Referent:
Finn Winther Nielsen
I divisionsturneringens 4. runde fik vi besøg af Frem fra Odense. En lang køretur for vores gæster.
Fynboerne må forventes at være et at de hold der spiller med om 1 pladsen, og mod os stillede de endnu stærkere op, da de har fået en ny 2300 spiller på bræt 2. Frem var højere ratet på alle brætter (ca. 40-200) Indstillingen til kampen var derfor at vi måtte tage alt det der faldt af, og i det lys er et 3-5 nederlag (forventet 2,72) et hæderligt resultat.
John (sort) spillede en relativ kort spanier mod Frems unge komet Mads Hansen. Hvid fandt et meget stærkt mellemtræk Dd5 , der gav ham et klart initiativ, og da John samtidig ikke forsvarede sig helt præcist, gik modstanderen efter kongen, og vandt Johns dronning med et løberaftræk.
I Michaels parti virkede det som om begge spillere så hinanden an, og ikke var indstillet på at svække stillingen unødvendigt. Man endte i et D+L slutspil med uligefarvede løbere. Der var masser af finesser , men modstanderen havde en afgørende trumf i en fremskudt h-bonde, som vandt partiet for ham.
Søren førte de sorte brikker i en NajdorfSicilianer , hvor Kristoffer Dyrgaard afveg fra de mere gængse varianter allerede med 6. træk g3.Som jeg så det, var sort lidt under det meste af tiden, men Sørens gode skakform, oparbejdet blandt andet under Øbro Nytårsturnering, betød at stillingen blev udlignet til sidst.
Det blev en strategisk Grünfeldinder i Kims parti. Det så meget lige ud, men da modstanderen svækkede stillingen med f7-f6 og Kim fik plantet en stærk springer på c5, var hvid ovenpå resten af partiet, og i slutfasen havde Kim helt styr på de taktiske varianter. Til Kim: Et parti, der er værd at vise 🙂
Jeg spillede min sædvanlige Philidor, og modstanderen overraskede mig med et hurtigt Sd5 , som fremtvang afbytning af min sortfeltede løber. Det betød ikke, at jeg kom til at stå dårligere , men stillingstypen blev en anden, og jeg brugte al for megen tid. Efter træk 17 (hvor stillingen er i balance) har jeg allerede under 5 min tilbage , og så følger 2-3 halvdårlige og et enkelt katastrofalt træk , som Stefan Wiecker straffede prompte.
Jacob spillede en kort og hurtig remis mod Per Stentebjerg. Jacob var under partiet nervøs for en fremskudt hvid bonde på b5 kunne holdes i længden. Efteranalyserne gav ikke noget klart billede af, om sort skulle have fordel, selv om begge spillere havde det på fornemmelsen. Det kan Fritz sikkert hjælpe med at afgøre.
På bræt 7. var der på den gode side af 50 års aldersforskel mellem modstanderne. Jørgen røg desværre ind i en dobbelttrussel med mat på h7 og udækket tårn på a8, og det kom til at koste en kvalitet. Nu kunne al Jørgens erfaring ikke hjælpe ham, den unge mands gevinstføring så meget stilren ud.
Peters parti var i starten roligt med et ganske let hvidt overtag, men i 17 træk rokerer Peter langt og så bliver spillet tveægget med chancer på begge fløje. Hvid angriber kongefløjen og sort dronningefløjen. Da jeg igen kigger på partiet har Peter hele det tunge artilleri placeret i de åbne g og h linjer, og der er ingen tvivl om, at det er vores mand der har vundet fløjkrigen. Håber vi får partiet at se på hjemmesiden.
Resultaterne kan ses på: : http://www.divisionsskak.dk/holdarkiv/div1314/vis_enkeltres.asp?kamp=DIV12-15