Showing: 501 - 510 of 648 RESULTS

Formandens beretning til generalforsamlingen 28/5 2013

Jeg vil starte med at bede forsamlingen rejse sig og mindes vores stærkeste skakspiller, IM Erik Pedersen, der i det forgangne år døde i alt for ung en alder, 54 år. Jeg fik lov at skrive mindeord i Skakbladet, og dem vil jeg henvise til. Vore menige medlemmer kendte nok ikke Erik så meget fra klublivet, da han jo boede i Thisted, men vi havde dog den glæde at opleve Erik en 5 års tid på førsteholdet i Skakligaen, og os der kendte ham, vil vide, at vi havde med en ualmindelig rar person at gøre, udover at han selvfølgelig var en ualmindelig stærk skakspiller. Æret være hans minde!

Efter et par års deroute fik vi forrige år standset elevatoren, og minsandten om vi ikke fik den til at køre op igen ved at vinde 2.division gruppe 4 i netop forløbne sæson. Der var ikke meget tilbage af det Aalborg-hold, der spillede i Skakligaen indtil 2010. Det var derfor ’back to basics’, og så ellers benytte spillere, der efterhånden gennem mange år har repræsenteret foreningen. Eksempelvis var Jørgen Nielsen med, da Aalborg i 1963 rykkede op i den daværende øverste række, 1.division, og Kim Houlberg og jeg selv var med, da vi rykkede op i 2.division i 1974. Holdet bestod af

1. Jørgen Nielsen
2. John Nyholm
3. Kim Houlberg
4. Jacob Würtz
5. Bjarne Sønderstrup
6. Finn Winther Nielsen
7. René Rasmussen
8. Jens Johan Christensen

På forhånd var gruppen meget jævnbyrdig. Det interessante var jo, at vores 2.hold var rykket op i samme række, så jeg vil her i referatet behandle dem samlet. 2.holdet bestod af:

1. Jørn Bach Hansen
2. Søren Andersen
3. Bo Torpegaard Jensen
4. Peter Juul Pedersen
5. Peter Lysberg
6. Sune Kovshøj
7. Chr. Volmer Nielsen
8. Thomas Høj Jensen

Førsteholdets styrke lå i, at der på holdet kun var en ratingforskel på 57 mellem bræt 1 og bræt 8, og vi forventedes dermed at kunne score mere på de sidste brætter. Scoren på 32½ points kan ikke just siges at være imponerende, men lå trods alt kun ca. et point under den forventede. Sejren blev grundlagt i 2.runde, hvor vi med det fornødne held hev en storsejr på 6½-1½ hjem mod Thy. I de øvrige runder tabte vi to knebne sejre og vandt resten og lukrerede ellers på, at de øvrige slog hinanden på kryds og tværs.
2.holdet fik efter en hæderlig start, hvor de formåede at drille førsteholdet med et knebent nederlag 3½-4½, et dumt nederlag i tredje runde mod Skive på 2-6. Det forvandt de sig aldrig helt over, og selv om de hjalp førsteholdet gevaldigt med en sejr over Randers, tak for det, så kunne de ikke undgå nedrykning. Af individuelle resultater skal fremhæves topscorer på 1.holdet, Finn Winther Nielsen med 6 af 7 samt John Nyholm med 4½. På 2.holdet scorede Chr. Volmer 5 af 6 og Søren Andersen 4½ på det svære 2.bræt. Især bemærkes der meriterende sejre over Arne Christiansen fra Randers og veterandanmarksmester Poul Erik Nielsen fra Holstebro.

Årets mesterrække havde i år deltagelse af både klubbens 3. og 4.hold. 3.holdet vandt efter en spændende afslutning gruppen med 27½ points, mens 4.holdet sluttede på 22 points og en 5.plads. 4.holdet chokerede ellers ved at besejre 3.holdet med hele 4½-1½ i første runde, men 3.holdet kæmpede sig flot op og endte med at nedkæmpe konkurrenterne fra Skørping og AarsNibe eftertrykkeligt. Så selv om at 2.holdet rykkede ud fra 2.division, så skal vi ikke tage det så tungt. Til næste sæson skal vi jo have to søndagshold igen, og det skal igen blive rigtig ’sjovt’ at stille disse!

Vi havde 3 hold med i A-rækken, Aalborg 5, Aalborg 6 og Aalborg 7. 5.holdet fik 16½ points og en 2.plads, mens Aalborg 6 lige efter fik 16 points og en 3.plads. Aalborg 7 måtte nøjes med 8 og en 7.plads.

Mads har indført en fin holdstatistik på vores hjemmeside (det gør det jo leth (!) for mig). Af den fremgår det, at Kasper Antonisen og Finn Winther Nielsen deler topscorerpokalen med den fine score 6 points af 7 mulige. Kaspers score var 2,2 over forventet, og det var også den højeste. Nævnes bør også Chr. Volmers 5 af 6 i 2.division, der efter 5 runder så ud til at kunne give et skakur, men desværre blev dette forpurret af et afbud og et dumt nederlag i sidste runde.
Aalborg blev igen nordjyske pokalmestre 2012
Ikke overraskende vandt Aalborg pokalstævnet lørdag, den 3. november, men sandsynligheden for at det blev et Aalborg-hold, der skulle vinde, var også temmelig stor. Ud af de 6 deltagende hold var de 4 fra den arrangerende klub. Med en jætteindsats torsdag-fredag lykkedes det nemlig at få 16 spillere af huse, så vi sammen med et hold fra AarsNibe og et fra Nørresundby kunne få en 5-runders turnering ud af det.
Det blev Aalborg 1 (Bjarne, Finn, René og Plys), der overraskende sikkert vandt hovedturneringen med 18 points ud af 20 mulige. Aalborg 3 (Jacob, Søren, Mads Alberg og H.P) var ellers på papiret næsten lige så stærke og blev også nr. 2 med 13 points, men blev især i den indbyrdes match sat grundigt på plads med et 3½-½ nederlag, tsk tsk! Aalborg 2 (Arne, Brian, Per og Aage) gjorde det fornemt, og vandt det sideløbende scoreregnskab i forhold til forventet score. Det blev nemlig til 2,7 over forventet, og kun Aalborg 1 kunne her følge med, med 2,3 over forventet. Aalborg sikrede sig hermed pladserne til finalestævnet i Odense i pinsen 2013. Topscorerne på de enkelte brætter kom (naturligvis) fra det sejrende hold: Bjarne 5, Finn 4½, René 4 og Plys 4½. For Aalborg 2 scorede Aage flot 4 af de 5 mulige.
Ellers var stævnet hyggeligt som altid, og forhåbentlig kan Arnes frikadeller lokke nogle flere klubber til næste år?! Det er besluttet i hovedkredsbestyrelsen, at dette kvalifikationsstævne nu flyttes til foråret, således at finalestævnet i Odense kommer mere i kontakt med kvalifikationsstævnet.
Ved finalestævnet i Odense 2012 havde vi igen 3 hold med både i eliterækken, bredderækken og i seniorrækken. Vi havde atter en fornøjelig dag, og vi gjorde det faktisk hæderligt denne gang, om end vi ikke var i nærheden af medaljeplaceringer. Seniorholdet fik en flot 5.plads, eliteholdet kæmpede bravt mod overmagten i den fine række, og breddeholdets præstation forbigår vi i tavshed. Der er udførligt referat på hjemmesiden.
Ved Himmerlandsmesterskabet 2012 havde vi igen 9 deltagere og gjorde os igen flot bemærket. Finn Winther og Peter Lysberg fik begge 3 points i mesterklassen. Carl Johan vandt flot 1.klasse med 5 foran Hans Peter Rasmussen med 4½ points og Arne Fjordside med 4 points. I 2.klasse fik Aage Sørensen en delt 2.plads med 5 points.

Himmerlandsmesterskabet 2013 er netop afsluttet og her var vi lige ved at vinde i mesterklassen. Søren Andersen blev en flot nr. 2 med 5 points og Carl Johan næsten ligeså flot nr. 3 med 4½. I basis 1 deltog H.P. og Arne igen, dog uden for præmierækken. Lars Erik Lytzen blev en flot nr. 2 i basis 4.
Ved Politiken Cup 2012 deltog Jacob Würtz, Mads Leth og Per Jacobsen. Jacob startede fint, men faldt lidt af for dog at ende med at spille en god turnering. Mads og Per klarede sig også godt, og Per imponerede endda med at slå en FM (fide-mester).

Aalborg Byturnering 2011 blev spillet i august/september på skift i Aalborg og Nørresundby. Mesterklassen blev domineret af Nørresundbyspillere. Kun Peter Lysberg prøvede at tage kampen op, dog uden nævneværdig succes! Bedre gik det i basis 1, hvor vores nye medlem Alexander Eeg vandt med 5 foran Arne Fjordside med 4. Basis 2 vandt vi også ved Steve Dahl med hele 6½! I gruppen deltog også vore unge Martin Fredsted og Ellen Kakulidis. Jeg nænner næsten ikke at nævne, at Per Jacobsen også deltog. Han scorede ikke mere end Peter Lysberg i mesterklassen. Jeg siger ikke mere!
I basis 3 debutterede vores nye mand Karl Sperling og scorede flot 5 points og en 2.plads. Vi havde 11 deltagere med i turneringen.

I efterårsferien var vi sammen med Nørresundby Skakklub med til at arrangere Bent Larsen’s Nordjyske Mindeturnering, der foregik på Aalborg Katedralskole. Turneringen blev en enorm succes med 61 deltagere fra ind- og udland. Vi er blevet rost for arrangementet af alle, og jeg tror det er fordi, at konceptet har ramt rigtigt. Der var inviteret et par prominente navne som Olafsson, Island og Uhlman fra Tyskland. Derudover var der en stor del af den danske seniorelite med, ligesom det var tilladt alle spillere fra 7.hovedkreds at deltage. Det gav en fantastisk hyggelig stemning, og sportsligt var succesen også stor med live-dækning på nettet og en dansk vinder i form af IM Jens Kristiansen, der viste klassespil. Vi havde selv 12 spillere med. Turneringen gentages i 2014, forhåbentligt med samme succes.

Vores traditionelle julefrokost er de sidste par gået over til at blive en nytårskur i januar. Arne lagde lokaler til på Vissebakkegård, og det var særdeles rart at se en snes stykker møde op. Vi hyggede os gevaldigt en lørdag eftermiddag med god mad og drikke og lynskak.

DM 2013 blev igen år afholdt på Konventum i Helsingør. Vi havde desværre ikke nogle deltagere med denne gang. Jeg inviterede ved delegeretmødet til DM i 2014, hvor vi har 125 års jubilæum. Vi arrangerer denne gang påsketurneringen sammen med Skørping Skakklub, der også har jubilæum. Spillestedet er ikke fastlagt endnu.

I Nørresundby Bank Forårsmesterskab 2013, der lige er sluttet, havde vi igen 5 deltagere med, heraf de 4 i mesterklassen. Peter Lysberg fik en 2.plads med 3/5 foran Peter Juul Pedersen og Søren Andersen med 2½.

Sæsonens nordjyske Hurtigskak Grand Prix stævner havde også deltagelse fra Aalborg, om end ikke så flittig som foregående år. Arne Fjorside blev suveræn nr. 1 i 1.klasse.
På juniorfronten har vi mærket en kedelig tilbagegang, men vore få spillere har dog været flittige og succesfulde i Junior Grand Prix turneringerne. Med lutter top tre placeringer, blev Martin Fredsted Nielsen en klar samlet vinder af A-rækken. Sæsonen startede med to 2. pladser og en 3. plads. De sidste tre stævner har så givet tre 1. pladser. Martin sluttede suverænt af ved at vinde alle syv partier i Skørping, hele tre point flere end nr. 2. Men han måtte dog kæmpe for sejren i stort set alle sine partier, hvor han dog førte selv små fordele til sejr. Da de øvrige spillere i gruppen vandt over hinanden på kryds og tværs, blev det hurtigt klart, at Aalborgspilleren ville vinde turneringen. I de sidste tre stævner har Martin scoret 19,5 point af 21 mulige!
I gruppe 2 havde Aparna Bannerjee det svært denne gang. Men hun var også uheldig i flere partier, og hun sluttede med 3 point.
Hendes lillebror Aryan samt Tobias Larsen deltog i gruppe 3. Tobias var rykket op, efter at han sidst vandt begynderklassen, og han fik en pæn debut i gruppen med en midterplacering og 6,5 point. Aryan sluttede med 6 point. Alle 4 spillere har i løbet af sæsonen modtaget pokaler, så det har været en fin juniorsæson. Det skal også nævnes, at Ellen Kakulidis kun har deltaget i et stævne i sæsonen, og det vandt hun! Ellen har også deltaget i landsmesterskaber og nordiske mesterskaber i pige- og skoleskak. Tak til juniorleder Hans Engen og til Preben Nielsen for fine referater og engagement på hjemmesiden.
Årets fiduspokal, som går til spilleren med den største ratingfremgang, bliver denne gang vundet af Karl Sperling. Karl startede ved byturneringen 2012 som nærmest begynder og et heraf tildelt ratingtal på 1200. Dette var tilsyneladende for lavt, idet han først vandt 70 points i denne, og siden vandt han yderligere points klubturnering og holdturneringen og ligger nu på 1371. En ratingfremgang på 171 er der ingen, der kan overgå denne sæson, og som sagt imponerende, da Karl næsten var nybegynder, da han kom. I vinter blev Karl far, så det har ’desværre’ lagt en dæmper på skaksulten for et stykke tid?!

Klubmesterskabet for sæson 2012-2013 blev vundet af Carl Johan Andersen og John Nyholm Hansen. Det blev vedtaget sidste år, at vi godt kunne lade vinderen af efterårsturneringen og forårsturneringen få hvert et mesterskab. Carl Johan imponerede ved at vinde efterårsturneringen som den lavest ratede, men absolut stærkest spillende. John vandt forårsturneringen på ligeledes godt spil. Det er for begges vedkommende første gang, de vinder klubmesterskabet. Stort tillykke.

Jeg vil slutte beretningen med at sige tak til den øvrige bestyrelse og andre gode kræfter. Det er dejligt at se den fortsat store aktivitet på hjemmesiden. Vi er flyttet til bedre lokaler i ’den røde kantine’, og jeg synes det har givet en fin ramme for vore klubaftener og hjemmekampe. Nu bliver det spændende at bevæge sig ind i det 125. år for den gamle hæderkronede klub.

Nyholm kombinerer!

Som optakt til simultanforestillingen med John Nyholm Hansen på tirsdag, har klubmesteren tilsendt hjemmesideredaktionen følgende eksempel på hans kombinatoriske evner ved skakbrættet. Partiafslutningen er fra 3. runde i Klubturneringen, hvor Jørn Bach Hansen bliver knockoutet af klubmesteren. John kommenterer:

Men hvad følger egentlig på 30. Dxg3?

Vel mødt til simultan med John Nyholm på tirsdag d. 4/6 kl. 19.30. Ved samme lejlighed vil der også være mulighed for at få et lynkursus i brug af klubbens hjemmeside samt oprettelse af pgn-filer!

Aalborg Regatta

løber af stabelen på Aalborg havn, fredag 21., lørdag 22. og søndag 23.juni. Der vil blive mulighed for at spille skak på små og store brikker, idet der om lørdagen arrangeres Nordjysk Mesterskab i Friluftsskak (hvor vi skal have kvalificeret en deltager). Om søndagen spilles der ligeledes mesterskab, men denne dag for juniorer. Kom og vær med! Jeg kan udlove 4 billetter til fodboldlandskampen nu på onsdag 5.juni på Aalborg Stadion til de 4 første, der melder sig til at hjælpe til på Regattaen…

Himmerlandsturneringen 2013 – sidste runde

Resultater:
M-klassen.
Jesper Salomonsen – Finn ½ – ½
Niels Chr. Davidsen – Carl Johan 0 – 1
Søren -Jørgen Jørgensen ½ – ½
Basis 1:
Hans Peter – Lars Ekholm 0 – 1
Søren Thomsen – Arne 1 – 0
Mogens Nielsen – Normann ½ – ½
Basis 2:
Per – Mogens Hermansen 0 – 1
Basis 3:
Poul Erik Simonsen – Poul 1 – 0
Basis 4:
Børge Bertelsen – Lars Erik 0 – 1

I mesterklassen fuldendte Carl Johan en meget fin turnering ved i offerstil at udspille troldmanden fra Skørping alias Niels Chr. Davidsen. Det var dog Carl Johan som tryllede. Efter et par tvivlsomme træk, kom Carl Johan til fadet – overbevisende. e5 var helt afgørende træk! Kongen blev fanget i centrum, og Carl Johan viste ingen nåde! Se partiet på linket her. Partiet mellem Jesper og Finn endte remis. Jesper havde gang i noget angreb, men Finn holdt hovedet koldt og spillerne blev enige om remis.

Finaleopgøret mellem Søren og Jørgen Jørgensen blev spændende og dramatisk, og blev først afgjort i yderste tidsnød. Ingen tvivl om at Søren fik klar fordel efter åbningen. Jørgen stillede sig op med leningradsystemet i hollandsk, men Søren var velforberedt. Søren får en springer ind på e6, og det er tydeligt, at han her står bedst. Vælger så at forcere et angreb, som ikke var helt klart. Jørgen spiller ikke helt præcist, og spillerne havner i et spændende slutspil med tårn og 4 bønder (heraf 2 fribønder) til Søren mod Jørgens 2 springere og 2 bønder. Slutspillet er vanskeligt for begge og efteranalyserne må vise hvem som havde muligheden – hvornår. Med resultatet blev Jørgen Jørgensen, Himmerlandsmester igen, igen! Tillykke. Søren tog  2. præmien og Carl Johan 3. præmien.

Basis 1. H.P. måtte ned mod Lars Ekholm. Lars spurgte under partiet hvad åbningen hed 1.d4, d5 2. h3!? HP overså et sort fremstød og Lars fik fordel, som han fastholdt og vandt. Selv måtte jeg ned mod Søren Thomsen, det var en af de dage!! Norman spillede sig flot op efter kort rokade i starten, og tog de fleste point med sort. Remis mod Moegens Nielsen i sidste runde betød at Lars Ekholm vandt foran Mogens Nielsen.

Basis 2. Ingen mindeværdig turnering for Per, som ikke fik det til at rulle! Overraskende vandt Rune Nielsen gruppen, da han i sidste runde slog ratingfavoritten Kjeld Johansen. Rune var lavest ratet inden turneringen – flot resultat med 6. p. og et solidt ratinghop. Kjeld Johansen blev nr. 2.

Basis 3. Her er heller ikke meget at skrive hjem om. Poul trænger vistnok til sommerferie, efter en noget slap afslutning! Kom igen.

Basis 4: Her var lagt op til en spændende afslutning. Gunnar Poulsen vandt planmæssigt og sluttede med 6 p. på 1. pladsen. Lars Erik havde ellers bange anelser inden partiet,men dem gjorde han selv til skamme. Lars Erik vandt et flot parti over Børge Bertelsen og tog 2. præmien. Sejren indbragte også 77 kære ratingpoint! Flot af Lars Erik.

Ialt 3 Aalborg præmier, men ingen vindere i år. Næste mandag spilles Himmerlandsmesterskabet i lynskak.

Læs mere på Aars Skakklubs hjemmeside.

Skakhilsen Arne

Klubmestersimultan

Tirsdag d. 4. juni kl. 19.30 spiller den nykårede klubmester John Nyholm Hansen simultanforestilling mod alle interesserede i klubbens lokaler. John hjemtog klubmesterskabet med stor sikkerhed, og på den seneste styrkeliste figurerer han med 2108 i DSU rating! Hjemmesideredaktionen udlover som sædvanligt præmie til alle, der formår at fravriste Mesteren et helt point!

Så mød op tirsdag d. 4/6 og ønsk John tillykke med det velfortjente mesterskab og giv ham kamp til stregen i simultanmatchen!

 

Forslag til generalforsamlingen

Fra Ole har jeg modtaget følgende forslag til den kommende generalforsamling 28/5:

Kære skak venner
Her er et forslag til fornyelse af vores klubturnering.
Intentionerne er:
•dels at styrke konkurrencemomentet ved at spillere nogle gange møder spillere, som de ikke plejer at møde,
•dels at styrke vores ”overlevelseschancer” i divisionsturneringen ved at spille med samme betænkningstid som i divisionsturneringen
•dels at give spillere på vej frem muligheden for hurtigere rating fremgang ved at de, hvis de klarer sig godt i første del af turneringen, har chancen for at møde de stærkere spillere, der har tabt et par kampe, i sidste halvdel af turneringen.
•dels at fjerne de alt for tidsnøds prægede afslutninger, og derved træne mere i slutspil
•dels at indføre et turneringssystem, der i praksis matcher at vi er en klub med en meget stor bredde. I holdturneringen har jeg set at 3. holdet er i stand til at spille lige op med 2. holdet. Det samme skete da 4. holdet mødte 3. holdet, og slog dem.
Forslaget går ud på at vi spiller i en stor gruppe.
Helst så jeg klubturneringen delt over i 2 store grupper, da jeg egentligt er modstander af de turneringer hvor der kan være rating spring på over 300 point. Men med et deltagerantal på kun 24 (forår 2013) kan jeg ikke i praksis se en mulighed for en god opdeling.
Jeg foreslår at turneringen går over 9 runder imod nu 7. Der spilles efter et system, hvor de stærkere spillere i de første runder tillægges point ved rundelægning for at minimere chancen for ikke-sportslige partier. Sådanne partier anser jeg for trivielle for begge parter. Der kan ved at kigge på andre klubbers hjemmesider findes velegnede turneringsregler, men princippet er at spillere med højest rating får flest point tillagt.
Ved valget af turneringsregler er det vigtigt at se på beskyttelse af de endnu knap så stærke spillere. Jeg vil mene at grænsen p.t. i vores forening går ved 1750 i rating. Spillere som Hans Peter og Arne kan fint matche de fleste af 2. og 3. holdets spillere. I hvert fald nyde disse opgør. Det vil i praksis sige at spillere under 1750 ikke skal tillægges point ved rundelægningen, men i starten af turneringen spiller imod dem, som de plejer at møde.
Der spilles med tillæg per træk, så spillerne trænes til divisionsturneringens udfordringer. Min erfaring fra andre klubber er at systemet med tillægs tid kun for enkelte partier forlænger spilletiden. Men det kunne da være en god anledning til at gå over til at spille fra kl. 19:00J Vi skal jo alle på arbejde eller passe vores studier dagen efter.
De præcise turneringsregler vil jeg ikke give et bud på, da jeg er stor tilhænger af at den bestyrelse, som vi vælger, har metodefrihed efter hvad de til enhver tid finder hensigtsmæssigt for klubbens udvikling. Men jeg håber, at vi kan få en god debat her på hjemmesiden og til klubbens generalforsamling. En god debat der kan være et pejlemærke for vores bestyrelse.
Med venlig hilsen
Ole Knudsen

Himmerlandsturneringen 2013 – 6. runde

Resultater:
M-rækken:
Carl Johan – Søren 0 – 1
Finn – Niels Pedersen 1 – 0
Basis 1:
Arne – Hans Peter 1 – 0
Basis 2:
Keld Johansen – Per 1 – 0
Basis 3:
Poul – Henri Mattelin 1 – 0
Basis 4:
Lars Erik – Frank Bækkegaard 1-0

Partiet Carl Johan – Søren var ikke overraskende Sciciliansk med 2.c3 varianten. Carl Johan fik en meget fin stilling, og havde også mest tid. Søren tilbød (måske lidt taktisk) remis, som blev afslået. Herefter spillede Carl Johan ikke det bedste, og Søren kom ind i kampen og vandt partiet. Finn fandt en fin matkombi i partiet mod Niels Pedersen, Nibe /Aars. Måske viser Finn partiet her på siden!? I mit parti mod Hans Peter forsøgte H.P. sig med 1. d4,b6 (Owens Defence!?). Jeg fik dog hurtigt en behagelig stilling, uden at der var noget alvorligt på færde. HP undlod, at tage imod et skinoffer, som ellers var helt ufarligt (ifølge Shredder). Herefter gik det ned af bakke, og slutstillingen var spil til et mål. Per mødte Keld Johansen, og fik spillet ind i sin elskede Fajarowicz (1.d4,Sf6 2.c4,e5 3.dxe5,Se4). Men et eller andet gik ikke efter planen, Per skulle, ifølge ham selv, ha’ spillet Lb4 med godt spil!? I basis 3 kom Poul i gang igen, efter en kort rokade, som burde ha’ kastet mere af sig. Lars Erik vandt en af de nemme sejre, da hans modstander havde meldt fra.

Altså ingen remiser i denne runde, som også omfattede to interne Aalborg opgør! Ganske få ting er faldet på plads i turneringen, så der er spænding i alle klasser! I mesterklassen bliver der tale om finaleopgør om Himmerlandsmesterskabet 2013 mellem Søren (hvid) og Jørgen Jørgensen, Nørresundby. De øvrige spillere må kæmpe om 3 pladsen, og nogle har udspillet deres rolle.

I basis 1 er alt endnu et åbent spørgsmål. Mogens Nielsen og Lars Ekholm fra arrangørklubben Aars / Nibe er i udbrud med 4 p. Selv er jeg lige efter med 3½ p. Teoretisk set kan 5 spillere fortsat nå at blande sig i præmierækken.

I basis 2 skal præmierne fordeles mellem Keld Johansen, Skørping 5½ p. og Rune Nielsen, Aars / Nibe 5 p., som tilfældigvis mødes i sidste runde! De øvrige spillere må nøjes med at kæmpe om rating, hæder og ære.

I basis 3: Her er det også en lokal spiller Jørgen Madsen, Aars / Nibe som er i udbrud med 4 ½ p. Her står den også på topopgør i sidste runde, hvor Jørgen møder Henning Staugaard med 4 p. Patrick Lemmonier har ligeledes 4 p. Poul kan blande sig i præmierækken, men det kræver sejr i sidste runde og, at øvrige resultater flasker sig.

I basis 4. Her er Gunnar Poulsen, Tranum fortsat storfavorit til sejren, selv om han snublede i denne runde og måtte ned til Peter D. Kristensen, da han i sidste runde møder Frank Bækkegaard, som endnu ikke har fået point ind på kontoen. Lars Erik og Peter D. Kristensen, Nørresundby har begge 4½ p og lige efter følger Børge Bertelsen, Aars / Nibe med 4 p., som er Lars Eriks modstander i sidste runde. Så fuld spænding i alle rækker inden finalerunden!

Se mere på: www.aarsskakklub.dk

Skakhilsen Arne

Vi kom, vi så, – og vi fejlede!

Turen til Odense blev ikke det triumftog, vi så heller ikke havde regnet med, – hvis vi skal være helt ærlige. Men alligevel var der flere oplivende momenter, og holdene klarede sig heller ikke ringe endda. Resultaterne kan ses på unionens hjemmeside, og jeg vil her kommentere eliteholdets præstation, i det håb at Mads og Arne bedre kan omtale bredde- og seniorholdets.
Eliteholdet startede på live-brætter mod Frem, Odense, og her blev det til et knebent nederlag 1½-2½. John forsvarede sig godt mod FM Mads Hansen og holdt fint remis i tårnslutspil. Jeg havde klar fordel mod Kristoffer Dyrberg, men måtte nøjes med remis i tidnøden. Søren spillede fint og havde fra min vinkel pæn fordel, men modstanderen vred sig ud af presset. Peter tabte et dårligt slutspil til vores gamle medlem Niels Peter Nielsen. I 2.runde var vi overmatchede og måtte ned 0-4 til Skolerne, Århus. 3.runde gik lidt bedre, men også kun lidt (!), idet vi fik ½ point mod Viborg. Søren spillede igen fint og havde pæn fordel mod Claus Rossen, men slutspillet ebbede ud i remis. Nu var vi ned i bunden, og så kunne det kun gå fremad. I 4.runde havde vi så alt heldet, og det blev til hele 3½-½ mod Sydøstfyn. John og jeg overlevede mirakuløst meget svære stillinger, og vi ‘fuskede’ os begge til gevinst. Peter vandt stilrent (?) og Søren kæmpede sig til remissen. I 5.runde leverede vi den bedste præstation, idet favoritterne fra Esbjerg blev besejret med 2½-1½. John havde endda Niels Jørgen Fries på krogen, og Peter kunne måske vinde til sidst,efter at have stået dårlig, så sejren kunne være blevet endnu større. Søren og jeg vandt begge flotte partier. Søren indkasserede herefter en kæmpefadøl fra et væddemål med Mads, om hvem der kunne vinde sit første parti. Mit parti ses nedenstående frit efter hukommelsen. I sidste runde var gassen desværre gået af ballonen, og vi tabte skuffende 3-1 til bundproppen fra Ringsted. Søren stod for det ene point, mens jeg på det skammeligste forvandlede et ellers fint partioplæg til tab i et enkelt træk, fordi jeg ikke tjekkede en bondegevinst igennem for modstanderens naturlige svartræk. John og Peter måtte også ned. Øv! Nu blev det til 9 points ialt, og vi havde hele 2½ hold under os i slutstillingen.
Mod Esbjerg fik jeg revanche mod Ove Weiss Hartvig, som jeg havde slemt på krogen for et par år siden i samme turnering. Den gang overlevede han et meget flot offerparti, hvor jeg havde sort i samme åbning, som vi spillede her:
Hvid: Ove Weiss Hartvig, Esbjerg, 2188 Sort: Bjarne Sønderstrup, Aalborg, 2031.
1.e4,c5 2.Sf3,Sc6 3.d4,cxd4 4.Sxd4,Sf6 5.Sc3,e5 6.Sdb5,d6 7.Sd5 (Det spillede han også sidst),Sxd5 8.exd5,Se7 9.c4,Sf5 (Jeg hopper ikke på fejlen 9-,a6?? 10.Da4! længere) 10.Da4,Ld7 11.Ld3,g6 11.Da3,Lxb5 12.cxb5,Sd4 13.0-0,Lg7 14.Ld2 Hov, hvordan dækker jeg nu d6-bonden hensigtsmæssigt? 14.-,0-0 15.Lb4,Te8! Pointen er, at det gør jeg slet ikke! Mine trusler med e4 er meget mere alvorlige, så d6 er tabu. Sort har nu fremragende spil, men det hjælper selvfølgelig, at hvid ikke kan omstille sig på at skulle forsvare sig, og måske derfor ikke finder de bedste træk. 16.Lc3?!,e4! 17.Lxd4,Lxd4 18.Lc4,Tc8 19.Db3,e3 Av! 20.Tad1,exf2+ 21.Kh1,Dh4! Hvid er færdig. 22.Dd3,Le5 23.Opgivet på grund af dobbelttruslen på h2 og c4.

Himmerlandsturenringen 2013 – 5. runde

Resultater fra 5. runde:
Mesterklassen:
Jesper Salomonsen – Carl Johan 1 – 0
Finn – Benny Grønhøj 0 – 1
Søren – Niels Chr. Davidsen 1 – 0
Basis 1:
Hans Peter – Normann 0 – 1
Henning Larsen – Arne ½ – ½
Basis 2:
Per – Byrial Jensen 0 – 1
Basis 3:
Henning Staugaard – Poul D. 1 – 0
Basis 4: Lars Erik – Gunnar Poulsen 0 – 1

Ikke den mest opmuntrende runde set fra Aalborg. Søren spillede et flot og sikkert parti mod Niels Chr., som valgte en Stonewall opstilling. Vanen tro, angreb Niels Chr. med tårne og dronning i h-linien, men Søren parerede truslerne og vandt en bonde på den modsatte fløj. Ironisk nok var det Søren som fik afgørende angreb da g-linien blev åbnet. En sikker sejr til Søren. Benny spillede skandinavisk mod Finn, som ikke rigtig fik brikkerne til at rulle (noget nær Finn’s egen kommentar). Jespers sejr var der heller ikke noget at indvende i mod. Jeg har i øvrigt en lille rettelse til et tidligere referat. Jepser Salomonsen var ubesejret i 43 partier i holdturneringen, da Hans Peter fik ofret sig i gennem cykelryttern fra Als parader – undskyld Jesper. Måske er Jesper nu startet på en ny lang række af partier uden tab!? Noget overraskende, må man vel sige, ihvertfald bedømt udfra ratingtallene var det, at partiet mellem Niels Pedersen og Jørgen Jørgensen endte med remisdeling. Måske har Niels et godt tag på storfavoritten, idet han sidste år, ikke nøjedes med at spille remis, men tog en fornem skalp i partiet mod Jørgen.
I basis 1. så det ud som om, at Hans Peter var ved at overspille Norman, men det var ingenlunde tilfældet. Norman er sej at løbe over ende, og her overså Hans Peter en dødelig skak på d5, hvorefter det var slut. Selv var jeg i kløerne på remiskongen Henning Larsen (undskyld). Henning har fået for vane at ofre officer mod mig (er sket en 2-3 gange), igen meget chancerigt, og i samme moment tilbyde remis! Som jeg ikke turde afslå – ifølge Shredder et fornuftigt valg, hvilket også efteranalyserne viste. Søren og Mogens spiller deres udsatte parti på fredag. I den jævnbyrdige gruppe er ingen ting afklaret.
Basis 2:
Per havde stillet en sejr i udsigt i bilen på vej til skak, men hans modstander Byrial Jensen mente det anderledes. Så det bliver næppe for denne turnering at Per skal nævnes i formandsberetningen!
Basis 3:
Partiet blev spillet forud. Poul har tilsyneladende tabt pusten. 50% er under hvad vi havde ventet, men der er tid til at rette op.
Basis 4.
I topopgøret mod Gunnar Poulsen blev Lars Erik langsomt spillet ned, og sejren var fuldt fortjent. Gunnar Poulsen er nu ene mand om, at ha’ maksimum point i hele turneringen! Lars Erik ligger på en delt 2.plads med 3½ p.

Sakkhilsen Arne

Pokaltræning – sidste aften!

Tirsdag d. 14. maj kl, 19.30 spiller vi sidste runde af forårets hurtigskak-handicap turnering: ‘pokaltræning’. Betænkningstiden er 20 minutter pr. spiller, og man kan deltage i præcis så mange runder, som man har lyst til. Kendere af Aalborg Skakforening vil ikke være i tvivl om, hvem der på nuværende tidspunkt fører turneringen, når de kaster et blik på fotoet til højre:Leather-Cowboy-Hat-FS2-A3-1-

Nemlig – Uffe Kristensen! Sidste tirsdag var Uffe flyvende og scorede 2 point over forventet med 3 sejre ud af 4 mulige. Han fører derfor før sidste runde handicap-turneringen med +2,85. Lektor Winkler indtager den øjeblikkelige 2. plads med +1,85 og den meget snart 20-årige Martin Nielsen ligger nummer 3 med +1,21.   Se stillingen her.

Vel mødt tirsdag aften i forsøget på at vælte de tre herrer af podiet!

Verified by MonsterInsights