, der kun er 10 år, har deltaget flittigt i ’voksenturneringer’ både her og i Skørping, Viborg og Randers, og ratingtallet er således allerede kommet op på 1250. Ingen tvivl om at vi kommer til at høre mere til Ture, men allervigtigst er det at iagttage, hvor ivrig og glad for at spille han er.

Klubmesterskabet for sæson 2014-2015 blev vundet af Michael Øe og Jacob Würtz. Michael vandt efterårsturneringen med 5 points i en 8-mandsgruppe. Jacob vandt forårsturneringen, der blev spillet som en 7-runders Monradturnering. Stort tillykke til begge.

Vi genoptog i år vores fine tradition med simultanarrangementer. Det var ved at være længe siden vi sidst havde haft besøg af stærke spillere, men i denne sæson diskede vi til gengæld op med to af slagsen. I forbindelse med Tall Ships Race i august arrangerede vi sammen med Nørresundby Skakklub en simultanforestilling med stormester Curt Hansen på havnen i Nørresundby. Det var et stort tilløbsstykke med over 30 deltagere. I september stod vi så for et fint arrangement kaldet ’Supersøndag’ i Nordkraft hvor den mangefoldige Danmarksmester Sune Berg Hansen spillede med 21. Matchen blev afholdt i kranhallen og efterfølgende var der spisning på Azurra og filmforevisning i Biffen af den nye Bobby Fischer –film Pawn Sacrifice.

Til sidst vil jeg lige nævne, at vi med rimelig succes har afviklet en 9-runders hurtigturnering over 3 aftener. Dette år lykkedes jeg med at vinde med maxscore. Som formand har man jo lov at prale, når det en sjælden gang er muligt.

Ellers vil jeg slutte beretningen med at sige tak til den øvrige bestyrelse og andre gode kræfter.

Præmietagere i klubturneringen 2014-2015:

Efterår: (7 runder, 36 deltagere) 

Mesterklassen (8 deltagere):

  1. Michael Øe 5
  2. Jacob Würtz 5
  3. Bjarne Sønderstrup 5

Basis 1 (8 deltagere):

  1. Hugo Falberg 5½
  2. Peter Lysberg 4½
  3. Carl Johan Andersen 4

Basis 2 (8 deltagere):

  1. Karl Henrik Laursen, 6
  2. Mark Torpegaard Jensen, 5

Basis 3 (12 deltagere):

  1. Sten Olav Engel 6
  2. Jens Ole van de Weerd, 5
  3. Andreas Bock 4
  4. Lars Erik Lytzen 4

Forår: (7 runder, 32 deltagere)

Ratinggruppe 1560-2175

(16 deltagere, 4 præmiegrupper)

 1-4: Jacob Wurtz og Michael Øe 5½

5-8: Jørn Bach Hansen 4

9-12: Ellen Kakulidis 4

13-16: Arne Fjordside 4

Ratingruppe 1000-1560: (16 deltagere)

1-4: Bogi Hansen Eliasen 7

5-8: Anders Brygger 4½

9-12: Bo Schjødte 3

13-16: Jacob Nissen 4

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights