Showing: 101 - 110 of 164 RESULTS

Aalborg i 1. division!

Så blev oprykningen til 1. division en realitet! Aalborg Skakforenings 1. hold sikrede sig her til eftermiddag oprykning til næste års 1. division ved afslutningen af divisionsturneringen i Skive. I sidste runde blev det ganske vist til et 3½-4½ til de nærmeste rivaler fra SK 1968 III, men nederlaget var altså lige præcist ikke større end, at slutstillingen i toppen af divisionen blev: 1. Aalborg I: 32½, 2. SK 1968 III: 30½, 3. Randers: 29½. På trods af et 3 points forspring før dagens sidste runde, var der ellers lige ved at gå ‘gummiarm’ i førsteholdets præstation. Finn Winther blev dagens redningsmand i skysovs, idet han var den eneste sejrende spiller fra 1. holdet. Finn blev dermed med 6/7 også topscorer i hele divisionen – godt gået!

Bjarne Sønderstrup skriver om førsteholdets match:

Det lykkedes med lodder og trisser at sikre de nødvendige antal points i sidste rundes kamp mod 1968’s 3.hold. Finn Winther blev dagens helt, og da han i sidste parti fuldførte sin gevinst, kunne vi ånde lettet op. Skurkene var mig selv og René, der begge bukkede gevaldigt i gunstige stillinger. Forinden var der blevet taget en masse remisser idet Jacob, Kim, Jørgen, John og Jens Johan holdt balancen og ikke satsede unødigt. Der var lige ved at gummiarm i den, da jeg smart ofrede en officer, men desværre for smart, da jeg ikke så en banal parade. Ideén var god nok, jeg skulle bare have udført den i trækket forinden! René afslog et remistilbud og satte derefter en bonde i slag, og så var al presset lagt over på Finn. 2½-5½ og 68 ville have rykket op. Heldigvis kørte Finn gevinst sikkert i hus og vi kunne skåle i Finns medbragte cava.

2. holdet indkasserede et klart nederlag på 3-5 til Holstebro og må en tur ned i Mesterrækken, men det skal vi ikke jokke mere rundt i her! Med lidt held klarer 3. holdet oprykning fra Mesterrækken til divisionen, så klubben i næste sæson fortsat har to divisionshold: et hold i 1. division og et hold i 2. division!?

Søndagens resultater var for øvrigt også særdeles glædelige for Nørresundby Skakklub, der sikrede sig oprykning til Skakligaen ved at vinde 1. division klart. Stort tillykke til Solsideholdet herfra!

Et par stemningsfotos fra eftermiddagen i Skive:

 

Milepæle i klubbens historie

Dette indlæg er nyoprettet og under opdatering og forhåbentlig løbende udvidelse. Kommentarer, fotos og insider-viden modtages gerne. Nedenstående informationer er hovedsageligt hentet fra Karl Sønderstrups 100 års jubilæumsbog fra 1989.

1889

Aalborg Skakforening af 1889 dannes. Mandag d. 28. januar afholdes der stiftende generalforsamling på Hotel Royal ved havnen. Købmand Duus bliver valgt som foreningens første formand og af andre prominente medlemmer kan nævnes: tandlæge Gran, kaptajn Gyde-Jørgensen og premierløjtnant Lütken. Foreningen består fra starten af i alt 18 medlemmer.

1905

De første kvindelige medlemmer optages i Aalborg Skakforening ført an af Fru Oberstløjtnant Tjeld.

1911

Den amerikanske mester Frank Marshall gæster Aalborg Skakforening og giver simultan. Læs mere her.

1912

Foreningen runder 70 medlemmer.

1916

Aalborg Skakforenings bedste spiller Johannes ‘Smeden’ Petersen bliver nummer 2 i Dansk Skakunions turnering i 1. klasse (svarende til nutidens mesterklasse).

1919

Verdensmester Emanuel Lasker giver simultanforestilling i Aalborg Skakforening. Læs mere om simultanforestillingen her.

1920

Dansk Skakunions årlige turnering afholdes i Aalborg, og Johannes Petersen vinder 1. klasse og opnår dermed titel som mesterspiller (svarende til landsholdsspiller).

1924

Johannes ‘Smeden’ Petersen bliver nummer 1 i 1. klasse i Nordisk Turnering i København og bliver Nordisk Mesterspiller. Samtidig bliver ‘Smeden’ udnævnt til æresmedlem af Aalborg Skakforening.

1932

Aron Nimzowitsch er på besøg i Aalborg Skakforening og spiller simultan.

1933

Skak-Danmark var frem til 1962 på mange måder splittet i øst og vest, og der afholdtes to uafhængige holdturneringer: Provinsmesterskabet for Jylland og Fyn samt Københavns Skakunions Holdturnering for klubberne i hovedstadsområdet. i 1933 bliver Aalborg Skakforening for første gang i klubbens historie provinsmestre i holdskak. Det vindende 6-mandshold består af følgende spillere: N. Lie, Harald Wandall,H. E. Steffensen,L. P. Lauritsen, Th. Jensen samt Overassistent Rasmussen.

1935

I maj måned besøger den russiske verdensmester Alexander Aljechin Aalborg Skakforening få måneder før han skal spille VM-match mod Max Euwe. Læs meget mere om besøget her.

1936

Klubbens to bedste spillere Johannes Petersen og Alfred Christensen bliver udtaget til det danske skaklandshold til Olympiaden i München. Alfred Christensen opnår 3. højeste score på 8. bræt (58.8%).

1937

Johannes Petersen repræsenterer det danske landshold ved FIDE’s landsholdsturnering i Stockholm.

Aalborg Skakforening bliver for anden gang provinsmestre med et hold bestående af følgende spillere: Johannes Petersen, Harald Wandall, H. E. Steffensen, L. P. Lauritsen, Chr. Christensen samt Ejner Kops.

1938

Dansk Skakunions Påsketurnering afholdes i Aalborg. Ved den lejlighed sikrer Alfred Christensen sig definitivt oprykning fra Mesterklassen til Landsholdsklassen.

1939

Klubben sikrer sig sit tredje Provinsmesterskab for hold med følgende 6 spillere: Alfred Christensen, Johannes Petersen, Harald Wandall, H. E. Steffensen, Tage Nielsen og Svend Jørgensen.

Alfred Christensen repræsenterer Danmark ved skak-OL i Argentina og scorer 39,5%.

Klubben er med 110 medlemmer landets største skakklub, og 50 års jubilæet markeres med en match mellem Aalborg Skakforening og et udvalgt Nordjysk hold over 77 brætter.

1940

Et af foreningens få kvindelige medlemmer, Lydia Heesche, vinder kvinde-DM.

1941

Lydia Heesche genvinder kvinde-DM

1942

Lydia Heesche vinder kvinde-DM for 3. år i træk.

Nørresundby Skakklub og Aalborg Skakforening arrangerer Påsketurnering i fællesskab. Alfred Christensen opnår en flot 3. plads i Landsholdsklassen. Tage Nielsen bliver klubbens nye landsholdsklassespiller.

Aalborg Skakforening vinder Provinsmesterskabet for 4. (og sidste) gang.

1946

Aalborg Skakring dannes.

1947

Aalborg Skakforening arrangerer den til dato stærkeste international turnering på dansk grund. Slutstillingen bliver: 1.-2. Van Scheltinga (Holland) og Christian Poulsen (Viborg) 6P, 3.-6. B. H. Wood (England), Storm Herseth (Norge), GM Gösta Stoltz (Sverige) og Alfred Christensen (Aalborg) 5p, 7.-9. Julius Nielsen (København), Tage Nielsen (Aalborg) og Tage Sørensen (Nørresundby) 3p, 10. Arne Hansen (Aabybro) 1p.

1950

Danmark bedste skakspiller nogensinde, Bent Larsen, bliver medlem af Aalborg Skakforening. Læs mere om Bent Larsens tid i Aalborg Skakforening her.

1952

Bent Larsen bliver landsholdsspiller ved at opnå 6 points i Mesterklassen ved påsketurneringen. Desuden udtages den unge Larsen til junior-VM i England, og i løbet af sommeren flytter han fra fra Aalborg til København, hvor han bliver medlem af Københavns Skakforening.

1962

Dansk Skakunion opretter Divisionsturneringen som afløser for og sammenlægning af Provinsturneringen og Københavnsturneringen. Aalborg Skakforening placeres i 2. division (den næstbedste række).

1963

Klubben sikrer sig oprykning til landets bedste række, 1. division, med følgende 8-mandshold: Torben Kjeldsen, Jørgen Nielsen, Bent Bojsen, Folmer Nielsen, Robert E Kristensen, Heinrich Jørgensen, Karl Sønderstrup, Frits Ørbæk Hansen og Ejner Kops (reserve).

1964

Aalborg Skakforening fylder 75 år men 1. holdet rykker desværre ned i 2. division i jubilæumssæsonen.

1965

Hurtig tilbagevenden til 1. division. Klubbens førstehold rykker op igen i første forsøg. Holdet består nu af: I E W Gemzøe, Torben Kjeldsen, Bent Bojsen, Frits Ørbæk Hansen, Folmer Nielsen, Ejner Kops, Robert E Kristensen og Hans Willumsen.

1966

Aalborg Skakforening er et elevatorhold. Vi rykker ud af 1. division igen og tilbage i 2. division.

Jeg har taget doping!

st_redbull_f
Jeg var dopet fra træk 25 til træk 58!

Det følgende parti blev spillet på 8. bræt i søndagens divisionskamp mellem Aalborg 2 og Randers. Helt stilrent er det ikke. Efter ca. 20 træk har Sort spillet sig selv ud af kampen, men selvom man har en stilling til +5 ifølge Fritz, kan der nu godt være meget tidskrævende regnearbejde at udføre. Komplikationer omkring træk 30 kostede i hvert fald en masse tid. Trækkene 25-58 spillede jeg for øvrigt i klart dopet tilstand. Et par reklamepiger uddelte ved matchens start gratis Red Bull energidrik i universitetskantinen. Jeg tog gladeligt imod tilbuddet og nåede at drikke 2½ dåse. Sammenholdt med de 3-4 kopper kaffe, jeg også fik, må koffeinkoncentrationen i mit blod bestemt have været så høj, at det er af interesse for antidopingagenturet WADA. Nå – men nu til selve partiet:

Klubturnering 4. runde status

I går aftes blev 4. runde af forårets klubturnering afviklet med 3 partier i Mesterklassen, 3 partier i Basis 1 og 3 partier i Basis 2. 6 gevinstpartier og tre remiser blev det til på følgende vis:

I Mesterklassen var der topopgør mellem John Nyholm med hvid mod Jacob Würtz med sort. John spillede sit sædvanlige 1.e4, og Jacob valgte at gå ind i den interessante men tvivlsomme ‘Elefantgambit’: 1…e5 2. Sf3 d5?! John tog imod bondeofferet og spillede roligt og fornuftigt. På et tidspunkt i midtspillet, så det for undertegnede ud som om Jacob faktisk havde kompensation for bonden i kraft et et godt initiativ og en smule angreb, men John spillede korrekt og endte op i et slutspil med lette officerer og en merbonde som lige præcis kunne omsættes til gevinst. Rygterne går for øvrigt om, at Jacobs åbningsvalg: ‘elefantgambitten’ var resultatet af et væddemål om en kasse øl, og atter andre rygter vil vide, at der kun bliver tale om en kasse af de absolut billigste pilsnere, fordi Jacob på et tidspunkt i partiet tilbød John remis. Det gør man jo bare ikke, når man spiller gambit!

Finn Winther vandt med hvid over den forsvarende klubmester Carl Johan i den klassiske variant i Caro-Kann. Finn valgte at rokere kort og fik et vist pres, der udmøntede sig i en del materiale og en komfortabel stilling. Jeg ved ikke om partiets langdrag skyldtes nøleri fra Finns side eller flot forsvarsspil fra Carl Johans, men i hvert fald skulle der mange træk til før CJ til slut måtte kapitulere.

I aftenens sidste parti i Mesterklassen vandt Søren Andersen med sort over Jørn Bach. Jeg fik ikke fulgt det parti så nøje, men det så meget lige ud undervejs – ja, faktisk helt til slutspilsfasen med springer mod løber og samme antal bønder på de to sider, men Søren spillede tålmodigt og fik til slut presset et helt point ud af Jørn.

Stillingen i Mesterklassen er dermed: 1. Søren Andersen (3/4); 2.-3. John Nyholm (2½/3) og Jacob Würtz (2½/4); 4. Jørn Bach (2/4)

I 5. runde venter en nyt spændende topopgør i form af Søren Andersen – John Nyholm.

I Basis 1 vandt Kurt Pedersen med sort over Arne Fjordside. Kurt kom til at stå i overkanten fra midtspillet og havde dels en god fremskudt fribonde samt en dejlig lang diagonal til den sortfeltede løber på g7. Arne havde til gengæld knap med tid at gøre godt med og måtte ned til slut.

Torben Winkler spillede hvid mod Peter Juul og kom til at stå rigtig pænt. Torben var i rigtigt angrebshumør (måske på grund af glæden over gymnasielærernes nye overenskomt med svimlende lønstigninger i udsigt :-)) og Peter stod noget presset med de sorte. Da angrebsrøgen havde lagt sig en smule, manglede Hvid dog pludseligt et tårn, og angreb var der ikke meget tilbage af. Hvordan det gik til, opfangede jeg ikke, men Peter vandt nemt herefter.

Selv spillede jeg sort mod Ole Knudsen i afbytningsvarianten i Fransk. Ole spille den mest ambitiøse hvide variant med et tidligt c4 og kom til at stå lidt i overkanten. I midspillet vandt Ole en centrumsbonde, men på grund af en lille taktisk finesse omfattende en lidt indelukket hvid løber samt trusler om mat i bunden, kunne Sort ubesværet vinde bonden tilbage i starten af slutspillet og afvikle til et helt lige tårnslutspil. Remis.

Stillingen i toppen af Basis 1: 1. Peter Juul (3/3); 2. Kurt Pedersen (2½/4).

I Basis 2 måtte klubbens nye spiller Poul Davidsen for første gang i turneringen afgive point. Det blev ‘kun’ til remis mod ‘forsvars-klippen’ Uffe Kristensen. Uffes spillestil er Petrosjansk og meget solid. Fianchetterede løbere og rolig udvikling. Når Uffe er bedst spiller han mere kompakt end selv det norske fodboldlandshold!

Martin Fredsted vandt med hvid over Lars Lytzen. Martin var i angrebshumør og Lars blev stille og roligt spillet baglæns ud af brættet af Martins sunde, offensive træk. I træk 18 glemte Martin at tage imod den bonde på g6, som Lars så venligt stillede til rådighed, men den blev til gengæld hapset et par træk senere!

Karl Henrik Laursen havde hvid mod Per Jacobsen i aftenens sidste parti. Det blev til Aljekings forsvar, og selvom Per påtog sig en isoleret dobbeltbonde og Karl Henrik fik lidt aktivt spil kom partiet vist aldrig for alvor ud over remisgrænsen. En pointdeling virkede som et fair resultat.

Stillingen i toppen af Basis 2: 1. Poul Davidsen (3½/4); 2.-4. Karl Henrik Laursen (2½/3); Martin Fredsted (2½/4); Uffe Kristensen (2½/4).

Næste runde af klubturneringen spilles tirsdag d. 5. marts, men der er mulighed for afvikling af udsatte partier på tirsdag d. 19/2.

Søren Andersen – Finn Winther

Søren Andersen er ny mand i front i Klubturneringens Mesterklasse efter tirsdagens 4. runde. Her følger Sørens gevinst fra 3. runde mod Finn Winther. Søren skriver, at det var et parti, som han nød meget at spille. Muligvis er glædesfølelsen ikke gengældt af Hr. Winther. Lad os se:

Hans Engen – NC Davidsen

Hans Engen beretter om sin sejr over Niels Christian Davidsen fra Skørping 1:

Og så var der mit eget parti mod troldmanden NC Davidsen. I træk 6 burde jeg have spillet Da4!, men var i stedet tilfreds med at give ham en isoleret dobbeltbonde i c-linien og vandt efterfølgende den forreste. Jeg burde have spillet det mere solidt men fik så vældig lyst til at ofre en kvalitet for til gengæld at angribe mod hans ikke-rokerede konge, og det gik for så vidt også godt med lidt vildt angrebsspil undervejs. I træk 25 spiller jeg så det jeg tror er gevinsttrækket Sd4. Han kan slå den med dronning, tårn og løberog ingen af delene dur. Men han spiller et træk jeg totalt havde overset – kort rokade! Jeg havde helt glemt det som en mulighed fordi det så længe ikke havde været muligt. RYBKA fortæller at jeg falder fra + 0,8 til – 0,8, så helt stilrent var mit parti desværre ikke. Heldigvis er troldmanden mindre godt tilpas i forsvar end i angreb, selv om han har meget mere tid end jeg. I træk 30 skal jeg pludselig med 1 minut igen regne på om et springeroffer er ok. Jeg spiller det og heldigvis har jeg set rigtigt. NCD fusker til det sidste. Jeg regnede med en dronningeskak på b1 og var parat til at flytte kongen – men skakken kom på a1. heldigvis tog jeg ikke fat i kongen men slog den udækkede dronning (som ellers kunne have slået min). Partiet følger her:

 

Dramatisk opgør i Mesterklassen

Udover tirsdagens hjemmekampe i Mesterrækken og A-rækken blev der spillet et enkelt udsat parti i klubturneringen – den forsvarende klubmester mod Formanden. Carl Johan beretter om partiet:

Følgende parti, som blev spillet i Mesterklassen, var rigt på kombinationsspil og indeholdt bl.a. et dronningeoffer, som burde have givet Hvid sejren, men der skulle regnes langt (faktisk fra træk 16 til træk 26), og til sidst glippede angrebet.

Vil du med til London?

Carlsen
Magnus Carlsen – verdensetter – stiller op i London

Til marts er der mulighed for to særdeles spektakulære skakoplevelser i London. Først og fremmest afholdes verdensskakforbundet FIDEs kandidatturnering, hvor 8 af verdens absolut bedste skakspillere mødes i en dobbeltrundeturnering. Vinderen af turneringen opnår retten til at udfordre Viswanathan Anand i en VM-match til efteråret. Turneringen bliver den til dato stærkeste i skakhistorien, og deltagerfeltet omfatter blandt andet de fire spillere på verdensranglisten, der netop nu har højest rating: Magnus Carlsen (2861), Vladimir Kramnik (2810), Levon Aronian (2802) og Teimour Radjabov (2793). Turneringen spilles i centrum af London på Savoy Place fra den 14. marts til d. 1. april.

Chessboxing
Skakboksning – 11 runder med “Brain Versus Pain”

 

 

For det andet er der i London mulighed for at opleve én af de nyeste trends indenfor skakkens verden: skakboksning, som er kombinationen af den ædleste kampsport – boksningen – og den ultimative tankesport – skakken! Skakboksning er et enormt hit i England. Det er, som briterne selv siger: ’Brain Versus Pain’. 11 runder med skak – boksning – skak – boksning – … indtil den ene spiller enten er mat eller knockouted! Lørdag aften d. 23. marts er der på spillestedet Scala i London sæsonpremiere i skakboksning, og man får chancen for at opleve blandt andre: Andy “The Rock” Costello (UK) mod Luke Kirby (UK) samt Pawel Gulik (Pol) mod Tim Bendfeldt (Ger).

Et par medlemmer i Aalborg Skakforening arbejder seriøst på at tage til London som skakturister i en forlænget weekend for at opleve disse to arrangementer, og vi vil meget gerne have flere af jer med! Så hvis du alligevel ikke skal spille med i Påsketurneringen i Helsingør, så overvej lige følgende:

Forventet rejsetidspunkt:

Fra fredag d. 22. marts til mandag d. 25. marts (mandag er den første dag i skolernes påskeferie).

Eksempel på program:

Fredag d. 22/3:

Eftermiddag: fly AAL-CPH-LGW; Aften: London by Night

Lørdag d. 23/3:

Formiddag + eftermiddag: Kandidatturneringen 7. runde på Savoy Place; Aften: Chessboxing i Scala

Søndag d. 24/3:

Formiddag + eftermiddag: Kandidatturneringen 8. runde på Savoy Place; Aften: Skakturister på fri fod

Mandag 25/3:

Morgen: fly LWG-CPH-AAL

Forventet prisleje:

Det er nok lidt svært at sige, men det kommer formentlig til at koste knap 5000 kroner for flybilletter + 3 nætter på hotel. Dertil kommer lokaltransport, mad og skaksouvenirs!

Vil du med?

Hvis du er interesseret i at være med på en klubudflugt til London, så send en mail til Mads Leth (lethmads@gmail.com) eller svar på dette indlæg så hurtigt som muligt og senest tirsdag d. 5. februar, da flybilletter op til påskeferien jo hurtigt stiger i pris!

Mere info om:

Kandidatturneringen

Skakboksningsstævnet d. 23/3

Skakboksning generelt

Fotos fra 2. holdets kamp mod Nordre

Selvom det blev til et klart nederlag til det reserve-ramte 2. hold i dagens match mod Nordre i 2. division, følger her nogle stemningsfotos:

5. runde af holdturneringen

I løbet af de nærmeste 3 dage skal alle Aalborg Skakforenings 7 hold i aktion i 5. runde af holdturneringen.

I 2. division er der søndag kl. 12 topopgør i Randers mellem Aalborg 1 og Randers. Det er divisionens øjeblikkelige 1. og 2. plads der mødes. Aalborg Skakforenings førstehold har før kampen 2½ points forspring ned til randrusianerne, så kan klubbens helte få mindst uafgjort med hjem fra topopgøret, ser det lovende ud med oprykningschancerne, og det endda selvom de to resterende kampe mod divisionens nummer 3 og 5 SK 1968 3 samt Holstebro på papiret ligner halvsvære kampe.

Aalborgs 2. hold spiller også en rigtig nøglekamp søndag. Den match foregår dog i den anden ende af tabellen, hvor divisionens nummer 6 – Nordre 2 kommer på besøg. Aalborg 2 ligger før matchen til nedrykning på 7. pladsen, men da holdet kun er 1½ point efter netop Nordre 2, vil en hjemmebanesejr til holdkaptajn Torpegaard og Co. tænde ild i håbet om forbliven i divisionen.

Klubbens medlemmer opfordres til at komme og støtte de lokale 2. holds helte på søndag kl. 12 i klubbens lokaler.

I hovedkredsens mesterrække ligger Aalborg 3 og 4 begge placeret nogenlunde midt i rækken udenfor såvel opryknings- som nedrykningsstriden. Det ser ud til, at divisionsnedrykkerne fra sidste sæson Aars Nibe allerede har sat sig solidt på Mesterrækkens 1. plads og oprykning til divisionerne. Begge Aalborghold spiller på hjemmebane tirsdag aften kl. 19 i klubben. Aalborg 3 tager imod Skørping 1, der ligger på 3. pladsen, og Aalborg 4 er værter for Aars Nibes 2. hold, der er i nedrykningsfare.

I A-rækken blander Aalborg 5 sig i kampen om oprykningspladsen til næste sæsons Mesterrække. P.t. er ’Torben Winklers’ hold på en delt 2. plads kun ½ point efter førerholdet Jetsmark 3. Mandag aften spiller de på udebane mod Hobro 1 i en ’vind eller forsvind’ kamp. En sejr til Aalborg 5, vil uden tvivl bevare holdet i oprykningszonen, hvorimod et nederlag vil skubbe dem udenfor de ’sjove’ pladsers rækkevidde.

Leif Sørensens disciple – Aalborg 6 – frister en tilværelse midt i A-rækken udenfor nedrykningskampen men samtidig uden realistiske oprykningschancer. Holdet spiller også på udebane mandag aften mod Skørping 2 i en kamp, der ikke har megen betydning for placeringerne i rækken.

Klubbens sidste hold, Aalborg 7, der har Rulle-Per med anførerbindet, spiller også i Skørping mandag aften – men mod Skørping 4, og den kamp bliver i sandhed nervepirrende. Det er nemlig netop Skørping 4 og Aalborg 7, der skal kæmpe om at undgå nedrykning til B-rækken. Før mandagens nøglekamp er Aalborg 7 kun 1 sølle point foran Skørping 4. Det forspring skulle meget gerne være udbygget, når det sidste skakur stoppes mandag aften på Kulturstationen i Skørping!

Held og lykke og finurlige kombinationsideer ønskes til alle klubbens holdspillere i de kommende dage!

Verified by MonsterInsights