Showing: 61 - 70 of 388 RESULTS

Vedrørende afbud/udeblivelse i klubturneringen

Til sidste runde var der uheldigvis flere brætter, der stod tomme, fordi enkelte spillere havde glemt at melde afbud. “Glemt” er det rigtige ord, fordi jeg ikke tror, at nogle spillere bevidst bliver væk. Det er selvfølgelig beklageligt for modstanderen, der er gået forgæves, men som udgangspunkt vinder sit parti uden kamp. Men partiet bliver ikke ratet, som det ellers står i ratingreglementet, idet der på hovedbestyrelsesmødet i november blev vedtaget, at følge FIDEs regler, jeg citerer fra HB-referatet:

11. Dansk rating af ikke-spillede partier
PJ (unionsformand) gennemgik det udsendte bilag. Anledningen til at tage emnet op er, at FIDE`s regler på området er klare og siger, at et ratingtal kun skal være et udtryk for spillestyrke, mens de danske regler har været anderledes og derfor har givet mulighed for at bruge ratingtallet som ”straf eller belønning” ved udeblivelse, afhængigt af den enkelte turneringsleders beslutning. Efter nogle opklarende spørgsmål blev der ved en hurtig afstemning konstateret enstemmig opbakning til at ændre de danske ratingregler, så ikke-spillede partier ikke bliver ratet fremover.

De udeblivende spillere skal tildeles en advarsel (hvilket hermed er gjort). Men jeg er af den holdning, at kan partierne på nogen måde spilles, så vil jeg foretrække det, især når det er en klubturnering, hvor vi ikke spiller om store præmier. Vinderen har selvfølgelig ret til ikke at ville spille partiet, og skal ikke høre et ondt ord over dette. Men partiet bliver ikke ratet.

Vedrørende afbud, som det selvfølgelig kan blive nødvendigt at melde nogle gange (helst i god tid!) så vil jeg annoncere det på turneringssiden https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=28525 under tabellerne senest på spilledagen. Ved afbud kan man få sin modstanders telefonnummer oplyst hos mig, og så har man pligt til at informere modstanderen. Så vidt muligt kan partierne afvikles ugen efter, hvis der ikke er holdkampe, men der bliver også et par tirsdage hvor der kan samles op.

Godt Nytår

skal lyde herfra!

Her ved årsskiftet skal der lyde en tak til alle Jer, der gør det til en fornøjelse at komme til skak en tirsdag aften. Vi har netop passeret de 100 medlemmer igen, så vi er blandt de største klubber i landet. Det syder af liv, både i junior- og seniorundervisningen, og det er dejligt at se så mange nye ansigter, der har lyst til at spille skak og lære fiduser af os gamle. Velkommen til alle de nye.

I Julen har der været spillet hurtigturnering i Silkeborg med 3 deltagere fra Aalborg Skakforening. Lars Lytzen klarede sig overmåde flot med en 3. plads i sin gruppe, og præmie for den bedste spiller under 1300 i rating. Tillykke til Lars!

Lige nu er der tilmelding til den nye klubturnering, der starter tirsdag d. 16, og vi er i skrivende stund på 28 deltagere. Hvor efterårsturneringen var delt op i 8-mands grupper, laver vi om foråret lidt større grupper, der spiller efter Monrads turneringssystem. Gruppeinddelingen laves efter hensyn til, at ratingspringet i den enkelte gruppe ikke bliver for stort. Vi spiller igen med den nye betænkningstid 1 time til 30 træk + 15 min. til resten af partiet, tillægstid pr. træk 30 sekunder hele partiet. Jeg synes det var et godt tiltag, især for de nye og de unge, og jeg synes ikke, at spilkvaliteten forringedes mærkbart overordnet set. Der er tilmeldingsfrist til mandag 15/1 kl. 20 på https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=28525. Indskud på 100 kr. kan indbetales på mobilepay 23375618.

Vi holder åbent i aften med hyggeskak og undervisning fra kl. 17.30. Vel mødt.

 

 

Sune blev klubmester

I aftes vandt Sune det afgørende parti over Christian Volmer. Der var ellers bragt spænding om klubmesterskabet, da Christian havde vundet over Bjarne, mens han til gengæld havde slået Sune sidste tirsdag. Stillingen var således at Sune og Christian begge havde 4½ points, mens Bjarne havde afsluttet turneringen med 5 points efter sejr uden kamp over Ole. Det blev med Sunes sejr ikke nødvendigt med korrektionsberegning i tilfælde af en remis. Det var Sunes 6. klubmesterskab . Tillykke!

Klubturneringen er ikke færdigspillet endnu. De sidste partier spilles tirsdag d. 12. december. Der vil være præmieoverrækkelse og juleafslutning tirsdag d. 19.

Tilmeldingen til den kommende klubturnering, der starter 16. januar er åben på https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=28525

Orla Olesen død

Klubbens ældste medlem , Orla Lindholm Olesen, døde her d. 23. november, 85 år gammel. Orla har været et højt skattet medlem af Aalborg Skakforening siden 2006, hvor han gik på pension efter et langt liv som kirkeorganist.

Orla var født i Ringkøbing og fik stilling på Gl. Lindholm Skole i 1959, og har siden slået sine folder i det Nordjyske. Han var med til at stifte Dronninglund Musikskole. Hans bror, Bent Olesen, forblev i det vestjyske, og har igennem årene været Lemvigs stærkeste spiller. Det fortælles, at de var tre brødre, der hver sommer til det sidste cyklede rundt i Danmark.

Orla var venligheden selv, og han spillede flittigt klubturnering og holdskak indtil ikke så længe siden.

Vi vil savne ham.

Yehor nr. 3 ved Ungdoms-DM

Ved weekendens Ungdoms-DM i Odense blev Yehor en flot nr. 3 i U-12. Yehor var seedet nr. 4 og havde kun de to øverstseedede foran sig i slutstillingen. Disse havde over 300 mere i rating, men Yehor spillede remis mod vinderen, og i 3.runde havde han klar fordel mod nr. 2 i gruppen, men det smuttede i en stilling med +5 på computeren. Ærgerligt, men 5½/7 var også flot, og det gav en pokal og en pæn ratinghøst oveni. Se stilling påhttps://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=28126 og partier på https://lichess.org/broadcast/danish-youth-championship–u8-u10-u12/round-1/2DKPtbHU

 

Divisionsturneringen i gang

I går startede den nye divisionsturnering med to udekampe for vore hold.

1.holdet var en tur i Jetsmark og måtte rejse hjem med et 5-3 nederlag akkurat som sidste år. Vi havde 3 reserver med i stedet for Ivar, Elena og John. I stedet havde vi Jens Johan, René og Ole med. Dagens helte var Edgar og Jens Johan. Edgar vandt imponerende på 1.bræt over Bjarke Jensen og Jens Johan vandt med sort over Tobias Hoffmann. Der var remisser til Jacob og Ole, mens vi var tre, der måtte bide i det sure æble. 5-3 var ingen katastrofe, men dog lidt under forventet score. I divisionen lagde Nordre, Aarhus sig klart i spidsen med en 7-1 sejr over Skolerne II.

2.holdet tog til Aars og vendte hjem med et 4½-3½ nederlag, -også en lille bitte smule under forventet. Sejr til Kamen på 2.bræt og 5 remisser.

Divisionsturneringen er jo under ombygning, idet den fremtidige struktur bliver 1 Skakliga og 4 1.divisioner og ingen 2.divisioner. Dette stiller nogle store krav i de nuværende 2.divisioner, idet kun de tre øverst-placerede hold går videre til de nye 1.divisioner. De 5 nederste rykker altså ned i mesterrækkerne. I den nuværende 1.division rykker nr. 1 op i Skakligaen, mens nr. 8 spiller playoff mod nr. 8 i den anden 1.division om at undgå nedrykning til mesterrækken. Kravet til 1.holdet er altså at undgå at blive nr. 8, mens vores 2.hold nok får det svært med at blive mellem de 3 bedste.

Næste runde spilles 12. november med hjemmekampe mod henholdsvis Aarhus Skolerne II og Skørping.

https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Index/92

Elena og Arne triumferer i Løvfaldsturneringen

Vi havde tre deltagere med i Løvfaldsturneringen, som Skørping afholdte i den forgangne weekend. Og det blev til to flotte førstepræmier.

I øverste gruppe vandt Elena med 4½ af 5 og 1½ point ned til nr. 2, Peter Mikkelsen fra arrangørklubben. I næstøverste gruppe vandt Arne med 3 af 4 (p.g.a. oversidder). I gruppe 4 fik Jens Ole van de Weerd 2 af 4.

Resultater på https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=28249

Pæne præstationer ved Senior-DM i hurtigskak

En delegation på 6 fra Aalborg Skakforening deltog i weekendens DM-stævne i Herning. Der blev spillet 4 runder lørdag og det samme søndag, og præstationerne i 65+klassen artede sig nogenlunde efter ratingforventningen. Bedst placeret blev Jens Kølbæk med 6 points uden tabspartier. Dette gav en 3.plads på dårligere korrektion end nr. 2. Det gav desværre ikke præmie. Samme skæbne blev jeg udsat for sidste år, men i år scorede jeg 5, og det gav til gengæld en 2.præmie i en lavere ratinggruppe. I runde 5 blev jeg udsat for det pudsige i en stilling med en officer mere, at min modstander lavede ulovligt træk, hvilket ingen af opdagede før efter partiet. De øvrige 4 aalborgensere i gruppen var Christian Volmer med 4½, Hugo Falberg 4, Hans Peter Rasmussen 3½ og Arne Fjordside 3.

Resultater på https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=28277

Omtale med billeder https://nyheder.skak.dk/2023/10/09/hurtigskak-dm-for-seniorer-2023/

Verified by MonsterInsights