Showing: 91 - 100 of 391 RESULTS

To holdsejre

Til søndagens holdkampe i divisionerne havde vi for første gang ingen afbud. Ganske vist havde Finn Winther erstattet Ole Knudsen på 2.bræt på 2.holdet, så det var ingen svækkelse, i hvert fald med hensyn til rating.

Spillerne kvitterede også med to sejre, 4½-3½ til førsteholdet over Silkeborg og 5-3 til 2.holdet over Skørping. På 1.holdet var der remisser til Jens, Sune, Jacob og John inden Ivar og jeg selv bidrog med sejre. Elena fik en ubehagelig stilling med sort, og trods lidt opfindsomt sprælleri, måtte hun ned til sidst. Endelig sikrede Edgar med en remis i overkanten mod stærke Per Knudsen turneringssejren. Ivars gevinst så noget “rodet ud”, men det er jo Ivars stil. Min egen gevinst var egentlig fin nok. Tilbød en bonde efter en afvikling i centrum, men den var forgiftet. Så fik jeg en lille fordel, og det hjalp gevaldigt, da min modstander  belejligt overså en kvalitetsgevinst. Så skulle det være en formsag at vinde, men uforståeligt var jeg lige ved at sætte det over styr ved at ignorere en fribonde. Dog lykkedes det mig at vinde et bondeslutspil (ved eminent teknik (!)).

2.holdet lavede en fin præstation mod Skørping. På topbrætterne afmonterede Jens, Finn og Christian Skørpings esser med 3 remisser, og på midtbanen vandt Thomas, Kamen og Thor i fin stil. Johann var eneste taber, mens Ture spillede en drabelig remis på sidstebræt.

Nu er vi rykket fri af nedrykningspladserne i begge rækker. Se https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=383&teamTourId=79# og https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=387&teamTourId=79# .

Næste runde er 29/1 hvor vi møder Jetsmark og Nørresundby 2.

Juleafslutning og præmieoverrækkelse

I aften holder vi juleafslutning fra kl. 19 med gløgg og æbleskiver.

Der vil desuden være præmieoverrækkelse for klubturneringen, som er afsluttet og under indberetning.

Derefter arrangeres lynturnering.

Vel mødt, og ellers Glædelig Jul og Godt Nytår

Indbydelse til forårsturningen ligger klar på https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=27837 Turneringen starter 17. januar. Vi har åbent i klubben 3. januar og ugen efter er der holdskak.

Aars Skakklub 100 år

Aars Skakklub rundede et skarpt hjørne for tre år siden, men på grund af corona fejres det først nu. Klubben afholder et fint arrangement lørdag d. 12. november med følgende program:

10.00 Velkomst
10.15 Jesper Thybo fortæller om hans vej til stormester og viser et parti fra netop overstået OL i Indien
12.00 Aars Skakklub er vært ved en lille uhøjtidelig reception
13.00 Jesper Thybo spiller simultanturnering mod 20 Sideløbende arrangeres en lynturnering for interesserede.
Håber flere af klubbens medlemmer har lyst til at fejre klubben.

Sune vinder Løvfald

Med 30 deltagere havde Skørping Skakklub rimelig fin deltagelse til 5 runder i Eurotechnics lokaler i Støvring. Vi havde 7 deltagere med, og det må også betragtes som fint.

I mesterklassen deltog Sune og jeg, begge med pæn succes. Sune scorede 3½, hvilket var nok til 1.pladsen. Jeg selv fik 3 uden tabspartier, og det gav tilmed 17 ratingpoints, da jeg var den næstlaveste i gruppen. Sune tabte kun til Peter Mikkelsen, der blev nr. 2 med 3 points og med bedre korrektion end mig. Sune ærgrede sig over tabet til Peter, men kunne til gengæld glæde sig over turneringssejren og 14 ratingpoints.

I gruppe 2 havde vi tre deltagere med, og her klarede Hugo sig bedst med 3½ og en 2.plads efter Benny Grønhøj, der havde lidt bedre korrektion. Arne fik 2½ og Johann fik 1.

I gruppe 3 var Ehor lavest ratet og havde derfor lav forventet score. Men han vandt 2 , hvilket gav 23 ratingpoints. Et par af nederlagene skyldtes overmod, men det er jo et godt tegn, at han går uimponeret til sagen!

I gruppe 5 fik Jens Ole van de Weerd 2.præmie med 3 points. Her var Dan Christensen fra Sorø suveræn med max 5 points.

Stor ros til Skørping for en hyggelig turnering med fin kantine. Frikadeller med stuvet hvidkål eller kartoffelsalat samt æblekage til dessert er ikke at foragte!

Jeg fik lov til at brillere med et flot sluttræk mod Philip Nielsen fra Skive. Jeg havde først stået godt, men mistede en bonde og forsøgte at fuske til sidst. Stillingen, hvor jeg havde sort, var efter mit træk 43: Hvid: Ke2, Dc2, Lb1, c4, d4, e3, f3, g2, h2 Sort: Ke7, Da1, Sf6, d6, e6, f7, g4, h4. Hvid spillede: 44. Kd2? og jeg svarede 44. -, h3! Vi er i tidnød, og jeg så en smart kombination i horisonten. 45. gxh3, gxf3 Nu er sort ovenpå. Der truer Da5+ og transformation til kongefløjen. 46. Da2 Ser naturligt ud. 46. -, Se4+! Spillet á tempo. Jeg havde set kombinationen 47. Ke1, f2+ 48. Kf1, Dxb1+ 49. Dxb1, Sd2+ og løbergevinst med vundet slutspil. Dog vinder Dc3+ hurtigere: 47. Ke1, Dc3+ 48. Kf1, Dc1+ og mat! I stedet spillede Philip 47. Kd3 hvorefter 47. -, Dxa2 48. Lxa2, Sc3!! afgjorde partiet, da f-bonden ikke kan stoppes!

Fine resultater til Senior-DM

Årets Danmarksmesterskab i hurtigskak for seniorer blev i weekenden afholdt i Randers. Fire mand fra Aalborg deltog i 65+, hvor der var 33 deltagere i gruppen. I 50+ var der 26 deltagere, men ingen fra Aalborg Skakforening.

Resultatmæssigt gik det således at jeg selv fik en 3.plads med 6 points af 8. Overraskende ifølge DSU’s hjemmeside??!! https://nyheder.skak.dk/2022/10/04/nye-seniordanmarksmestre-i-hurtigskak-2022/

Måske? Jeg spillede indimellem godt, og havde også det fornødne held. Det mener Hans Peter i hvert fald i vores indbyrdes parti i 2.runde, og mod Hugo i 7.runde, hvor jeg satte mat i en stilling, som lige pludselig var meget kritisk for mig. I sidste runde pressede jeg Jørgen Jørgensen fra Nørresundby, men kunne ikke omsætte det til gevinst, hvorefter jeg tog en remis ved trækgentagelse til sidst. Jørgen fik dermed 2.præmien på bedre korrektion. Lidt underligt at der kun var to præmier i den øverste ratinggruppe med 14 deltagere?!

Hugo spillede en fin turnering og scorede 5 af 8 efter flere gevinster mod formodet stærke modstandere. Dette indbragte en ratingpræmie som nr. 2 under 1900. Arne scorede 4 og Hans Peter 2½.

I øvrigt var der fine nordjyske resultater. Peter Mikkelsen fra Skørping vandt 65+ med 6½ points, og Jørgen Jørgensen blev som nævnt nr. 2 i gruppen. Bjarne Hansen fra Nørresundby blev nr. 3 i 50+, og der var ratingpræmier under 1700 til Christian Gottschalck og Claus Christensen, begge Nørresundby.

Resultater kan ses på https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=27602

Klubturneringen starter

Med 48 deltagere i 6 grupper er vi nu i aften klar til at tage hul på klubturneringen, der kan følges på linket:

https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=27620

Vi spiller hver 2. tirsdag indtil 6. december. Skulle man være forhindret en aften, er det således muligt at spille eksempelvis den efterfølgende tirsdag, hvis man aftaler det med modstanderen – og turneringslederen – i god tid. Vær dog opmærksom på, at i uge 44 (omkring 1. november) starter holdturneringen, og at alle partier skal være afviklet 6. december.

Aalborg Byturnering slut

https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=27499

Med 21 ud af 36 deltagere dominerede klubben naturligt turneringen, men vi kunne desværre ikke fravriste Per Andreasen fra Nørresundby sit bymesterskab, han nu har vundet 18 gange. I mesterklassen scorede Per 5½ foran Sune Kovshøj med 5. I klassen gjorde Mads Alberg ellers et fint comeback efter mange års skakdvale. Tab til Hugo i sidste runde betød dog at 3.præmien gik til Benny Grønhøj fra Aars.

I basis 1 snuppede to af vore nye folk de to første præmier. Daniel Jhaf Madsen fik 5½ og Shagen Djanian 5 og bedre korrektion end Henning Larsen fra Aars. Daniel er tilflytter, mens Shagen startede med undervisning sidste år, så det er imponerende allerede at kunne tage præmier i turneringsskak.

I basis 2 løb vi ligeledes med de to første præmier. Hartvig Hansen og Uffe Egeberg fik begge 5½ og bedre korrektion end Claus Christensen fra Nørresundby.

Og så fik vi også med to præmier i basis 3, idet Ehor Repey scorede 7 og vandt derfor gruppen suverænt. Lars Lytzen fik 4½, hvilket gav en 3.præmie efter Louise Mygind fra Skørping. Ehor står ganske vist opført for Aars Skakklub, men han er nu flyttet til Aalborg. Det er tidligere nævnt, at Ehor er 11 år og fra Ukraine. Ehors score var imponerende, især efter det spil, der blev præsenteret på brættet. Ehor er et kæmpetalent!

Verified by MonsterInsights